Bodil Jørgensen: ”På den måde er det jo nærmest genialt, at jeg fik mit sidste barn sent”

Bodil Jørgensen har faktisk ret travlt. Hun er netop landet fra Italien efter en måneds optagelser på en ny dansk spillefilm, hvor hun spiller en af tre hovedroller i et med hendes egne ord ”sørgmuntert” trekantsdrama.

Og lige om lidt skal hun ud ad døren for at træde på scenen i Cirkusrevyen. Som debutant og ingen ringere end revydronningen Lisbet Dahls arvtager.

Men man mærker det ikke på hende. Travlheden.

Der ånder fuldstændig ro i det lille, smukke arkitektegnede rækkehus i Kongens Lyngby nord for København. Lyset fra en lidt vildtvoksende have falder ind gennem store vinduespartier og lander på tætpakkede bogreoler, ny og gammel kunst på væggenne og familieklenodier i vindueskarmen.

Læs også

Marie Bach Hansen: "Kvindelig vrede kan flytte rigtig meget på en smuk måde"

"Det langsomme har altid været en stor del af mit liv," siger Bodil Jørgensen.

"Jeg er nok en late bloomer. Men jeg bevæger mig også bare langsomt gennem verden i bogstavelig forstand. Min natur er sådan indrettet, at jeg kun lige akkurat når frem til tiden. Skuespillet har selvfølgelig tvunget mig ind i en tidsramme, der skal overholdes. Hvor man er klar, når tæppet går, eller der bliver sagt værsgo’, og hvor man siger sine replikker højt, velartikuleret og tydeligt. Men i virkeligheden er jeg sådan en, der går og mumler og bedst kan lide at have god tid til at fabulere og tage verden ind omkring mig."

Det har altid været sådan, fortæller Bodil Jørgensen. Det er et ”familie-syndrom”, som hun har arvet fra sin far. Og som også bor i hendes søster. Der var ingen af de tre, der nogensinde var kommet ud ad døren til tiden, hvis ikke Bodils knap så tidsoptimistiske mor havde sørget for at få sin familie lirket kærligt, men bestemt ud ad døren.

"Der er mange fotos af mig som barn, hvor jeg kigger ud af billedet. Væk fra det der sker og ud mod noget andet. Jeg fortabte mig i ting og glemte tid og sted. Og det gør jeg stadig. I en pause på optagelserne i Italien gik jeg lige ind i en ribbens-høj jernstang midt på gaden i Rom og fik al luften slået ud af brystet. Jeg måtte ligge sammenkrummet på fortovet i en rum tid, før jeg kunne rejse mig igen.

Så det kan også være farligt at fortabe sig. Men mest af alt synes jeg nu, at det er sundt at bevæge sig langsomt gennem verden og give sig tid til at få alle detaljer med. Det føles mere menneskeligt end at skulle fare afsted."

Derfor er det også lidt ærgerligt, mener Bodil Jørgensen, at vi lever i en tid, hvor vi hylder tempo frem for langsommelighed.  

”Som ung græder man bare”

Selv har hun også taget sig god tid til det med karrieren. Hun læste engelsk på universitetet, før hun som 30-årig blev færdiguddannet som skuespiller, og fik først sit store folkelige gennembrud i en alder af 38 i Lars von Triers 'Idioterne'. Hun havde heller ikke travlt med at stifte familie. Og fik sit sidste barn som 47-årig.

Og så følte Bodil Jørgensen først for alvor en form for overensstemmelse mellem sin indre og sin biologiske alder, da hun rundede de 50 år.

"Det har helt sikkert noget med det langsommelige at gøre, men det handler også om, at jeg med alderen er blevet bedre til at forstå og bære de hændelser og erfaringer, der sætter sig i kroppen i et hvert menneskes liv.

Læs også

Elses karriere tog fart halvvejs i livet: "Jeg er 54 og det er min mest prestigefyldte booking"

Mine forældres død, tabet af min ældste søns far, den traktor-ulykke, jeg kom ud for under en filmoptagelse, og som næsten kostede mig livet. Alt det, der har sat spor i mit liv, kunne jeg bære med mig i en ny forståelse, da jeg rundede 50 år," siger Bodil Jørgensen.

"Det er som i strofen fra Grundtvigs salme Hild dig Frelser og forsoner; ”derfor beder jeg med tårer: Led den ind i mine årer, floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte.” Jeg forstår mine tårer nu, de er en del af mig. Med alderen og erfaringen kan man bære tårerne med sig, som ung græder man bare."

"Ens historie fylder også mere og mere med alderen. Og de mennesker, der har haft betydning, træder tydeligere frem. Det er en stor rigdom. Jeg tænker for eksempel mere og mere på mine bedsteforældre. De boede i et lille bitte hus, måske ikke ligefrem der, hvor kragerne vender, men meget tæt på. Og de levede et stille og ganske langsomt, men også meget rigt liv."

Kusinen der blev farmor

Bodil Jørgensen bedstemor var i virkeligheden slet ikke hendes bedstemor. Hendes biologiske farmor, der havde forladt det dansksindede Slesvig-Holsten under 1. Verdenskrig, fordi hun ikke ville være en del af Tysklands krig mod Europa, var død i en ung alder. Inden hun gik bort, havde hun imidlertid sendt bud efter sin kusine i Tyskland, så kusinen kunne passe på den mand og de fire børn, Bodil Jørgensens farmor vidste, at hun ville efterlade sig.

