Bodil Jørgensen: "Det tragikomiske er noget af det bedste, jeg ved"

– Jeg ser ikke mig selv som komiker. Jeg tror, det er min timing. Eller min skæve timing. Nogle folk ved, at hvis man siger det her lige i røven af noget andet, så vælter salen. Det har jeg aldrig kunnet.

– Vi boede på Østergade i Vejen. Naboen Kirsten Iversen havde tyske kanaler, så dér så vi tit "Tarzan", mens Kirsten gik og drak lidt. Der var nogle karakterer i sådan en by, og det er ikke, fordi folk skal føle sig ramt af det, jeg laver, for det er et sammensurium af oplevelser og dufte. Jeg husker bankmandens kone, Fru Bloch. Hun stod altid ude på sin altan og skreg efter sin sorte puddel: "Pippi! Pippi!".

– Min søster og jeg elskede vores mostre og onkler fra landet. Det var sjovt at komme ud til dem, fordi de snakkede meget mere jysk end inde i Vejen. Vi øvede os i at snakke som dem og blev rigtig gode til det. Jeg blev ret god til at snakke som Tante Grethe. Sammen med mine fætre lavede jeg et sprog. De havde også en trang til at være skøre. De tog mig nogle gange i nakken og sagde: "Du skal ned mæ æ hoed, du skal fanme ned mæ æ hued, Bodil". Det var så sjovt.

– Jeg var ufattelig nysgerrig dengang. Jeg fandt hurtigt ud af, at alle mennesker har et værelse eller en lille pose med noget hemmeligt, de gemmer. Men hvis jeg spurgte nok, ville de åbne sig. Jeg havde en rigtig stærk evne til at banke på hos folk og komme ind i deres inderste steder. Der fandt jeg ud af, at vi alle er ulidelige. Alle forsøger at gå lige, men vi går skævt.

– Min mor og far arbejdede på samme skole, hvor jeg gik. Jeg var lærerbarn. Jeg var et rødhåret, platfodet, lærerbarn med lange røde fletninger, som min mor flettede om morgenen med ost på fingrene. Min mor havde en uskik med at presse osten ned i rugbrødet, inden hun flettede mit hår, så det stank af havarti. Så sad jeg i skolen og tænkte: "Ej, hvad er det, der lugter sådan?".

– Jeg blev drillet en del, fordi jeg var rødhåret. De spurgte, om jeg var brandforsikret, kaldte mig "rødspætten" og "rødhårede kanin". De grinede også af min røde elefanthue, som jeg ellers var rigtig glad for. Næste dag kom jeg i skole med en tevarmer på hovedet. Mobberne anede slet ikke, hvad de skulle sige.

– Min far var en karakter, og det ved jeg nu, fordi de savner ham oppe i Brugsen. Han talte altid med folk og lavede sjov. Han fortalte mig om engang, han blaffede med sin fætter Åge. Når en bil stoppede for at samle dem op, lavede de to de mærkeligste ansigter uden at sige noget, indtil bilen rullede vinduet op og kørte videre.

– På gymnasiet mødte jeg en, der hed Henrik, jeg ved ikke, hvor han er i dag. Men Henrik havde også en virkelig syg side. Og det samme havde Asger fra Vejen. Vi lavede noget, der hed: "Brødrene fra Højgaarden eller da Laura og det hængende æg". Det hed den faktisk, det var en absurd komedie, hvor jeg gik rundt med kunstskøjter og støvede af i en gammel stue, mens Asger malede væggene med en malerrulle og havde hul bag i. Vi sagde kun replikker fra romanblade og lægeromaner. Vi sagde alt det, der stod: "Hun sank en klump". Folk elskede det, og det blev kult.

– Jeg var ufrivillig komisk. Engang til et svømmestævne stod alle på platformene klar til at springe i. Men jeg viste ikke, at de skød med en pistol, så jeg blev så bange, at jeg hoppede forskrækket i på fødderne.

– Mens jeg læste engelsk i Aarhus, arbejdede jeg som handicaphjælper hos Lone Barsøe. Hun havde en teatertrup, der hed Aarhus Krykensemble. Jeg bar ledninger og højtalere, mens de tog på ud på plejehjem og højskoler for at underholde. En dag spurgte hun, om jeg ville have et nummer, så fik jeg det. Det var så satirisk og benhårdt. Handicappede er virkelig hårde ved hinanden, og de er virkelig seje. Alle var handicappede, fra muskelsvind over spastikere til vanskabthed.

– Vi tog på turné med noget, der hed "Cirkus Fantaspastisk". Vi rejste fra by til by, og jeg var sådan en pukkelrygget en, der sagde: "Kom og kik, kom og kik på det her. I kan bare komme og røre ved dem, de gør ikke noget". Ligesom i gamle dage, hvor man viste dem frem i cirkus. Vi havde også et nummer, hvor jeg var en spastiker, der gik rundt med en raslebøsse og tiggede. Når folk så puttede penge i for at få mig til at gå, så var jeg ikke spastiker mere. Men så ville nogle have pengene igen. Det udviklede sig ofte til skænderier, og enkelte gik i protest. Men det handler jo om, at det ikke er alt, man kan betale sig fra.

– Første gang jeg søgte ind på Teaterskolen, kom jeg ikke ind. Men jeg var tæt på, så dommerne spurgte mig, om jeg ikke ville lave nogle mere almindelige karakterer næste gang. De var lidt for crazy. Jeg havde optrådt med Ofelia, der bliver sindssyg, og en dame, der rejser til Agadir i Marokko, som også er sindssyg. Året efter valgte jeg noget mere almindeligt, selvom jeg ikke tror, at nogen er almindelige. Så kom jeg ind. I starten døde jeg i alle forestillinger, jeg var med i.

– Da jeg spillede ræv i "Vinden i piletræerne", mødte jeg Rasmus Botoft og Martin Buch, som spillede væsler. Vi havde lidt tid ude bagved, og der opstod nogle karakterer, som senere blev brugt i Rytteriet. F.eks. "Manden i Skabet". Noget af det første, vi lavede, var "Majas forfærdelige færd" om en pige, der bor i en andelsforening, og så en dag rejser ud i verden. Hun går ind på barer og ind på kommunebiblioteker. Men det ender med, at hun vender tilbage til andelsforeningen, men hun bliver ikke formand. Det er et af de der underlige universer.

– Jeg elsker at lave "Rytteriet", fordi det har sådan en dysterhed. Vi skal dø, vi er forgængelige, og samtidig griner vi hele vejen derhen. Jeg holder meget af Rita i "Rytteriet". I en af scenerne sidder alle og siger: "Jeg har aldrig været i Lichtenstein". Så siger hun, at hun aldrig har hængt på en dør med en Berlinger oppe i røven smurt ind i honning. En anden gang sidder hun og broderer nogle nordkoreanske soldater, der skyder mod amerikanerne, fordi de er nogle dumme svin. Den har aldrig været mere aktuel.

– Det tragikomiske er måske noget af det bedste, jeg ved. Sådan havde jeg det også, da jeg lå på hospitalet efter min ulykke og ikke selv kunne komme på toilettet. Jeg skulle hejses op i seler og sættes hen på en spand af en dame, der stod med en fjernbetjening. Der forestillede jeg mig en dame i bar røv, der skulle skide, og så begynder maskinen bare at køre helt vildt hurtigt. Selvom det var tragisk, var det også urkomisk på en eller anden måde.