Vores ven svigter sine børn til fordel for sin kæreste

Det er ikke til at bære, men kan jeg/vi gøre noget?

Min mand og jeg har en god ven, som egentlig er min mands fra skoletiden. Han blev skilt for fem år siden fra en kvinde, som han har to børn på 11 og 13 med, der bor halvdelen af tiden hos ham.

Vores ven mødte halvandet år efter skilsmissen en kvinde, som han forelskede sig i og nu lever sammen med. Hun har en datter på hans børns alder, der bor fast hos dem, fordi datteren ikke ser sin far. 

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Hvor jeg altid opfattede vores ven og hans ekskone som meget ligeværdige, så forholder det sig anderledes med hans nye kæreste. Hun er dominerende, dog ikke på en larmende facon, vi fornemmer blot, at det er hende, der sætter dagsordenen. 

Hun er også noget af en curlingmor, der er stolt af sin datter og altid taler om hende. Der er ikke grænser for, hvor dygtig og charmerende denne datter er. På mig fremstår datteren dog forkælet, hun fylder og kræver konstant opmærksomhed. Alt det kunne jeg var ligeglad med, hvis det ikke var fordi jeg samtidig ser, at vores vens børn bliver forsømt. 

Kæresten er dygtig til at finde fejl ved dem, fejl hun gør kæmpestore. (I mine øjne almindelige pubertetsudfordringer, humørsvingninger osv.) Samtidig udstøder hun børnene, de kommer ikke med på skiferie og andre udenlandsrejser længere, det gør datteren derimod. Begrundelse: Det er for dyrt.

Vi er kede af hendes opførsel, men endnu mere kede af, at vores ven ikke forsvarer sine børn. Tværtimod, så affinder han sig med hendes opførsel og smiler fåret, når hun taler grimt om og til dem. Alt imens ser jeg nogle børn, jeg efterhånden ikke kan genkende, fordi de virker pressede. Det er ikke til at bære, men kan jeg/vi gøre noget?

- Ina

Mettes mand blev afvisende – så tog hun en beslutning, der reddede forholdet

Kasper og jeg havde altid haft et godt og ligeværdigt forhold, men det havde ændret sig. For Kasper virkede pludselig så sur, og han kritiserede mig konstant. Hvad det handlede om, fik jeg først svar på, da jeg endelig satte foden ned. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

"Den dag i dag er jeg rasende på mig selv over, at jeg ikke sagde noget"

Jeg befandt mig engang i et selskab bestående af børn og voksne. Det var på en ferie, og vi var på stranden, da en af kvinderne i selskabet pegede på sin 12-årige steddatter, der stod nede i vandkanten og sagde: Prøv engang at se, hvor fed og grim, hun er. 

Den dag i dag er jeg rasende på mig selv over, at jeg ikke sagde noget. Jeg kan kun undskylde mig med, at jeg blev målløs over den forfærdelige bemærkning om et barn, der ganske rigtig var en smule overvægtig og tydeligvis ikke havde det godt mest af alt pga. selvsamme stedmor og en slap far, der ikke gad at stå op for sit barn.

Jeg har desværre haft lignende dog knap så grelle oplevelser sidenhen, heldigvis kan jeg her bryste mig af, at jeg har været bedre til at åbne munden og give min mening til kende, for det synes jeg har pligt til, når det gælder børn.

Jeg har da heldigvis mødt masser af skønne og omsorgsfulde stedforældre, der har været deres ansvar voksent, men jeg har også mødt en hel del, der som din vens kæreste har opført sig utrolig barnagtigt, når det gjaldt deres stedbørn. De har været jaloux på dem, udskammet dem og sat uhyrlige krav til dem, krav de aldrig ville stille til deres egne børn. 

Szhirley troede hun var alvorligt syg - indtil en kvinde fortalte hende om perimenopause

Da Szhirley begyndte at få symptomer på perimenopausen, anede hun ikke, hvad der skete med hendes krop, og hun frygtede, at hun var ved at få alverdens sygdomme.

Børn har kun en barndom, og det er alle voksne menneskers ansvar, at gøre deres for, at den bliver så god som mulig. Derfor vil jeg da helt sikkert opfordre dig til at gøre det, jeg ikke fik gjort dengang på stranden; Nemlig sige fra og gøre dit for, at din vens kæreste taler og opfører sig ordentligt overfor sine stedbørn.

Råben og skrigen kommer man sjældent nogen gode steder hen med, men mindre kan gøre det og gør det ofte bedre. Derfor synes jeg, at du venligt, men bestemt skal sige fra, hvis og når din vens kæreste igen begynder at tale grimt om sine stedbørn. 

Det er ikke sikkert, at hun ændrer adfærd ud af det blå, men du giver du hende noget at tænke over, og du viser børnene, at det er deres stedmor og ikke dem, den er gal med, og det sidste er det vigteste her.

Skriv til Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.