Brevkasse

Hvorfor har jeg det dårligt med min dejlige kæreste?

Min kæreste er en fantastisk fyr, men jeg har det dårligt i forholdet, og jeg ved simpelthen ikke hvorfor, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om at være ulykkelig i et forhold

Jeg er en ung pige, der er i et forhold med en fantastisk fyr, som jeg har kendt i et halvt års tid. Vi hygger os sammen, vi er ærlige over for hinanden, og vi ses også med hinandens venner og familier. Vi har samme humor, er begge glade for naturen og kan lide at høre musik og spille brætspil. Vi bor ikke sammen, men har snakket om at gøre det, måske om et år eller to.

Mit problem er, at jeg har det dårligt i forholdet, og jeg ved simpelthen ikke hvorfor! Jeg har overvejet seriøst i de seneste måneder, om det skulle være os to. Og jeg bliver rigtig ked af det og får en knude i brystet, når jeg tænker på det. Jeg tvivler på, at det har noget med min kæreste at gøre og mere noget med mine tanker. Men jeg har prøvet en masse med at forsøge at ændre mine tanker og se de gode ting ved ham, og det virker måske i lidt tid, men så kommer den her følelse af, at det hele føles forkert tilbage igen. Nogle gange får jeg det decideret dårligt, når vi skal ses. Det giver ingen mening for mig, for han er virkelig en sød, omsorgsfuld og god kæreste.

Det skal siges, at jeg tidligere har været i et forhold, der endte på en rigtig grim måde, og jeg har tænkt, om mine følelser nu kunne skyldes, at jeg ubevidst er bange for, at det skal gå på samme måde igen.

Jeg synes bare, at jeg har prøvet ikke at tænke på, hvor galt det kan gå, men at ”leve i nuet”. Siden min seneste kæreste har jeg datet en del, og jeg har spekuleret over, om det her kunne skyldes, at jeg i virkeligheden trænger til at være lidt for mig selv?

Vibeke Dorph om at lytte til sine følelser

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Tove Ditlevsens digt ”De evige tre”, når jeg læser din mail. Det er det med: "Der er to mænd i verden, der bestandig krydser min vej. Den ene er ham, jeg elsker, den anden elsker mig." I digtet beskriver Tove Ditlevsen ganske fint det kærlighedsdilemma, vi mennesker nogle gange løber ind i, og som du da også lyder til at have truffet bekendtskab med. Nemlig, at vi bliver brændt af af ét menneske, vi elsker for så at møde én, der vil give os alt det, vi drømte om at få af den anden, men som vi nu pludselig ikke kan tage imod, hvor end vi gerne ville det. Sagen er, at vilje ikke har ret meget med følelser at gøre. Følelser er ustyrlige og irrationelle kræfter, som vi ikke selv er herre over. Vi kan således ikke beslutte os for at elske nogen eller ikke at elske dem, det er følelserne, der hersker her. Det er meget besværligt, at det er sådan, men det er også det, der er med til at gøre livet en lille smule eventyrligt, og ja, guddommeligt.

Jeg forstår godt, at du mere end noget andet ønsker at elske din kæreste, nu I passer så godt sammen. Det lyder I så bare alligevel ikke til at gøre, for dine følelser er ikke med dig. Derfor synes jeg, at du skal holde op med at forsøge på at bakse dem på plads og i stedet lytte til det, de forsøger at fortælle dig. Nemlig, at det måske ikke er ham den helt rigtige, du nu har mødt. Så ja. Jeg tror, at du trænger til at være lidt for dig selv, og så er jeg sikker på, at du nok senere skal møde ham, med hvem du bogstavelig talt får det hele til at gå op i en højere enhed.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.