Bliv din egen chef: Få tip fra 3 kendte iværksættere

Bliv din egen chef: Lær af 3 kendte iværksættere

Få inspiration fra etablerede iværksættere til, hvordan du realiserer din egen drøm om en virksomhed.

Naja Munthe - ...a little more action!

Iværksætteren og designeren Naja Munthe står bag designfirmaet munthe plus simonsen a/s. Firmaet blev etableret i 1994 af Naja Munthe og Karen Simonsen.

− Når du først har fået smagen for den frihed, der ligger i at være selvstændig, så er den meget besnærende. Men samtidig må du gå hånd i hånd med bekymringerne. Du må have krum nakke og gøre noget ved tingene. Ligesom i Elvis-sangen. A little less conversation! Sådan har jeg det, jeg går bare i gang.

Najas bedste tip

Test din idé eller dit produkt

− Kontakt kompetente personer, og vend dine idéer med dem. Hvis dit koncept modtages positivt, og du har en god mavefornemmelse, er det bare om at komme i gang.

Skaf dig en mentor eller en sparringspartner

− Der er mange erhvervsledere, som er nået langt, og som kan give noget videre. Det er ikke en dum idé at hooke op med sådan en og få noget sparring.

Lad være med at bekymre dig for meget

− Du har hverken livrem eller seler, så kast dig ud i det. Husk, at det ofte er dine fejltagelser, der gør dig klogere.

Solveig Eike - Stiletternes bedste ven

Kender du det, når dine nye lækre stilethæle er ødelagt efter en tur i byen? Det gør Solveig Eike. Derfor har hun opfundet Plastic Fantastic. Idéen opstod for tre år siden på Erhvervsakademiets iværksætterlinje i Århus. Siden har Solveig og hendes studiegruppe vundet EM i iværksætteri for opfindelsen, og i dag har Solveig startet sin egen virksomhed, der sælger plastikbeskyttelsen til dine sko i en lang række lande i Europa.

− Alle kvinder, der går med stiletter, oplever, at de bliver ridsede og får skrammer, men de lever bare med det. Mit job er at få dem til at opdage, at mit produkt findes – for de fleste synes jo, det er en god idé, når de hører om det. Plastic Fantastic er et plastikrør, du trækker ud over dine hæle. Ved varmen fra en føntørrer klæber plastikken til hælen og tager imod de skrammer, hælen ellers ville få.

Solveigs bedste tip

Få dig en partner

− Det er hårdt at stå alene. Din partner behøver ikke eje mere end f.eks. 20% af virksomheden, men så har du en at dele presset med – og glæderne.

Vend kritik til noget positivt

− Uanset hvilket produkt du har, vil du møde kritik. Det kan føles hårdt, men det eneste, du kan gøre, er at tage kritikken til dig og bruge den til at forbedre produktet.

Gå med kompromis med alt andet

− Du skal virkelig overveje, hvorfor du vil være selvstændig. Det kommer til at præge hele dit liv. Ofte må du sige nej til andre ting, du også gerne vil.

Katrine Krebs - Fortravlet og fattig, men glad

Under arbejdet med bogen „Fri og rig" fik Katrine Krebs, 37, selv blod på tanden til at springe ud som iværksætter, og da det kneb med at finde et forlag, som ville udgive bogen, startede hun sit eget forlag: Perpleks Publishing. Forlaget udskiller sig fra traditionelle forlag ved at fokusere på historier til børn på apps. Se meget mere på Perpleks.dk

− Det gik op for mig, at iværksætterne i bogen jo også er startet et sted. Ingen er perfekte eller kan det hele til at begynde med. Derfor tænkte jeg, at så kan jeg også! I dag er jeg mere fortravlet og fattig, end jeg er fri og rig – men jeg er så glad.

Katrines bedste tip

Gør dit arbejde til din fritidsinteresse

− ...ellers bliver det for surt. Jeg synes, mit arbejde er så sjovt, at jeg hellere vil skrive om aftenen end at se tv. Men jeg har også lært, at jeg ikke skal have min computer med på ferie.

Vær knivskarp på din idé

− Det nytter ikke noget at gå i sytten forskellige retninger. Jo mere klart, jeg kan fortælle, hvad jeg laver, des mere overbevisende virker det på mine omgivelser.

Vælg samarbejdspartnere med stor omhu

− Jeg har brugt unødig meget energi på at vælge forkert eller ikke have aftaler, der er klare nok. Både kemi, kompetencer og kontrakter skal være på plads fra start.

Fri og rig

Bogen „Fri og rig" er spækket med erfaringer, holdninger og gode råd fra 12 succesfulde iværksættere, som alle har skabt sig et uafhængigt og anderledes arbejdsliv. De fortæller deres individuelle historier i bogens ene halvdel, mens de i den anden mødes til inspirerende parvise diskussioner. Bogen er et iværksætterprojekt i sig selv, da hele holdet bag består af selvstændige.

Om bogen

I bogen 'Fri og rig', som udkom 17. november, kan du møde12 etablerede iværksættere, og høre deres historier og gode råd. Her får du de bedste tips fra to af bogens succesfulde iværksættere + bogens forfatter, Katrine Krebs, som også er blevet selvstændig.