"Botox er ikke løsningen for mig"

"Du kan sidde der og gumle på dit brød, bare der er sol i dine øjne.” Sådan lyder en gammel Gustav Winckler-sang, som pludselig begyndte at nynne sig selv i mit hoved, da jeg forleden var på frokostrestaurant. Jeg sad med udsigt til en ældre dame, ikke en voksen pige, som det er så moderne at sige, nej, en rigtig ældre dame på omkring de 80. Hun var derinde med et par og en lille pige, og efter at have taget bestik af de forskellige næser, nåede jeg frem til konklusionen, at den ældre dame var farmor til den lille pige.

De havde det hyggeligt, farmor og pigen. De havde et fælles lys i øjnene, som næsten udviskede den store forskel i alder og rynker. Der var liv begge steder. Og de var lige feminine og pigede at se på. Og jeg blev så glad ved synet. For jeg er jo også begyndt at kunne se dem. Rynkerne. De er ikke mange endnu, men de er der, og de træder ekstra tydeligt frem dagen efter en sjov aften med for meget alkohol og for lidt vand og søvn.

Jeg kan godt se på spejlbilledet, at jeg ikke er 20 længere. Og det er ikke sjovt. Heller ikke, selvom jeg hver dag messer til mig selv, at det er det indre, der kommer an på. Jeg bryder mig ikke om rynker, og hvis jeg ikke var så bange for at blive lam i ansigtet, ville jeg sikkert også for længst have kastet mig over Botox. Men jeg er bange. Også fordi jeg har læst en undersøgelse, der viser, at mennesker, som har fået Botox, har tendens til at miste deres venner. Ikke fordi vennerne bliver misundelige på de glatte og unge ansigter, men fordi det er gabende kedeligt at fortælle gode historier og dele store nyheder med en veninde, der ikke kan lægge sit ansigt i empatiske eller interesserede folder. Så Botox er ikke løsningen for mig.

Jeg kaster mig i stedet over dyre og ofte skiftende skin-regimer, som lover at bringe min hud tilbage til før puberteten. Jeg ligger rullet ind i masker om natten, som dels glider af, fordi jeg sover uroligt, og dels skruer noget ned for erotikken, mens de er på. Men man må lide for skønheden, og det gør jeg så. Eller det gjorde jeg i hvert fald, indtil jeg oplevede den ældre dame på restauranten. Synet af hende ændrede noget. Det var, som om en af de helt store tiører faldt, og jeg for første gang kunne se rynkerne i deres rette perspektiv. Pludselig var de ikke så farlige mere.

Der over for mig sad denne gamle dame med kinder så rynkede som de bedste rosiner på markedet. Hendes hår var skulderlangt, tyndt og farveløst, men hun svingede stadig med det, som var det bløde, gyldne lokker. Alt i hende var fyldt med liv, og det strømmede ud både gennem øjnene, i latteren og i hele hendes kropssprog. Og da jeg lidt senere stod på restaurantens toilet og studerede mit ansigt i det håbløst ubarmhjertige lys, kunne jeg pludselig se en tilsvarende glød i mine egne øjne. Og lige der gav den åndssvage og tudsegamle popsang mening. Bare der er sol i dine øjne. Så fra nu af vil jeg ikke lede efter nye linjer i ansigtet, men i stedet løfte blikket og se mig selv i øjnene og tjekke, om lyset er tændt. For så længe der er sol i dine øjne, er det den, der løber med opmærksomheden.

LÆS OGSÅ: Her er husmorrådene, du skal kassere