Bente Klarlund voksede op med stærkt religiøse forældre – men én dag tog hun lidt afstand
Der findes omveje, afveje, lige veje og genveje. Kommandoveje og veje til hjertet. Vi har talt med sundhedsprofessor Bente Karlund om hendes veje rundt i livet.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Jeg er vokset op i en kernefamilie på Østerbro i København. Min far var typograf og min mor sekretær, og det var et meget trygt hjem.
Det var også et hjem, der var præget af, at vi var med i Frelsens Hær, og mine forældre brugte meget af deres tid på blandt andet socialt arbejde. Da jeg blev teenager, kom jeg selv til at lave velgørende arbejde blandt narkomaner og hjemløse, og jeg lærte derfor tidligt at se livet blandt dem, der ikke har det godt.
Min sociale indignation blev grundlagt allerede hos min bedstemor, som var sådan en, der smurte madpakker til landstrygere, som kom forbi hendes hus. Senere åbnede jeg og mine venner selv et sted, der serverede mad for hjemløse på Nørrebro – længe før Nørrebro blev fancy. Jeg lavede også søndagsskole for børn på Vesterbro og var med på sommerlejre.
Der var ikke nogen i min skole, der sagde noget til det, men det skyldtes nok, at jeg havde en vis pondus, fordi jeg var dygtig. Jeg gik på den første skole, der havde indvandrerbørn, og det var en skole, hvor man ikke altid fik undervist os i hele årets pensum.
Jeg var godt klar over, at min opvækst var anderledes end mine skolekammeraters. Heldigvis havde jeg mange venner i Frelsens Hær, og hvert efterår rejste vi rundt i landet og sang på plejehjem eller arbejdspladser, og vi kunne nemt have syv-otte optrædener på en dag. Som 13-årig kunne jeg stå og synge foran 1000 slagteriarbejdere eller holde tale foran 1500 mennesker i en kantine. Derfor er det piece of cake at holde foredrag i dag.
Men jeg lærte også, at det aldrig er godt nok, hvad du gør. Hvis du går i kirke fem gange om ugen, kan du altid spørge dig selv, hvorfor det ikke er seks gange. Det har jeg taget med mig fra min barndom. Eller også er det bare noget, der ligger til min personlighed. I dag kan jeg dog godt se, at jeg også har brugt det som en drivkraft. Det gav mig gode karakterer i skolen og senere hen en professortitel."
Har du nogensinde stået ved en korsvej?
"Da jeg var i 20’erne, tog jeg lidt afstand fra den del af Frelsens Hær, som var religiøs og gik i uniform, for det blev lidt for indelukket for mig. Men jeg blev ved det sociale arbejde. Heldigvis er Frelsens Hær ikke som Jehovas Vidner, så man bliver ikke udstødt, men hvis du vil vide, om mine forældre blev skuffede, må du spørge dem.
I dag er der dem, der kalder mig motionsmissionær, jeg prøver faktisk at undgå bydeformen, men jeg er sundhedsmissionær, det følger med, når du er vokset op med at skulle frelse verden. Vi skulle jo forkynde et budskab allerede dengang, så det ligger til mig.
Jeg er stadig troende på min helt egen afdæmpede måde, og jeg interesserer mig for de kristne værdier og feltet mellem krop og ånd. Men jeg er ikke fast kirkegænger. Da min far døde, blev han bisat via Frelsens Hær, og jeg har stadig mange gamle veninder der, men når jeg ser dem stå og synge til jul, virker det fremmed på mig. Det er ikke længere en del af mig.
I dag som voksen synes jeg dog, det har præget mig på en måde, jeg ikke er ked af. Der er mange akademikere, der ikke har nogen praktisk erfaring med dem i samfundet, som ikke har det godt, men for mig er for eksempel ulighed i sundhedssystemet ikke bare teori."
Annonse
Den vigtigste vejleder i dit liv?
"En, der gjorde en forskel for mig som barn, var min latinlærer Viggo Tønsberg. Vi havde ikke latin på den skole, hvor jeg gik, så fire eftermiddage om ugen cyklede jeg til en anden skole for at få latinundervisning, for jeg skulle bruge latin i tilfælde af, at jeg skulle læse medicin. Der oplevede jeg denne politisk ukorrekte lærer, som mobbede de elever ud, der ikke ville det nok. Til mig sagde han, at hvis jeg brugte, hvad han lærte mig, så kunne jeg nå langt.
