Jeg har netop set dokumentaren om
The Jerry Springer Show på Netflix.
Holy crap.
Den giver et indblik bag kulisserne i,
hvordan showets producere pressede
ressourcesvage mennesker følelsesmæssigt, så de nedsmeltede på live
tv.
De var mestre i at få det absolut
laveste, mest neandertaler-agtige op
i deltagerne, lige før de gik på. For at
holde på de rasende deltagere under
hele showet, så fik de at vide, at de ikke
fik betalt deres returbillet, hvis de gik
af scenen, når det blev for grimt.
Glem alt, hvad din mor sagde om, at
det kræver mere mod at gå sin vej fra et
slagsmål. Glem, hvad Jesus sagde om
den anden kind. Fysisk og psykisk vold
giver meget bedre tv!
Jeg kan godt huske, hvordan jeg og
veninderne sad klar foran Springershowet med popcorn og væmmelsesfryd og forventede solid action.
Jo værre deltagerne opførte sig, jo
bedre kunne man selv føle sig. Herligt
lige at folde sådan en skammel af andre mennesker, man kan stå på og føle
sig større. Det kunne lige dæmpe ens
egen usikkerhed og
mindreværd, at man i
hvert fald ikke opførte
sig så tosset!
Her ville det være så
nemt at give de stygge
medie-producenter
skylden, men jeg ved
jo godt, at hovedansvaret ligger hos millionvis af seere.
Hos mig – og måske dig? For det er
mig, der skal takke nej til den psykologiske gevinst ved at hyggedømme
mennesker på tv.
Når jeg synes, jeg har købt et par
for dyre sko, så kan jeg lige dulme
samvittigheden med et afsnit
”Luksusfælden”. Det kan godt være,
at jeg kommer til at spare måneden
ud, og det var bedre at bruge de penge
på bøger eller nødhjælp – men pyh.
Se lige hende der i fjerneren, der skal
betale af på hendes indkøb af 587
grimme keramiknisser resten af sit liv.
Og når jeg bliver usikker på, om mine børn har
fået for lidt klaverundervisning og for mange
skideballer og ultraforarbejdede fødevarer, så
kan jeg nuppe et gammelt afsnit af ”De unge
mødre”. Shit, hendes barn får ikke andre typer
grøntsager end pomfritter på pose!
Så er der de aftener, hvor jeg i al min leverpostejsfarvede middelmådighed kigger ”X-Factor”
og hemmeligt håber, at der kommer nogle
selvovervurderende typer ind til castingen, som
Blachman rykker rundt. På den måde kan jeg
blive betrygget i, at et hamsterhjulsliv også er
meget bedre, og at det er lidt naivt at gå efter ens
virkelige drøm. Flyv ikke højere, end vingerne
bær’ – og ræk mig så lige de der ostepops.
Eller jeg kan kigge på smukke, unge mennesker
i ”Paradise Hotel” og blive betrygget i, at det er
meget bedre at være rynket, i fast parforhold og
mere klimaangst end bange for at blive fravalgt
af en olieglinsende fissekarl.
Sidste skud på stammen er ”Beast Games”.
Skaberen er verdens største Youtuber. Konceptet er dybest set, at en masse mennesker skal mobbe
og manipulere hinanden ud af spillet for at vinde
penge.
Sideløbende kan vi dyrke en rislende forargelse
over folk på sociale medier, der kloger sig på
ting, de tydeligvis ikke har indsigt i. Godt, man
ikke er så opblæst, tænker man og nærlæser med
skadefryd alle de kommentarer, der gør nar af
Kloge-Åge.
Det er menneskeligt at hyggedømme og spejle
sig i folk, som klarer sig dårligere end en selv.
Det ved medieproducenter, så de giver os endnu
mere at dømme og forarges over.
Og jeg ved ikke med jer, men jeg er mæt nu.
Faktisk føler jeg mig forstoppet og væmmelig
Mette Kirstine Goddiksen
Klummeskribent hos ALT for damerne. Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
