Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle vores nærige venner
Min mands og mine venner nyder godt af at spise og overnatte hos os, hvor vi gang på gang disker stort op med middag, kaffe og kage. Vi er sjældent hos dem, og de tilbyder ikke deres hjælp, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om nærige venner
Min mand og jeg har nogle venner, som vi har kendt i 12 år.
Vi har det gerne sjovt sammen, men de er desværre nærige.
Igennem alle årene har vi givet en flot middag ca. en gang om måneden med både forret, middag, kaffe og kage. Her har de også overnattet hos os, fordi vi bor tættere på deres arbejdspladser, end de selv gør.
Selvom de hver gang får stor middag, en seng at sove i, morgenmad og går i bad, så har de altid kvitteret med en flaske billig vin, der ikke har kostet over en 50’er. Det også selvom de udmærket godt ved, at vi altid ender med at åbne endnu en flaske til maden, som vi så også må bekoste.
De har heller aldrig hverken kommenteret maden, sagt tak for den eller hjulpet med at rydde af. De tre gange, hvor vi har besøgt dem i løbet af årene, er vi blevet spist af med hverdagsmad, som de intet har gjort ud af.
Jeg savner en påskønnelse fra vores venners side over, at de kan overnatte hos os så tit, og også hver gang får en fin middag, som jeg har brugt tid på, men den kommer aldrig, tværtimod. Engang, hvor de havde været her, bad jeg dem om at tage et par stole med på vejen hjem, som jeg havde solgt til én, der boede tæt på dem. Her blev de forargede over, at jeg ville ulejlige dem med det.
Nu har jeg så fået nok. Jeg har derfor tænkt på, om jeg kan sige til dem, at vi er trætte af, at det altid er os, som betaler og lægger hus til og gerne så, at det også gik den anden vej. Ville det være helt urimeligt? Eller skal vi helt droppe relationen? De tjener begge godt, har betalt deres hus ud og sparer meget op, så deres påholdenhed skyldes ikke, at de er presset økonomisk.
Vibeke Dorph råder til venlige krav
Nærighed er som en pest, fordi den smitter. For i langvarigt selskab med nærige mennesker, bliver man pludselig selv alt for opmærksom på, hvem der betaler eller giver hvad.
Det gælder veninden, der igen kommer tomhændet til middag, og som i øvrigt aldrig selv kunne drømme om at invitere. Eller familiemedlemmet, der overnatter i dagevis uden på noget tidspunkt at bidrage økonomisk til fornøjelserne.
Pludselig kommer den manglende vilje til at give noget igen til at fylde alt, og man ser sig selv sidde nidkært og holde øje med indtægter og udgifter – og det er hæsligt.
Personligt har jeg måtte konstatere, at problemet ikke løses med fine hentydninger eller sigende bemærkninger, for den slags er nærige mennesker dygtige til at ignorere. Den eneste farbare vej har for mig været ærlighed.
Her har jeg f.eks. venligt sagt; Når du kommer på torsdag, så laver jeg noget lækkert mad, vil du så være sød at tage en rigtig god flaske vin med? Eller til den overnattende gæst; Hvis jeg (igen) laver mad i aften, står du så for drikkevarerne og dessert? Det har et par gange løst problemet, fordi det viste sig, at det slet ikke handlede om nærighed, men blot ubetænksomhed fra min påholdende gæsts side.
Andre gange har det desværre resulteret i et brud, fordi vedkommende slet ikke har kunnet se rimeligheden i selv at skulle bidrage. Her har der således været tale om decideret nærighed, den er svær at komme til livs, og jeg har i hvert fald ikke gidet at tage kampen.
Jeg synes, du skal prøve det samme. Sæt venlige og ærlige krav til dine venner om, hvad du forventer, de skal bidrage med, næste gang de kommer.
Dukker de så fremover op med et par gode flasker, så har der nok blot været tale om ubetænksomhed fra deres side. Ignorerer de derimod dine ord, så er der desværre nok tale om en latent nærighed hos dem, som jeg personligt ikke ville gide at være i stue med.