Men det væsentlige ved Viggo Tønsbergs undervisning var faktisk ikke latin. Det var, at der endelig var nogen, der stillede krav til mig. Det endte endda med, at jeg som 15-16-årig blev hans vikar, når han var ude at rejse. Jeg har ikke brugt latin sidenhen, men jeg har altid brugt det andet, han lærte mig: At det er ok at stræbe efter at være dygtig, og at ambitioner ikke er et fy-ord. Jeg kom jo fra en skole, hvor der blev set ned på dem, som rakte hånden op. Hos Viggo måtte du både gøre dig umage og lidt til."
Hvordan fandt du din levevej?
"Når du er førstegenerations-akademiker, må du ikke studere noget, der er alt for mærkeligt, så jeg kunne vælge mellem jura, medicin og historie. Det endte faktisk med, at jeg trak lod, fordi jeg var i tvivl. Jeg interesserede mig også for samfundsfag, for det gjorde man, hvis man blev student i 1975. Men det blev medicin, og det var jeg mest af alt lettet over. Jeg startede dog på medicin på et tidspunkt, hvor 90 procent af de studerende dumpede, så mit mål var bare at komme igennem forprøven.
I dag er jeg leder af TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, som har 70 ansatte og næsten udelukkende drives af eksterne midler. Jeg er også den, journalisterne ofte ringer til. Jeg starter altid med at skrive noget videnskabeligt, og så oversætter jeg det, så alle kan læse og forstå det. Jeg er glad for at være den, der formidler de ting, så det laver jeg ikke om på lige foreløbigt. Jeg føler mig ikke træt og gammel.
Jeg løber hver morgen 5.30, og så er jeg på centeret omkring klokken 7.30. Om eftermiddagen bliver jeg ofte hentet af min chauffør, som kører mig derhen, hvor jeg skal holde foredrag, for så kan jeg sove på vejen eller koncentrere mig om at skrive. Ja, jeg har en chauffør, som jeg selv betaler, for at optimere min tid. Specielt om vinteren når det er mørkt og koldt, er det dejligt at komme ud i en varm bil, når jeg har holdt foredrag et sted i landet."
Dit livs omvej?
"Jeg arbejdede som infektionsmediciner i 20 år på en stor afdeling på Rigshospitalet, hvor jeg fik erfaring med patientbehandling, og det har præget min måde at tænke på, kan jeg se i dag. Det var svært at se dengang, hvorfor jeg skulle rende rundt med lange arbejdsdage og weekendvagter og være ved at kløjes i det, når jeg kunne have haft et stille og roligt forskerliv. Men det var en nødvendig omvej, for det gav mig perspektiv at have arbejdet direkte hos patienterne.
Jeg var studerende og forskede allerede dengang i immunsystemet, da aids ramte verden. Jeg kan tydeligt huske, da de fandt de første fire patienter i Danmark. Senere lå der omkring 30 patienter indlagt ad gangen med aids, og de døde jo alle sammen dengang i slut 80’erne. Lige til at starte med vidste vi ikke, hvad aids kom af. Nogle troede, at det stammede fra Tage Andersens blomsterbutik, for der havde de alle sammen været inde. Andre troede, det havde noget med kokain at gøre.
Jeg var dog aldrig selv bange, for der var intet, der tydede på, at det var luftbåret. Tvært imod havde alle de fire været i USA, og der var tegn på, at det var seksuelt overført. Folk spørger tit, om vi virkelig har råd til grundforskning (bred forskning, der kan bruges inden for mange felter, red.), men hvis vi ikke havde haft den, havde vi ikke fundet ud af, hvorfor unge mennesker pludselig døde. Vi fik historisk hurtigt styr på en dødelig virus, der slog unge mennesker ihjel, og det kan vi takke grundforskningen for."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Enten tænker jeg ikke over det, eller også sker det ikke så ofte. Men indimellem siger folk til mig, at de har læst min bog eller hørt et foredrag, jeg har holdt. Nogle gange er der folk, der siger til mig, at det er min fortjeneste, at de er begyndt at motionere eller er holdt op med at ryge. Så bliver jeg glad.
Der er også nogle, der fortæller, at de har set mig løbe, så tænker jeg altid: ”Godt jeg ikke ved det”, for jeg løber en time hver morgen med tungen ud af halsen, og jeg er ikke klædt på til at blive genkendt."
Annonse
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Det har min mand gennem 40 år, vores fire børn og 12 børnebørn. Derudover har jeg en tæt venskabskreds. Familie og venner er faktisk min eneste hobby. Jeg var meget tidligt sikker på, at jeg ville have både et arbejde og en familie, og det betyder også, at det ikke altid har lignet Bo Bedre hjemme hos os. Men det er et rigt liv, hvor for eksempel alle kommer på besøg hos os hver onsdag. Så laver jeg mad til 20 mennesker, som jeg gjorde i går. Nårh ja, der var Søren Ryge her også, for han kom lige forbi."
