De fire værter på 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed' - fra venstre Camilla Rubæk, Christian Borregaard, Sara Lygum og Dilsad Sahin.

Nye værter på "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" - mød dem her

TV 2-hitter opruster med to nye værter.

TV 2-hittet "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" er tilbage med en ny sæson, og her får de to velkendte værter, Sara Lygum og Christian Borregaard, følgeskab på værtssiden af de to ejendomsmæglere Camilla Rubæk og Dilsad Sahin.

Camilla Rubæk er 30 år og arbejder som ejendomsmægler ved Danbolig i Vordingborg. Hun bor i Næstved med sin kæreste. 

 Artiklen fortsætter under billedet. 

Camilla Rubæk fra 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed'.

Dilsad Sahin er 30 år, han er ejendomsmægler og indehaver af to Realmæglerne-butikker på Amager. Privat bor han i Vallensbæk med sin kone og søn.

 Artiklen fortsætter under billedet. 

Dilsad Sahin fra 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed'.

En endnu stærkere sæson

TV 2-redaktør Liv Michelsen siger om den nye sæson:

"Sara og Christian har gennem mange år været hjørnestenene i "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed". Deres store faglighed og evne til at finde de bedste løsninger for købelystne danskere har ikke kun været med til at forme programmet, men har også inspireret både seere og købere over hele landet. De har grebet boligmarkedet an med både kreativitet og realisme. Vi er meget glade for, at de fortsat er en del af holdet i den kommende sæson og ser frem til endnu en fantastisk sæson med deres erfaring. Samtidig er vi utrolig glade for at byde Camilla og Dilsad velkommen til holdet. Vi er overbeviste om, at deres engagement, kompetencer og lokalkendskab vil skinne igennem. Vi tror på, at denne dynamik vil skabe en stærk og inspirerende sæson, hvor vi fortsætter med at bygge videre på vores succes, samtidig med at vi udvikler programmet i en spændende retning."

Nykøbing Falster og Silkeborg

I første program, der vises tirsdag 28. januar, går turen til Nykøbing Falster og Silkeborg. Her møder vi Hanne, der har været igennem et kræftforløb, og grundet senfølger har hun måttet sælge sit elskede hus i Nykøbing Falster. Hun vil have noget vedligeholdelsesfrit, så nu leder hun efter en lejlighed med et godt lysindfald og plads til hendes malergrej. Heldigvis er en af programmets nye ejendomsmæglere Camilla Rubæk på hjemmebane, og hun tager Hanne og hendes kæreste, Søren, med på boligjagt i Nykøbing.

Turen går også til Silkeborg, hvor Christian Borregaard skal hjælpe Maibritt og Theis. Kreativiteten fylder hos parret, ja, faktisk så meget, at de skal have et ekstra rum til den. Der skal nemlig være øvelokale til Theis' trommesæt og Maibritts horn, og det skal helst være isoleret, så de ikke bliver alt for uvenner med naboerne. Christian Borregaard viser parret boliger i Silkeborg og omegn og tester selv støjniveauet med sit eget rockband.

Du kan se alle sæsoner af "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" på TV 2 Play.

De fire værter på 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed' - fra venstre Camilla Rubæk, Christian Borregaard, Sara Lygum og Dilsad Sahin.

Denne artikel blev først bragt hos HER & NU