Jeg føler mig forfulgt af min nye overbo

Kan du give mig et råd?

Jeg er en kvinde i 60’erne, der for tre måneder siden solgte min lejlighed i byen og flyttede til en mindre by i provinsen. 

Jeg er lykkelig for at komme på landet. Jeg nyder den friske luft, naturen og har allerede være god til at møde nye mennesker.

Medina skal skilles

Sangerinden danner ikke længere par med manden Malo Chapsal.

Udfordringen er de overboer, jeg har fået i det lejlighedskompleks, som jeg er rykket ind i. Allerede da jeg mødte dem i opgangen et par dage efter, at jeg var flyttet ind, fornemmede jeg problemer: I stedet for at byde mig velkommen, stod den på beklagelser over, at mine flyttefolk larmede uhensigtsmæssigt, mens de flyttede mine møbler ind samt, at de havde lavet en ridse ved hoveddøren.

Et par dage senere var det så min bil, der voldte problemer, fordi jeg havde parkeret den på ”deres plads” foran opgangen – her er ellers ikke faste pladser. 

Jeg har også skullet høre for den kat, jeg har. Det, selvom jeg har tilladelse til at holde den, samt at den aldrig bevæger sig udenfor det lille havestykke, der er foran min stuelejlighed. En anden – heldigvis sød – nabo har nævnt for mig, at parret ovenpå altid har opført sig som en slags selvbestaltede viceværter. 

Hun antydede også, at det er var derfor, at dem, der boede her før mig, flyttede. Jeg er som sagt sindssyg glad for lejligheden og området, men min emsige overbo ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal tackle, for jeg føler mig efterhånden konstant overvåget, så kan du give mig et råd?

 - Birgitta 

Vær sød, rar og høflig

Jeg har selv to gange oplevet nabokonflikter, som den, du beskriver her. Den ene gang var beklagelserne rimelige set i bagklogskabens klare lys: Jeg var ung, og nej, det var ikke i orden at spille høj musik ved midnatstid og holde larmende fester på en flad tirsdag. 

Anden gang minder mere, om det, du beskriver her: Jeg passede egentlig bare mig selv og min lille datter i den lejlighed, vi boede i, alligevel skulle jeg konstant høre på beklagelser fra min overbo. Så larmede det, når jeg gik med sko på indendørs, det lille havestykke foran min lejlighed var ikke ment til at spise i, vaskestativet så heller ikke pænt ud på min altan osv. osv.

Mette Kirstine så en dokumentar på Netflix – og det fik hende til at gentænke måden, hun ser tv på

Det er menneskeligt at hyggedømme folk, som klarer sig dårligere end en selv. Men er det rigtig rart?

I starten gik det mig på, jeg listede rundt og gruede for, hvornår jeg igen gjorde noget forkert. Med tiden indså jeg dog, at lige meget, hvordan jeg gebærdede mig, så ville de altid finde på noget at beklage sig over. Ikke fordi jeg gjorde noget galt, men fordi der var noget galt med dem. 

Jeg øvede mig derfor i at ignorere dem og deres klager. Jeg smilede sødt, hilste altid, opførte mig ordentligt, mens jeg lod deres meningsløse beklagelser passere ind ad det ene øre og ud ad det andet og formanede mig selv om, at jeg altså ikke gjorde noget forkert.

Det samme vil jeg opfordrer dig til. Vær sød, rar og høflig, opfør dig ordentligt, men lad være med at bid på krogen, når de igen beklager sig. 

Når de så opdager, at du ikke gider konflikter, men i stedet foretrækker en venlig tone og et ditto smil, så vil de enten selv finde det frem eller finde nogle andre, som de kan beklage sig til eller over.

Skriv til Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.