Doven mand sidder og kigger på sin telefon i sofaen, mens kvinde støvsuger

Jeg overvejer skilsmisse fra min luddovne mand

Min mand og jeg er begge aktive mennesker, men herhjemme er det kun mig, som har styr på tingene. Jeg har forsøgt at slippe ansvaret, men der sker ikke meget fra hans side af, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om ulighed i huslige opgaver

Jeg er en kvinde på 40 år, gift gennem knap 12 år og mor til tre børn.

Både min mand og jeg er aktive, min mand med sin sport, mens jeg er involveret i børnenes skole, venskaber og fællesskaber omkring skole og børnehave.

Jeg har også altid stået for stort set alt herhjemme. Jeg har nu skiftet til et travlere job, og i takt med at vores børn bliver større og har flere aktiviteter, hvor de skal køres, er jeg ved at drukne i opgaver. Min kalender er proppet med bøjletandlægetider, bestyrelsesmøder og ungdomsskole aktiviteter.

Jeg står også for alt fra planlægning, fødselsdage, aftensmad, madplan, rengøring, vasketøj og er tovholder på morgenstunden, fordi min mand ‘ikke er så god til at stå op’. Min mand har heller ‘ikke lyst’ til de andre forældre, så alt hvad der handler om sociale fællesskaber i skole og børnehave, står for min regning.

Omkring det praktiske herhjemme, gør min mand sig dummere, end han er, og formår på den måde at slippe, så han i stedet kan begrave sig i sin telefon. Vores sexliv er blevet pligtsex, for når dagen er forbi, er jeg total træt og på ingen måde tændt af ham.

Vi har haft tusindvis af snakke om hans mangel på engagement herhjemme, og jeg magter ikke flere. Jeg har foreslået parterapi, men ”det er ikke lige ham”. Hans løsning lyder, at hvis han får mere sex, så vil han også få mere overskud. Jeg har forsøgt at slippe ansvaret, men så ender det med, at vi ikke får aftensmad, og børnene kommer afsted om uden deres ting.

Sidst glemte han f.eks. at købe en gave til en børnefødselsdag og kunne ikke se problemet i, at vores datter ankom til fødselsdagen uden en gave. Jeg overvejer skilsmisse, men det gør mig også ulykkelig, at vi skal ende der. Har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at prioritere sig selv

Jeg modtager løbende mails fra kvinder, som står i din situation. Nedslidte kvinder, der er gift med mænd, som mere eller mindre agerer som forkælede børn, alt imens de beklager sig over, at de ikke bliver respekteret og heller ikke forstår, at deres kvinder helt har mistet lysten til dem. Hvorfor mon?!

Lad mig her give dig et par tips, som jeg selv og andre kvinder i din situation har gjort brug af. Da jeg i sin tid selv flyttede sammen med min mand og hans børn, stod det hurtigt klart, at jeg brugte meget mere tid på vores hjem og familie, end han. Madlavning var begrænset til at stå ude i haven og råbe på kødet med en grilltang i hånden, og tvang jeg ham til at gøre rent, blev det tydeligvis gjort uden engagement.

Det gjorde mig i første omgang vred, og det blev jeg træt af at være, så jeg gjorde noget andet. Jeg hyrede professionel rengøring hver 14. dag – på hans regning. Jeg kunne ikke se rimeligheden i, at jeg skulle bekoste det arbejde, han ikke selv gad. Det var skønt at komme hjem til et fuldstændig rengjort hus hver 14 dag, og det, at han skulle have penge op af lommen, lærte ham efterhånden at svinge støvsugeren med lang større entusiasme.

De dage, hvor han står for madlavning, ser jeg så også stort på, om han selv kokkerere eller henter take-away, bare der står mad på bordet. En veninde insisterede også på at blive inviteret ud på en god restaurant på sin kærestes regning én gang månedligt, og sådan kunne jeg blive ved. Money talks, som man siger, og det er et sprog mange mænd forstår, så prøv det.

Du derimod har også et stykke arbejde at gøre. Du skal øve dig i at give slip og lave noget andet end konstant at have falkeblik på børn og familie. Gør i stedet det, du lige nu går og irriteres over, at du aldrig har tid til, før du gør noget andet. Øv dig i at prioritere dig selv og skab ad den vej også en ændring i magtbalancen. På den måde håber jeg, at du og din mand kan komme hinanden nærmere, så der også bliver plads, tid og lyst til jer to, for sådan gik det heldigvis for os.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.