Overvejende kvinde i orange trøje

Hvordan vinder jeg min kæreste tilbage?

Min kæreste har tøvet med at introducere mig for sin familie og venner, og vi ses generelt ikke særlig ofte. Efter jeg har været igennem en hård periode, har han meldt ud, at han er usikker på sine følelser, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om tøvende kæreste

Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over to år.

Vi er begge i start 50’erne og har børn fra tidligere forhold.

Han er en skøn mand, og vores forelskelsesfase var fantastisk. Min kæreste har dog hele tiden tøvet med at introducere mig for sin familie og venner, mens han har mødt alle mine kære. Han er også en mand, der har en travl hverdag med job, sport og venner, og derfor følte jeg længe, at vi sås for lidt, hvilket han har været uenig med mig i. Han har dog indvilliget i at introducere mig for sine børn et par gange, det er gået ok, men ikke blevet til mere.

Nu til sagen: Jeg har længe haft problemer på mit job med en kollega, som gik bag om ryggen på mig. Alt det har stresset mig voldsomt, og her var min kæreste en stor støtte. Jeg endte med at sige op og har nu fundet et nyt job, som jeg glæder mig til at starte på. Dog har krisen på mit arbejde også påvirket forholdet til min kæreste.

Jeg har jo været slidt ned og til tider ked af det, og jeg kan godt forstå, at det har været træls at stå på sidelinjen og være vidne til. Måske derfor har han nu meldt ud, at han ikke ved, om han har hjertet med i vores forhold længere. Han er ikke en mand, der er god til at sætte ord på sine følelser, men han giver udtryk for, at jeg vil forholdet mere end ham, og at han savner at se mere til sine venner.

Han synes også, at jeg smiler for lidt og ikke længere er den glade kvinde, som han mødte. Han har derfor brug for at tænke over tingene, han ved ikke, hvornår han er klar til at træffe et valg, og han vil ikke have, at jeg presser ham. Nu sidder jeg her og er fuldstændig knust. Jeg vil så nødig miste ham, så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at sætte sig selv først

Den slags mand, du beskriver i din mail, er efter min egen erfaring en af de mere uheldige typer, man kan løbe ind i. For den type fremstår tit omsorgsfulde og charmerende i starten, men bag disse dejlige kvaliteter gemmer der sig gerne noget knap så behageligt; Nemlig en manglende vilje og/eller evne til at forpligte sig emotionelt til et andet menneske.

Jeg ser tegnene i din kærestes ageren. Han tøver med at introducere dig for sine venner og familie, han vil ikke ændre på sin travle hverdag for jeres skyld, og nu, hvor du har oplevet modgang, trækker han sig med en udmelding om, at han ikke ved, hvor han står.

Det sidste er ikke ordentlig opførsel, men typer som din kæreste får ofte trukket sig på en så offeragtig facon, at os, der er følelsesmæssig i kløerne på dem, ender med at få ondt af dem. Ganske ufortjent, for dybest set opfører din kæreste sig hensynsløst overfor dig og fortæller dig ved sin ageren, at han ikke er der for dig, når du har brug for ham.

Du burde således være vred, i stedet bebrejder du dig selv for, at du (selvfølgelig!) ikke har været glad, og du danser fortsat på tåspidser for at vinde ham tilbage. Lad dog endelig være med det. Du lyder selv til at være en fuldstændig sund og helstøbt kvinde, bliv ved med at være det. For en ting er, om du mister din kæreste, men du må ikke også miste dig selv.

Pas derfor på dig selv i stedet og giv ham en uge og kræv så et klart svar. Har han fortsat uld munden, så vidner det om et permanent karaktertræk hos ham, og så ville jeg helt sikkert skynde mig væk.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.