Kvinde kigger trist ud af vinduet

Ingen kan holde min psykisk syge søn ud

Min voksne søn er psykisk syg og opfører sig anklagende og aggressiv i forbindelse med sin sygdom. Han er for nylig flyttet tæt på min mand og jeg, eftersom han flyttede fra sit bosted, og min eksmand og hans kone ikke kunne holde ham ud. Jeg vil rigtig gerne være der for min søn, men nogle gang er det hele simpelthen for udmattende, hvad gør jeg? Det tager Vibeke Dorph stilling til.

Spørgsmål om psykisk syg søn

Jeg er en kvinde på 57 år og mor til to sønner, hvoraf den ene desværre døde af kræft som teenager.

Min anden søn er i dag i 30’erne. Han har forskellige diagnoser bl.a. ADHD og anden personlighedsforstyrrelse. Han nægter dog at blive udredt og tager derfor ikke medicin.

Jeg blev tidligt skilt fra drengenes far. Min søn blev anbragt på en institution, hvilket jeg ikke havde det godt med. På den anden side, kunne jeg ikke klare at have ham hjemme. Den anbringelse bebrejder han mig i dag. I de seneste år har han boet 70 km. fra min nye mand og mig, hvilket jeg indrømmet har haft det godt med, fordi der var afstand, og det gav ro. Både min eksmand og jeg har nye partnere, og de har det også svært med vores søn, fordi han fylder alt, når han er hos os.

Fornyelig blev vores søn overfaldet. Han ville efterfølgende flytte hjem i nærheden af os og rykkede ind hos min eksmand. Hans kone fik hurtig nok, og vi fandt derfor en bolig til ham tæt på os. Det må jeg indrømme, at jeg har det svært med.

Min søn har i perioder et hash- og alkoholmisbrug, der forværrer hans tilstand. Han er urolig, anklagende og aggressiv. Han har konstant pengemangel, tandproblemer, regninger bliver ikke betalt. Han kommer med udbrud om, at vi ikke skal blande os i hans liv, og alligevel bliver vi konstant involveret i det. Min eksmands kone udbreder sig til alle om, hvor skrækkelig min søn er, min egen mand kalder ham for rablende gal.

Ingen i familien tager telefonen, når han ringer til dem, fordi han taler dem synder og sammen. Det forstår jeg godt, for min søn fylder, og der følger altid bøvl og ballade i kølvandet på ham. Men han er min søn, og jeg føler konstant en splittelse mellem min egen udmattelse, hensynet til mine omgivelser og så min kærlighed til ham.

Vibeke Dorph råder til at kræve handling

At leve tæt med på psykisk sygt menneske af din søns kaliber kræver klare spilleregler, for at alle kan holde det bare nogenlunde ud. For selvfølgelig skal du støtte din søn, så godt du nu kan, men du har også ret til at have en god tilværelse, hvor der er plads til at fokusere på andre ting end ham.

Lige nu lyder det dog til, at det hele bare kører efter bedste beskub. Din søn karder rundt, alt imens du og din eksmand træt forsøger at samle op på ham. I døjer sikkert begge to med nytteløse følelser som afmagt, vrede og dårlig samvittighed. I stedet for at fortsætte ad den udmattende vej, så få sammen lavet nogle spilleregler. For man må godt sætte krav til psykisk syge, krav er også kærlighed, og om nogen har skrøbelige mennesker brug for faste rammer, de kan fungere indenfor.

Først og fremmest skal I forsøge at få jeres søn gjort klart, at han er syg, og skal I omgås hinanden, så skal han i udredning og have medicinsk hjælp. Jeg har selv en god bekendt, der lider af svær ADHD og i mange år selvmedicinerede sig med hash og alkohol, først da en ny kæreste satte ham stolen for døren fik han medicin. I dag ville han ønske, at det var sket længe før.

Så kræv handling og hold forsigtigt døren lukket for ham, indtil det sker og fortæl ham, at det er for hans egen skyld, at I gør det.

Jeg synes også, at I skal lave en plan for, hvor ofte I skal ses. Kan du og din eksmand fordele det, så I på skift ”har vagt?” Således at I hver har en uge, hvor I er fri for at skulle tænke på jeres søns gøren og laden og alligevel ved, at der er én til at tage over.

Din nuværende mands ageren i forhold til din søn er infantil, tarvelig og vidner om, at han ikke begriber situationens alvor. Din søn er syg, hans opgave som din partner er at støtte og hjælpe dig, gør ham det klart. Jeg ved også, at foreningen SIND tilbyder samtaler for pårørende til sindslidende. De ved mere, end jeg gør, så kontakt dem.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.