Smukke parker og gigantiske rejemadder: 24 timer i skønne Gøteborg
34-årige Sofie Mantzaris er oprindeligt fra Småland, men har forelsket sig i Gøteborg, som hun har boet i de sidste seks år. Hun synes, at byen rummer alt: lige fra smukke parker og historiske bygninger til store gastronomiske oplevelser. Oplev blandt andet den berømte (og gigantiske) rejemad på 23. etage eller få den bedste kanelbullar på en af Gøteborgs hyggeligste kaffebarer.
Kl. 08.00
Du tror ikke dine egne øjne, når du vågner op på det luksuriøse Upper House hotel og spa i Gothia Towers. Hotellet ligger på 18-25 etage, hvorfra du har udsigt ud over hele Gøteborg og Nordens største forlystelsespark, Liseberg. Det lyder måske ikke smukt, men det er det!
Kl. 09.00
Nyd den lækre morgenmadsbuffet (og smukke udsigt) i Upper House’s restaurant på 25. etage. Du kan få alt fra æg, pølser og ost til røget laks med pocheret æg eller hjemmelavet grød. Mens du nyder udsigten, kan du glæde dig over, at du senere skal nyde hotellets spa på 20. etage – for ja, spa er også inkluderet, når du bor på Upper House.
Kl. 10.15
Tag sporvognen, som kører rundt i hele Gøteborg og stop ved Järntoget. Det lille torv grænser op til to af Gøteborgs hyggeligste områder, Linné og Haga. Linné er et af de mere trendy områder i Gøteborg. Snup f.eks. en kaffe i Kafé Magasinets baggård på Tredje Långgåten, inden du bevæger dig mod Haga, som ligger kun et stenkast derfra. Haga er Gøteborgs gamle bydel, hvor små butikker, hyggelige cafeer og gamle, svenske træhuse ligger side om side.
Kl. 11.00
Gøteborg er relativt lille, så derfor kan du nemt gå rundt i byen. Gå fra Haga og ned til Kungsportsplatsen. Herfra kan du tage en tur med Paddanbåten – den svenske pendant til kanelrundfart i København – og se Gøteborg fra kanalerne. Det er en smuk og interessant tur, hvor du lærer mere om byens mere end 400 år gamle historie.
Kl. 12.30
Spis frokost på Heaven23, som også ligger i Gothia Towers ligesom Upper House. På 23. etage kan du foruden at nyde udsigten også nyde den berømte og fuldstændig overdådige Räksmörgas. Her får du serveret et bjerg af rejer på brød med mayonnaise, salat og æg. Velbekomme!
Kl. 14.00
Gå en dejlig tur i Trädgårdsföreningen, som er en af Europas bedst bevarede 1800-tals- parker. Den smukke park har også et fantastisk orangeri, Palmhuset, hvor man kan se på flotte og eksotiske planter. Drik bagefter en kop kaffe i den lille café, Rosenkafeet, bag Palmhuset. Hvis du har børn med, kan I også se det fine Alfons Åbergs-museum, der ligger i yderkanten af parken.
Kl. 16.30
Spaen i Upper House er et must! Efter at have gået byen tynd er det dejligt afslappende for krop og sjæl at komme i spa. Spaen indeholder både forskellige bassiner, en sauna, Hammam-bade og en udendørspool med glasgulv (!) – så lider du af højdeskræk, er denne pool nok ikke den rette af begive sig ud i.
Kl. 19.30
Slut dagen af med et besøg på stjernerestauranten Bhoga. Bhoga er fine-dinning, men i afslappede omgivelser, hvor du sagtens kan troppe op i sneakers og jeans. Restauranten fik sidste år en Michelinstjerne – og det er ikke uden grund. De serverer retter lavet af lokale råvarer, så menuen skifter alt efter årstid.
kl. 22.30
På vejen hjem mod hotellet kommer du forbi Magasingatan, hvor der er et hav af hyggelige barer. Prøv blandt andet Basque, som er et rent hipstermekka af en bar eller Puta Madre, en mexicansk bar, hvor du kan få alt i tequila.