Som ung traf Kirsten Olesen et valg, som skuffede hendes far: ”Han talte ikke til mig i et helt år”

Da Kirsten Olesen valgte skuespillet som sin levevej, blev han meget skuffet over hende. I et interview med Hendes Verden fortæller Kirsten Olesen, at hun godt forstod sin fars skuffelse.

De fleste kender Kirsten Olesen fra den folkekære serie ”Matador,” hvor hun spiller familien Varnæs’ stuepige Agnes.

Men vejen til livet som skuespiller var ikke uden bump, og på et tidspunkt blev hendes drøm om teateret en kile i relationen til hendes far.

 Det fortæller hun til Hendes Verden uge 47.

”Da jeg var 18 år, blev jeg optaget på Odense Teaters Elevskole, og det brød min far sig ikke om. Vi var den første generation i familien, hvor alle børn havde fået mulighed for en studentereksamen, så han havde sådan ønsket, at vi skulle have en god uddannelse,” lyder det fra skuespilleren, hvis far selv var blevet taget ud af realskolen to måneder før sin eksamen, fordi han fik en læreplads.

Og Kirsten Olesen forstår godt, at hendes far ønskede, at hans børn fik det, han mente var en god uddannelse.

”Jeg forstod godt, hvorfor han var så skuffet, men jeg følte samtidig, at skuespillet var noget, jeg blev nødt til at afprøve,” siger Kirsten Olesen, som valgte at holde fast i sin drøm.

”Jeg gik til optagelsesprøve på teaterskolen uden at fortælle det til mine forældre, og efter jeg blev optaget, talte min far ikke til mig i et helt år. For ham var det mindre pæne damer, der var ved teateret.”

”Så jeg flyttede hjemmefra og boede i Odense på kollegium sammen med Sonja Oppenhagen, som var kommet ind samme år som jeg.”

Siden fik Kirsten Olesen stor succes med skuespillet, og de fleste kender hende særligt for sin rolle som stuepigen Agnes i serien ’Matador’, og hun har desuden været fastansat som skuespiller på Det Kongelige Teater i 44 år.

Læs hele interviewet med Kirsten Olesen i Hendes Verden uge 47, hvor hun også fortæller om sorgen efter tabet af sin mand, om at arbejde på den ikoniske serie ”Matador,” og om nye eventyr i sit arbejdsliv.