Få de bedste tip til et besøg på Bali
Havet omkring Bali skifter hele tiden fra roligt og klart til diset og vildt... Lidt sådan føles det også at holde ferie på øen. Det ene øjeblik er du i komplet, harmonisk ro – det næste står du midt i et mylder af indonesere på vej til bøn. Men det er svært ikke at lade sig forføre af de lange varme nætter og endeløse rækker af rismarker. Se her, hvad du skal opleve, spise og forvente dig på Bali.
Du kender det sikkert – at en ferie kan være næsten lige så hård som det "almindelige" hverdagsliv. Primært fordi mange af os gerne vil nå for meget på kort tid, og glemmer det, vi mest af alt ønsker os i ferien; tid og ro. Til at læse en god bog, daske rundt og bare være.
Ønsker du dig det sidste, så er Bali svaret. Efter ti dages ferie på øen, der byder på sol, strand, hiking, yoga, spa, dejlig mad og en hel masse ny kultur, er energitanken fuld igen.
Balis hovedby, Kuta, er fuld af festglade mennesker, pågående gadesælgere og høj musik, og et par dage dér giver mest af alt fornemmelsen af en god bytur. I stedet er den trendy, tilbagelænede by Ubud og den rolige landsby Candidasa oplagte favoritsteder for dig, der trænger til at geare helt ned for en stund.
LÆS OGSÅ: Guide: 24 timer i Amsterdam
Slap af i Candidasa
Candidasa er en lille by oppe på den østlige kyst – og her er langt til larmende diskoteker, men masser af plads til afslapning. Kysten er meget rå med kun en smule strand, til gengæld er her den smukkeste udsigt og venlige mennesker. Brug natten på at sidde og lytte til havet, drikke en kold øl og bare nyde det. Det er den fineste form for meditation!
Candidasa. Foto: Mette Skøtt & H.M. Wanscher
Bo
Temple Café & Seaside Cottages – skønt sted med australsk ejer og godt personale. Du kan få hytter med koldt vand og fane til under 100 kr. pr. dag i lavsæsonen (du kan også få med aircon og varmt vand). Det bedste ved stedet er afslapningsområdet ned til havet – udsigten er ren terapi (Balibeachfront-cottages.com).
Ida's Home Stay/Bed & Breakfast – meget autentiske bambushuse i en privat have, afskærmet af palmer. Hyggelig stemning og virkelig god udsigt. Skriv til jsidas1@aol.com for at bestille, og få priser, der skifter med årstid og bolig.
Tip!
Det er en god ide at bestille bolig ned til havet. Den bedste udsigt fås fra hoteller og restauranter, der ligger tæt hele vejen langs kysten, så der hverken er offentlig strand eller mulighed for at gå tur langs bredden.Søg efter flere steder at bo på Hotels.com.
LÆS OGSÅ: Oplev modedesignernes dejlige Delhi
Spis
Billig og hurtig mad kan du få på Warung Spijati, der har en dejlig uhøjtidelig stemning og rigtig gode pandekager med enten banan eller ananas.
Besøg Warung Spijati, anbefaler Mette Skøtt.
På LeZat laver de virkelig god mad – især deres fisk og grønne dessertpandekager med kokos og honning er gode. Restauranten ligger ud mod havet, så udsigten er perfekt og betjeningen god. Du kan også bo i de omkringliggende huse, som ser dejlige ud. Stedet har swimmingpool – en fordel, da man ikke rigtig kan bade fra Candidasas strand (Alamasmara.com).
Bliver du træt af nudler og ris, så tag på den fransk inspirerede restaurant Le48. Her er fine omgivelser og en udsigt ud til byens smukke lagune, hvor de lokale om aftenen fisker fra bredden (Le48bali.com).
Mette Skøtt.
Oplev
Rismarkerne
Bali er fyldt med de smukkeste rismarker, og en guidet tur rundt i markerne kan være en fin måde at se dem på – forhør dig om priserne på forhånd, de kan variere meget.
Den oprindelige by
Mange guidede ture går til den oprindelige by Tenganan uden for Candidasa – det er dog spild af penge at betale for at blive kørt. Byen ligger kun et par kilometer uden for Candidasa, og der er både fortov og mindre veje dertil plus en masse at kigge på, så man kan sagtens gå dertil.
White Sand Beach
Lej en scooter, tag en båd eller en bemo-bus til White Sand Beach lidt uden for Candidasa. Det er den smukkeste lille plet i hele området med masser af hvidt sand, blåt vand og plads til total afslapning. Der er spisesteder derude, og de har masser af frisk fisk, så lad madpakken blive hjemme.
Yoga
Søg efter yogakurser her:
Baliashramyoga.com. Prisen for en lille uge ligger på omkring 3.600 kr.
Klik dig videre og læs, hvad du kan opleve i byen Ubud...
Spis, bed, elsk i Ubud
Byen ligger ikke ud til havet, men er et yoga- og meditationscentrum, og stemningen er afslappet. Gadesælgerne er ikke så anmassende som i øens andre byer, og her er mange eksperimenterende spisesteder, hvor udrensende te, græsdrik og økologi står øverst på menuen. Efter nogle dage ved vandet er Ubud en kærkommen afveksling.
Bo
Nick's Homestay – ligger trukket tilbage fra gadens larm og alligevel midt i Ubud. Omgivelserne minder om et gammelt tempel, og priserne er gode (
).
Nick's Homestay
Spis
Brødet hos Bali Buddha er rigtig godt efter østlige standarder. De har også en restaurant, masser af udrensende drikke og specialprodukter... Du får mest valuta for pengene ved blot at købe brødet.
Spis din aftensmad på Tutmak – de laver den bedste portion Mie Goreng, en klassisk nudelret. Spis den sammen med en Storm-øl, og bestil derefter en af deres desserter. Det er opskriften på et godt måltid!
Foto: Mette Skøtt & H.M. Wanscher
Oplev
Shopping
Skal der handles ind, er Ubud byen. Her er et stort marked med al mulig tingeltangel, men her er også mange små gode butikker med de smukkeste tekstiler, lækkert træningstøj, farverigt børnetøj og fine smykker.
Hiking
Mange gange vil du blive tilbudt gåture til øens vulkan Gunung Batur og de omkringliggende bjerge – spørg dig for efter priser, så du ikke risikerer at betale for meget.
Monkey Forest
Abe-skov, der ligger midt i Ubud, så du kan nemt gå derned. Men pas på briller, kamera og hårbånd – aberne stjæler med arme og ben!
LÆS OGSÅ: Sund weekend: Tag på yoga-ophold
Yoga
Spis en lækker morgenmad på cafeen Kafe, og find her frem til de yoga-timer, du gerne vil deltage i – der hænger sedler og brochurer overalt, og stedet vrimler med folk på vej til eller fra yoga. Spørg dem ud om de bedste steder, folk vil meget gerne hjælpe.
Advarsel!
Overvejer du at leje en scooter, så tænk dig om. Trafikken er nådesløs, og hvert år kommer en del turister til skade. Tag ikke af sted, hvis du ikke har kørt på én før – og kør forsigtigt. Det koster kassen at betale for reparationer af både køretøj og dig.
Mere eventyr
Fra Candidasas naboby Pandang Bai kan du tage både ud til Gili-øerne og Lombok, som er gode udflugtsmål, hvis du har ekstra tid.
Gå ikke glip af de nyeste artikler!
Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev i dag