Hans voksne børn er så bitre og vrede
Jeg mødte min dejlige kæreste, da han var på vej ud af sit ægteskab. Det var naturligvis ikke ønskescenariet, men det var sådan, det blev. Det virker dog ikke til, at hans børn har accepteret det. Hans ekskone og børnene skaber så meget drama, at resten af familien også er trætte af det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om konfliktoptrappende børn
Jeg er kæreste med den dejligste mand og har været det i en del år. Vi stødte ind i hinanden, før han var blevet skilt, men han var på vej ud af ægteskabet. Det er selvfølgelig ikke et ønskescenarie, men sådan var det altså. Vi har boet sammen et par år nu og har det skønt med familie, venner og hinanden – lige bortset fra hans ekskone og hans to voksne børn.
Min kæreste ser sit ene barn med jævne mellemrum. Hans andet barn ønsker ingen kontakt med ham, og ingen af børnene ønsker kontakt med mig. Det har konsekvenser for hele familien, for inviteres der til noget, så kommer de ikke, hvis jeg kommer, så jeg ender med ikke at komme med. Det er resten af familien også ret trætte af, fordi det skaber så meget drama. Sidste år var der for eksempel bryllup i den nære familie, her måtte min kæreste tage alene afsted, da hans børn ellers ikke ville komme, hvis jeg dukkede op.
De tager ellers alle gerne mod gaver og penge fra min kæreste, men siger sjældent eller slet ikke tak, og de giver ikke noget den anden vej. Jeg synes, det er en svær situation og kan slet ikke forstå den måde, de holder sig selv og alle andre som gidsler i deres bitterhed på. Begge børn er jo voksne, men de er meget tætte med deres mor og passer vel på hende. Jeg synes, det er virkelig synd for de unge mennesker, at de skal leve med den bitterhed mod deres far og ikke bliver hjulpet ud af den. Børnene er alle meget velkomne her hos os, men de vil os så ikke.
Vibeke Dorph råder til at stå ved jer selv og forholdet
Hvor er din kæreste heldig at have mødt en så klarsynet kvinde som dig. Mindre heldig har han tilsyneladende været med sin ekskone. For hvilken mor ville kunne finde på at holde sine børn som gidsler i sin egen bitterhed, således som du så rammende beskriver det her. Hun burde jo for længst være kommet videre i sit liv, i stedet i fastholder hun ikke bare sig selv, men også sine børn i sit martyrium, der nu har stået på i årevis. Dermed er hun ikke bare selv et professionelt offer, hun har også lært sine børn den tarvelige kunst at trække offerkortet for at få sin vilje.
Nu kan I ikke lave om på hverken morens eller børnenes adfærd, men I kan og skal lave om på jeres egen. For ved at blive ved med at indrette jer efter deres luner, så accepterer I indirekte, at både børn og mor har ret til at opføre sig, som de gør. Din kæreste skal således bukke nakken og føle skyld, men at han I sin tid blev nødt til at forlade sin ekskone, handler vel kun om, at forholdet ikke fungerede for ham, og det kan han ikke bebrejdes.
Derfor: Stå ved jer selv og jeres forhold. Gå til de fester, I bliver inviteret til og ignorer konsekvent børnenes forsøg på at manipulere jer og andre. Det kan sagtens være, at de i en periode vil opføre sig tvære og lave bøvl og ballade, men hold fast. For på et tidspunkt vil de forstå, at det er dem og ikke jer, der skal rette ind, og inderst inde vil de sikkert også mærke en lettelse over at slippe ud ad deres umodne mors manipulerende kløer.