"Den tyske kusine endte med at gifte sig med min farfar og passede på hans børn – min far og hans søskende – som om de var hendes egne. Og det var hende, der blev min bedstemor. Hende, jeg lå tæt sammen med under dynen om aftenen, og hende, som skrællede pære til mig og fortalte mig historier," siger Bodil Jørgensen.

"Det er sådan en smuk historie. To kvinder, der på hver deres måde tager stor og kærlig vare på det, der blev deres fælles familie. Jeg har altid kendt historien. Men den er vokset i værdi og betydning, i takt med at jeg er blevet ældre.

Fordi man i kraft af egne erfaringer og erkendelser også forstår andres bedre. Som ung har man kun et perspektiv, men som ældre kan man få så mange flere. Og hvem vil gå glip af alle de perspektiver bare for at forblive ung?"

Googles forbandede tæpper

Vi skal i det hele taget ikke være så bange for at sænke tempoet lidt.

"Det med at være langsommelig er jo en mangelvare i en verden, hvor alt skal gå så stærkt. Men vi anerkender ikke, hvor stor en ressource det er. Langsommelighed er i virkeligheden det samme som tilstedeværelse. Det at kunne dvæle i en følelse eller i en stemning. At være totalt til stede. Alt det vi er blevet meget dårligere til. Og som vi nu går og længes efter," siger Bodil Jørgensen.

Selv har hun været god til at undgå de skærme, der i stigende grad stjæler vores tid og vores evne til at være i nuet.

"Mobiler og computere stresser mig aldrig, for jeg har slet ikke et tilstrækkeligt nært forhold til dem. Jeg anede nok tidligt, at skærmene ville forsøge at stjæle meget mere tid fra mig, end jeg havde lyst til at give den," siger hun.

Læs også

Hun skammede sig over at ville giftes for 3. gang – men så sagde præsten dét helt rigtige

"For jeg vil ikke sidde og glo ned i en skærm. Jeg vil hellere bare glo på ingenting. Der findes alligevel ikke svar på alle de spørgsmål, vi forsøger at google os til. For de store svar findes jo ikke på google, men i os selv. Hvis vi giver os tid til at forundres, være nysgerrige og til at dvæle.

De interessante spørgsmål og svar får ikke plads og rum til at vokse og udfolde sig, hvis vi ikke giver os selv tid til bare at være. Og når først vi giver Google bare en lille bid af os selv – søger efter et nyt gulvtæppe for eksempel – så bliver Google ved med at sende nye tæpper efter os. Og kræve vores tid og opmærksomhed. Selv om vi for længst er færdige med de forbandede tæpper!"

For Bodil Jørgensen må tiden gerne gå. Hun vil gerne blive ældre. Med de erfaringer, forståelser og mange nye perspektiver, der følger med at leve et liv. Alligevel er hun begyndt nogle gange at ønske, at hun kunne sætte tiden i stå.

"Mine to store sønner er flyttet hjemmefra, og Rigmor er 15, så når vi alle sammen er samlet ved middagsbordet, er jeg meget bevidst om og taknemmelig for, hvor særligt og dejligt det er. Lige dér ville jeg gerne sætte tiden i stå. Det er de øjeblikke, man skal hæge om. Og dvæle ekstra ved," siger Bodil Jørgensen.

"På den måde er det jo smart, at jeg fik mit sidste barn sent. Ja, nærmest genialt! For så kan vi nyde den del af livet længere. Det er en gave at få strakt det gode lidt ud."

Læs også

Helle blev dømt "for grim" til at synge opera. Så blev hun vred...

Uret tikker i Kalundborg

Bodil Jørgensen drømmer om faste søndagsmiddage. Først her i rækkehuset i Kongens Lyngby. Og så om ikke så forfærdeligt længe i den flexbolig, hun og hendes mand har købt i Røsnæs ved Kalundborg tæt på strand og skov, og som de planlægger at flytte ind i på fuld tid, når deres datter en dag flytter hjemmefra.

"Rækkehuset og området her har været perfekt til et børneliv. Rigmor har kunnet gå til synkronsvømning og cykle til og fra alt. Men på den anden side af alt det venter der et nyt liv," siger Bodil Jørgensen.

"Jeg forestiller mig de gode samlende søndage. Og et liv med flere gåture, dvælen og fabuleren. Med mere langsommelighed. Det passer det lille hus i Røsnæs perfekt til. Det minder mig faktisk om mine bedsteforældres lille bitte aftægtshus, hvor uret tikkede afsted, mens min farmor bryggede saft, og min farfar skrev dagbog. Et sted, hvor tiden går, klokken slår, og evigheden forestår. Det er ikke et liv, jeg frygter. Jeg glæder mig faktisk."

Men det er ikke lige op over.

For der er en ny spillefilm på vej, nye teaterstykker og tv-serier. Og lige om lidt en optræden på scenen under Cirkusrevyens legendariske teltdug på Bakken i Dyrehaven.

"Ja, det bliver jo et nyt telt, for stormen stjal det gamle, siger Bodil Jørgensen. – Men det bliver sjovt," fortsætter hun.

Og det er vigtigt.

"Det tragikomiske er så menneskeligt. Det er så vigtigt, at vi kan grine af os selv og af hinanden. Og af vores egen selvhøjtidelighed. Vi lever i en tid, hvor det ikke er det nemmeste i verden at finde ud af, hvad vi må grine af, og hvad vi ikke må grine af. Men det er også en form for kreativt benspænd, som kan være rigtigt godt. For latteren er vigtig, som gråden er vigtig. Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad der er vigtigst; gråd eller grin. Jeg har ikke valgt side endnu," siger Bodil Jørgensen og fortsætter:

"Heldigvis kan man have begge dele i sit liv."