Benedikte Kiær Kommunalvalg

ALT for damernes kandidatstafet: Mød Benedikte Kiær

ALT for damerne sætter fokus på de kvindelige kandidater til kommunalvalget. Derfor har vi lavet en kandidatstafet, hvor kvindelige kandidater får lov til at svare på tre spørgsmål og give stafetten videre til en anden kvindelig kandidat, de har respekt for.

Ellen Trane Nørby, Venstre, Sønderborg Kommune har sendt stafetten videre til...

Benedikte Kiær, Konservative, Helsingør Kommune

Hvad er din mærkesag?

Jeg vil knokle for, at den gode udvikling af Helsingør Kommune fortsætter. Og der er følgende tre mærkesager meget vigtige for mig: sørge for en tryg og værdig ældrepleje, hvor den ældre får mere valgfrihed, værne om og udbygge vores grønne områder og fortsætte den grønne omstilling og gøre op med kæmpeskolerne i Espergærde, Helsingør og Snekkersten - vi vil have mindre skoler med mere nærvær, synlig ledelse og inddragelse. Mindre skoler som i Hellebæk og Hornbæk.

Hvad betyder det konkret for borgerne i kommunen, at der er kvindelig repræsentation i byrådet?

Byrådet skal kunne favne alle borgere i kommunen, og derfor bør sammensætningen i Byrådet også afspejle, at der stort set er lige mange mænd og kvinder i samfundet. For selvom jeg går ind for ligestilling, så tænker kvinder og mænd forskelligt og har nogle gange også en forskellig tilgang til de sager, vi behandler i Byrådet. Og det er sundt, at vi kommer hele vejen rundt om de sager, vi behandler.

Hvad betyder det for dig at have andre kvinder omkring dig i kommunalpolitik?

Selvfølgelig betyder det meget for mig, at der sidder andre kvinder Byrådet, ligesom det er vigtigt, at der også er kvinder i min konservative Byrådsgruppe. Det er godt for dynamikken. 

Hvem giver du stafetten videre til – og hvorfor?

Jeg vil gerne give stafetten videre til Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet. Vi blev begge valgt i regionsrådet tilbage i 2005. Vi har altid haft et godt samarbejde, uanset hvor vi har været valgt ind – og ud over en stor respekt for hinanden, så har vi det også tophyggeligt, når vi ses.

Læs med i stafettens afslutning her.

Kend din kvinde, før du stemmer

ALT for damerne Kandidattest.jpg

ALT for damerne og ALT.dk har i anledning af kommunalvalget den 16. november 2021 fået udviklet vores egen kandidattest – med kun kvindelige kandidater.

Det gør vi for at sætte fokus på den skæve repræsentation i kommunalpolitik, hvor kun hver tredje er kvinde.

Vi kalder testen Kend din kvinde, før du stemmer, og her kan du finde den kvindelige kandidat i din kommune, som matcher dig bedst. 

Læs vores overvejelser om testen her.

Spørgsmålene centrerer sig om de 10 emner, som danske kvinder ifølge en rundspørge, ALT for damerne har foretaget i samarbejde med Norstat, ser som de vigtigste i kommunalvalget.

Tag testen her