Hvad har du lyst til? En cremet pasta? En fedtet kyllingeburger? Måske en række koreanske småretter?
Alt sammen kan du finde blandt vores bud på gode restauranter på Vesterbro, der alle ligger i hyggelige omgivelser midt i København. På listen kan du se redaktionens foretrukne, lækre restauranter i området, som tilgodeser enhver smag, og som alle serverer god mad.
DelphineFoto: Cofoco
Delphine
En af de mest velkendte restauranter på Vesterbro er efterhånden Delphine, og det er der en god grund til. Restauranten serverer småretter af gode råvarer, inspireret af det græske øhav og sydlige Italien – og så i æstetiske omgivelser. Midt i rummet er en stor bar, hvor du kan få velsmagende cocktails, så restauranten byder på både lækker mad og drikke til en dejlig aften.
I Kødbyen finder du H15, som er det perfekte sted til de aftener, der skal starte med en afslappet middag og slutte med fest. Her kan du få en plantebaseret menu, bl.a. roman style pizza, og senere på aften bliver stedet forvandlet til en bar, så du kan blive siddende og drikke lækre cocktails, øl og vin. Der er god stemning, og så ligger den centralt midt i Kødbyen.
Palazzo Diner er en restaurant på Vesterbro, hvor du kan få italiensk mad til rimelige priser. Vi anbefaler dig at komme fra søndag til onsdag, fordi her kan du kan få en forret, pastaret og dessert for kun 199 kroner. Det er så lækkert! Du kan selvfølgelig også besøge restauranten til brunch eller frokost, og så har de desuden de lækreste cocktails på menukortet.
På Ramen to Bíiru kan du få en bred vifte af velsmagende japanske retter og specialøl, men de er allermest kendt for deres (virkelig lækre) ramen. Deres restaurant på Vesterbro ligger tæt ved Enghave Plads, så det er kun et smut fra metroen.
Vil du slå et smut forbi en restaurant i Carlsberg Byen, så skal du tage på Aamanns Genbo. Det er nemlig en af de bedste restauranter på Vesterbro, hvis du har lyst til et klassisk stykke smørrebrød. Stedet har desuden den mest hyggelige atmosfære, så ud over at være sikret en god frokost, går du også derfra med en personlig god oplevelse.
Fisk, skaldyr og lækre vine serveret med passion. What’s not to like? Kødbyens Fiskebar gør en dyd ud af at vælge lokale råvarer og bæredygtige produkter. Her serveres der både østers, fish and chips og hummer fra Limfjorden, alt sammen lige midt i Kødbyens pulserende hjerte. Det er klart et af de bedste spisesteder på Vesterbro, hvis du er på udkig efter et måltid med fisk!
Gorda er en lille restaurant med et stort udvalg af mad fra det latinamerikanske køkken. Vi anbefaler, at du kaster dig ud i deres menu bestående af otte retter. Her får du mulighed for at spise dig igennem Latinamerika, og med en menu bestående af alt fra ceviche til arepa, er vi sikre på, at dine smagsløg vil takke dig for det.
Har du lyst til Sushi? Så er Kanagawa et godt bud på en restaurant på Vesterbro, hvor du kan få frisk kvalitetssushi til fair priser. Midt i restauranten ligger det åbne køkken, så du kan holde øje med, hvordan måltidet bliver tilberedt af de dygtige kokke, og hvis du er rigtig sulten eller bare har lyst til at smage lidt af det hele, kan du vælge sushi ad libitum.
Kan du lide at smage lidt af hvert, især mange muligheder af dim sum, og måske dele maden family style? Så kan du med garanti lide Kiin Kiin Bao Bao, som er en moderne asiatisk tapas-restaurant, hvor retterne løbende bliver serveret til bordet. Hvis vejret er til det, bør du nyde måltidet i den charmerende gårdhave, der hører til spisestedet.
En liste over gode spisesteder er ikke fuldendt uden en mexicansk restaurant, og heldigvis har Vesterbro også flere gode bud. Vi på redaktionen er vilde med Mæxico, der er placeret centralt på travle Vesterbrogade. Her kan du få saftige tacos, fyldte burritos og fedtede tostadas i lange baner samt et stort udvalg af drinks. Alt sammen til en god pris.
Hvis du er vegetar eller forsøger at spise mindre kød, skal du gå udenom Fleisch i Kødbyen. Fleisch er nemlig Kødbyens slagter og spisested, og her er det kødet, der spiller hovedrollen på tallerkenen. Retterne er rustikke, råvarerne er økologiske og maden er af høj kvalitet.
Har du lyst til en aften ude på en italiensk restaurant, så bør du besøge Italo Disco. På den lille restaurant kan du nyde italienske klassikere af lækre råvarer. Tirsdag, onsdag, torsdag og lørdag serverer de en menu bestående af 8-9 retter, som køkkenet sammensætter, og om søndagen kan du få en menu af de råvarer, der er tilbage, for at undgå madspild. Menuen skifter dagligt og er afstemt efter sæson. Hvis du er til fisk og skaldyr, anbefaler vi, at du aflægger restauranten et besøg om fredagen, hvor dette er i fokus.
Er du på udkig efter comfort food på Vesterbro, der kan gøre dig godt tilpas, efter gårsdagens strabadser? Så skal du besøge Crisp, der laver lækker fastfood – faktisk specialiserer de sig i at lave en god burger med sprød fried chicken. Det er en restaurant og en burger, du helt klart skal prøve – om det er med eller uden tømmermænd!
Hvis du vil opleve et stykke af Italien på Vesterbro, så skal du besøge Bevi Bevi, på en sidegade til Istedgade, som tilbyder en særdeles lækker middag. Råvarerne er nøje udvalgt og kredset om – og så spiser du endda i flotte omgivelser, fordi stedet er indrettet stilrent med et moderne touch. Stedet er også en vinbar.
De fleste med et madøre på Vesterbro har efterhånden hørt om den her restaurant, og det er der en god grund til. På Osteria 16 er menukortet nemlig nøje sammensat efter sæsonens bedste råvarer, og det sikrer en autentisk smagsoplevelse med antipasti og lækre drikkevarer. På Vesterbro finder du restauranten på en sidegade til Enghave Plads.