Bente Scavenius fylder 80 år næste gang: Så længe jeg gør dét, tror jeg ikke, folk tænker over min alder

0-10 år (1944-1954)

Alene i skoven

"Jeg er født i Stockholm, fordi min far var meget aktiv modstandsmand under krigen og eftersøgt af Gestapo. Han flygtede illegalt til Sverige, og så kom min mor senere over legalt.

I 1945 flyttede vi til Klintholm Gods på Møn, som min far to år senere i 1947 arvede fra min farfar, og som havde været i familiens eje siden 1797. 

Læs også

Rosa Kildahl er bedstemor til fire: ”Jeg er flyvende farmor, men jeg er også blevet klogere”

Min far var landmand og moderniserede landbruget efter min farfar, som havde været meget mådeholden. Jeg husker ikke særlige begivenheder fra min barndom, fordi det var en ensformig tilværelse på den måde, at dagene lignede hinanden, men jeg kedede mig aldrig, for der var landvæsenselever og mange i husholdningen, så der skete altid noget. 

Min hverdag bestod i at ride. Jeg var fuldstændig besat af det. Klintholm ligger op til en kæmpe skov, som gjorde, at jeg kunne ride fantastiske, nye ture hver dag. Min mor var så nervøs, og sagde altid: ”Hvad skal jeg gøre, hvis du falder af, ingen kan jo nogensinde finde dig”.

Jeg husker dog min første skoledag, og hvad jeg havde på. En meget sød blåternet smock-kjole med en lille krave, som min datter Beate og hendes datter Fernanda også havde på til deres første skoledag.

10-20 år (1954-1964)

Indre drivkraft

"Da jeg var 15 år, blev jeg sendt ét år på kostskole i England, fordi mine forældre syntes, at jeg skulle se lidt mere end landsbyskolen på Møn. Det var en stor omvæltning, fordi jeg slet ikke talte engelsk, men heldigvis var der heste, så jeg fik lidt status, fordi jeg red godt. Skolen var med til at åbne mine øjne for litteratur og teater. Den lå meget tæt på Shakespeares fødeby Stratford Upon Avon, og jeg gik en del i teateret.

Da jeg kom hjem, flyttede jeg til København og startede i gymnasiet, men trods mit år på kostskolen var mit faglige fundament slet ikke godt nok, så jeg måtte opgive at gå i 1.g. Det var et stort nederlag for mig, og det gjorde, at jeg simpelthen opgav. 

Det interesserede mig overhovedet ikke at gå i skole, og jeg endte med at have forskellige job, mens jeg brugte en masse tid på at ride rundt ude i Dyrehaven på min hest, som stod opstaldet på en rideskole tæt ved. 

I begyndelsen boede jeg på Rygaards Franske Skole på Bernstorffsvej, men kort efter blev mine forældre skilt, og min mor flyttede til København, hvor vi flyttede sammen. Så skulle jeg pludselig indordne mig min mor, efter jeg havde boet alene. Det var nogle svære år, men på en eller anden måde havde jeg en indre drivkraft i mig, som på et tidspunkt fik mig til at indse, at det her, det går altså ikke. 

Hvis jeg ville videre i livet, måtte jeg tage mig sammen, så jeg startede på Statens Studenterkursus som gammelsproglig student. Og det har jeg taget med fra den periode. At jeg kan samle mig selv op, og at jeg har en råstyrke, når det kræves. Det, tror jeg, kommer fra at være vokset op på landet. Der er der ikke nogen, som pakker dig ind i vat."

Læs også

Som ung traf Kirsten Olesen et valg, som skuffede hendes far: ”Han talte ikke til mig i et helt år”

20-30 år (1964-1974)

Et møde i lufthavnen

"I 1970 mødte jeg Joen i Roms Lufthavn. Han var lige blevet færdig som skuespiller og havde været i Siena, og jeg havde været i Firenze. Jeg havde mødt ham tidligere, men jeg tror ikke, han huskede mig. 

