Bekymrede forældre til 17-årig: Er det virkelig os, der har gjort noget forkert?

Spørgsmål om hvem der skal inviteres til fødselsdag

Vores datter går i 1. g. i gymnasiet og fylder 18 år. Det skal selvfølgeligt fejres med en fest for familie og venner. Jeg har aftalt med min datter, at da festen skal holdes herhjemme, har vi højest plads til 30 mennesker. Da vi har en rimelig stor familie, er det blevet til, at min datter har fået lov til at invitere ti af sine egne venner med. Udover to veninder fra sin gamle folkeskole, har hun så inviteret otte piger fra sin nye klasse. De vil så feste med os og så sikkert fortsætte i byen for at feste videre senere.

Jeg tænkte, at alt var i den skønneste orden, indtil min datter forleden kom hjem fra skole og var rasende. Det viste sig, at hendes festplaner har skabt rod i pigegruppen i hendes klasse. Grunden til balladen var, at der i hendes klasse går i alt 11 piger, dvs. at tre af pigerne ikke er blevet inviteret med til vores datters fest, hvilket de havde bragt op i klassen og sagt, at de er kede af. Vores datter er den ældste af pigerne, da hun har været et år på efterskole, og derfor er hun den eneste, der fylder 18 af dem her i sommer. Det er jo længe siden, vi holdt pigefødselsdage og den slags, og jeg husker tydeligt de trættende diskussionerne om, hvem og hvordan man inviterer, så ingen føler sig udenfor. Den slags troede jeg, at vi for længst var ovre, så jeg blev forarget over, at det åbenbart også var et emne, selv deres lærer havde haft en mening om. Min datter er stadigvæk en blanding af vred og forvirret. Har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at få rettet op på tingene med det samme

Mennesket er et flokdyr, angsten for at blive udstødt af flokken ligger stadigvæk som en grundangst i os alle. Med god grund – engang var udstødelse lig med den visse død. I dag er den det kun i følelsesmæssig forstand, men det kan sandelig også være hårdt nok! Det kan da godt være, at der her er tale om unge piger på hele 17 år, men helt ærligt, jeg, en granvoksen kvinde i 50’erne, ville også i løbet af et sekund forvandle mig til en ulykkelig og grædende lille pige, hvis f.eks. alle mine kollegaer skulle til fest sammen, og jeg og kun et par kollegaer blev valgt fra. Hvordan tror du selv, du ville have det? Hvordan tror du, du ville have det, hvis det var din datter, der kom hjem og fortalte, at hun var blevet valgt fra på den måde? Jeg selv ville blive knust og ulykkelig på mine børns vegne, det er stensikkert. Derfor kan jeg kun give dig det råd, at I får rettet lidt op tingene.

Det kan da godt være, at din datter er ved at være en voksen ung dame, men der er åbenbart en del af hendes opdragelse, der er blevet lidt forsømt, hvis hun er så hoven og uforstående over for de tre pigers reaktion. Omsorg, forståelse og næstekærlighed lyder sikkert meget gammeldags og bøvlet, men det er nu engang de dyder, der er med til at gøre os til civiliserede mennesker. Derfor kan det heller ikke gå for langsomt med at få stukket de tre unge piger en invitation. Hvor der er hjerterum, er der husrum, er det ikke, det det hedder, så mon dog ikke, det skulle lykkes at finde et par stole mere frem og rykke lidt sammen omkring bordet, så I kan få holdt en værdig fest?

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.