Jeg kan tydeligt huske, at jeg havde overvægt og manglede 120 kroner til at betale for det, og langt nede i rækkerne så jeg Joen, så jeg spurgte, om jeg kunne låne pengene af ham. Det kunne jeg ikke, så jeg lånte af en anden, men et halvt år senere ringede han og spurgte, om jeg ville med ind og se hans debut på Det Ny Teater. Han så hjernegodt ud dengang. Han var ikke så høj, og det generede mig, for jeg havde altid kun været kæreste med høje mænd med egne biler, og han havde heller ingen bil. Men jeg var fascineret af alt det, han stod for. 

Jeg følte mig tiltrukket af alt, der havde med teateret at gøre, fordi jeg selv på et tidspunkt troede, at jeg ville læse teaterhistorie, og Joen havde som oldebarn af de norske forfattere Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen en meget kulturel baggrund, som jeg ikke havde. Jeg var det her naturbarn, der red rundt i Klinteskoven, men jeg kom jo fra en god familie, og jeg havde rejst meget, så jeg havde ingen komplekser ved at træde ind i hans verden."

30-40 år (1974-1984)

I medgang og modgang

"I 1977 startede jeg på dagbladet Børsen som kunstkritiker samtidig med, at jeg skulle færdiggøre min uddannelse som kunsthistoriker. Året før havde vi fået Beate, og jeg var meget bevidst om, at det at blive mor ikke skulle ændre noget i mit liv, så fra starten kombinerede jeg både at læse, have min karriere og være mor, og det var en belastning. 

Da jeg skulle til eksamen, kom min mor for at passe Beate, så jeg kunne læse, og jeg kan huske, at når jeg lukkede døren til mit arbejdsværelse, så lagde jeg mig ned på gulvet og sov. Jeg var simpelthen så træt. Min mor opdagede aldrig, at jeg lå der og sov.

Det var nogle hårde år, fordi der var så mange pligter med små børn, uddannelse, job, og vores økonomi var op og ned, fordi jeg var freelancer, og Joen var freelanceskuespiller. Det var bare et spørgsmål om at få en dagligdag til at fungere, og når den ene kom hjem, så løb den anden ud af døren. 

Vi har begge to haft et meget aktivt liv, hvor vores arbejde har betydet enormt meget, så set i bakspejlet tænker jeg gudskelov, at vi havde den styrke, vi havde. Men jeg tror også, at vi repræsenterer en generation, hvor vi havde en større pligtfølelse overfor ægteskabet, end de unge har i dag, og hvor vi var indstillet på, at det også koster noget at være gift. Ingen lever jo fuldstændig uden bump på vejen. 

Unge i dag stiller så store krav til ægteskabet. Jeg har i grunden aldrig stillet krav til det, det har bare fungeret, fordi det har været give and take, og det er jo endt godt. Vi har lige fejret guldbryllup, og det er vidunderligt at sidde og se tilbage på et helt liv sammen."

Læs også

Anna Thygesen blev svindlet - og har i dag følgende råd

40-50 år (1984-1994)

En bondepige med åbne øjne

"Lige inden jeg blev 50, fik jeg Rosenkjær-prisen (DR’s formidlingspris der tildeles for at være i stand til at formidle vanskelige emner til et bredere publikum, red.). Det betød virkelig meget for mig, fordi jeg netop synes, jeg er god til at formidle mit stof på en enkel og tilgængelig måde til folk.

I det her tiår tog min karriere virkelig fart. Jeg begyndte at lave tv med Kunstquizzen, jeg kuraterede udstillinger, fik fondsbestyrelsesposter og udgav bøger. Jeg blev også optaget i Kraks Blå Bog. De mange nederlag, jeg havde haft som helt ung, viste sig nu virkelig at have været en drivkraft til at nå de ting, jeg gerne ville. Jeg kan huske, at jeg engang sagde til min søn Peder, at ”mor var altså sådan en lille bondepige, der kom fra landet”. ”Det tror jeg ikke på, du lyver, mor”, svarede han. 

Det kunne måske også være svært at tro på ind i mellem. Men jeg er ikke selv blevet indoktrineret med kunsthistorie i min opvækst, og før jeg selv flyttede til København, havde jeg aldrig været på Statens Museum for Kunst. Mange siger til mig, at de ikke forstår sig på kunst, men alle forstår sig på kunst. Det handler om at åbne øjnene og være modtagelig. Der er ikke noget rigtigt eller forkert."

50-60 år (1994-2004)

Huset på Møn

"Jeg arvede et hus på Møn fra min far, hvor vi tilbragte næsten alle vores sommerferier, da børnene voksede op, og hvor vi nu bor hele foråret og sommeren.

Jeg har så stor en tilknytning til Møn, og både Joen og jeg rejste meget med vores arbejde, så jeg ville ikke rejse i ferierne, hvilket børnene syntes, var virkelig surt. Når de kom tilbage til skolen, havde alle de andre jo været alle mulige spektakulære steder, mens de havde siddet nede på Østmøn. Folk tror jo, at jeg er københavner, men jeg gør meget ud af, at jeg er mønbo. For mig følger der en styrke med dernede fra. 

Jeg var sådan en, der kørte bil, inden jeg fik kørekort, og gik med på jagterne, og vi grinede altid lidt af københavnerne, fordi vi syntes, at de ingenting turde. Nu har jeg selvfølgelig fået et andet syn på København, men hele min opvækst var der en stor diskrepans mellem at være københavner og mønbo. 

Næsten hver sommer skrev jeg en bog, der havde deadline i efteråret, og børnene var så trætte af det. ”Jeg hader dine bøger”, sagde Beate engang, hvortil jeg svarede: ”Jamen, du vil være glad på mine vegne, når de udkommer”. ”Nej”, sagde hun, ”jeg vil trampe på dem, når de kommer.”"

60-70 år (2004-2014)

Aktiv bedstemor

"Jeg har fem børnebørn i alderen 1 til 15 år. De er helt vidunderlige børnebørn, men helt ærligt ved jeg godt, at der nok er de bedsteforældre, der yder mere på den front, end jeg gør. Men jeg tænker hele tiden, at det er sjovere at have en aktiv farmor eller mormor end en, der sidder og spørger: ”hvorfor besøger I mig ikke”? 

Det er skønt at være sammen men dem, men jeg er ikke sådan en, der leger. Jeg vil gerne involvere dem i noget af det, der var væsentligt for mig i min opvækst som at have et forhold til naturen. Forleden dag var vi på nattetur med dem i Klinteskoven i håb om at høre en natugle, og jeg vil også gerne have dem med ud at plukke svampe. Det gider de så ikke altid. Men det er dejligt at åbne deres øjne for den dagligdag, jeg selv nyder på landet, hvor man helt banalt lever i pagt med naturen."

70-80 år (2014-2024)

Alder betyder ikke noget

"I løbet af de sidste 10 år er jeg begyndt at lave både Danmarks bedste portrætmaler og Verdensdamerne, og jeg holder også mange foredrag, sidder i fondsbestyrelser og udgiver bøger, så mit liv er utrolig aktivt. 

Folk er virkelig søde til at rose det, jeg laver, men hvis jeg står og kigger ind ad et butiksvindue eller med hovedet ned i køledisken, og der kommer nogen og prikker mig på skulderen, får jeg et kæmpe chok. Jeg tror jo, at der kommer en, der vil myrde mig.

Jeg fylder 80 år lige om lidt, og det, jeg er mest bange for, er, at folk tænker, at så må jeg være virkelig affældig. Alder er ikke et issue for mig endnu, men nu er jeg også så heldig, at jeg ikke har nogen livstruende sygdomme, men derfor kan jeg jo nemt rage et eller andet til mig, som gør, at det var det. 

Jeg er så privilegeret med mit arbejde, men jeg er også bevidst om, at jeg skal holde mig opdateret, og så længe jeg er det, tror jeg ikke, folk tænker over min alder. Og kan jeg opretholde min vilje til hele tiden at være nysgerrig, som er en stor del af min drivkraft, så tror jeg, at det forsætter. Jeg får det helt dårligt, hvis der er en udstilling, der lukker, inden jeg får den set. 

Så kan jeg næsten ikke glæde mig over dem, jeg nåede at se. Det ærgrer mig helt vildt at gå glip af noget."