Min kærestes jalousi truer vores forhold
Min kærestes jalousi fylder meget i vores parforhold. Hans tidligere kæreste var ham utro, og det fodrer til hans usikkerhed. Hans jalousi er blevet så slem, at han mistænker mig for at have noget kørende med alle mine mandlige venner, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om jalousi i parforholdet
Jeg har en udfordring, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe an.
Jeg har været sammen med min kæreste i snart to år.
Vi var begge to kommet ud af dårlige forhold, da vi mødte hinanden, han havde bl.a. oplevet utroskab fra en tidligere partners side. Han var derfor såret, og jeg viste godt, at hvis jeg skulle være sammen med ham krævede det tålmodighed.
Kort tid efter, at vi fandt sammen, viste en af hans venner interesse for mig, hvilket fik min kæreste til trække sig fra mig, selvom min interesse for vennen absolut ikke var gengældt.
Desværre skal der stadigvæk ikke meget til, før han bliver jaloux. Det opstår ofte ud af det blå, og jeg ender med gå i forsvar, fordi jeg selvfølgelig ikke ser andre. Jeg har hele tiden prøvet at været åben om fortiden og synes ikke, at jeg har noget at skjule. Han er dog fortsat jaloux og gør det ofte forbi, hvis jeg har kontakt med en mandlig ven.
Vi finder så sammen igen, og nogle gange undskylder han, men efterhånden har jalousien taget over, og den rammer stort set alle mine mandlige venner, som han mistænker mig for at have noget kørende med. Jeg er helt rundtosset, jeg føler ikke, at jeg gør noget galt, alligevel har jeg svært ved at navigere i det her, for burde jeg visse større hensyn og indrette mig efter hans jalousi. Hvad tænker du?
Vibeke Dorph råder til vende blikket mod kæresten
Det sidste, du skal gøre, er at indrette dig efter din kærestes jalousi. Det eneste, du gør ved at føje ham, er at bekræfte ham i, at der er hold i hans sygelige mistænkeliggørelse af dig. Udover fejlagtigt at bekræfte ham i, at der nok er noget om snakken, så gør du også noget andet, hvis du føjer ham: Du påtager dig ansvaret for at få løst problemet i stedet for at returnere det til der, hvor det hører hjemme, nemlig hos din kæreste.
For det er kun ham, der har et problem, som måske udspringer fra den utroskab, han var udsat for engang. Det problem har han ikke fået løst. Tværtimod, spøger det fortsat alt for voldsomt i hans liv og vil på sigt afstedkomme, at han aldrig får et sundt forhold til hverken dig eller andre kvinder, hvis han ikke får det løst.
Naturligvis skal man vise sin kæreste hensyn, men at undgå at se sine mandlige venner, fordi ens kæreste lider er jalousi, er ikke at vise hensyn, det er at løbe en syg mands ærinde. For selvfølgelig skal du kunne se alle de venner, du har lyst til, mænd som kvinder, uden at det skal påvirke jeres forhold. Får det lov til det, så har I ingen sund fremtid sammen.
Derfor, stop med at føj ham og tving ham i stedet til at vende blikket mod sig selv. Hans lidelse er ikke dit ansvar, det er hans, og han skal se at få gjort noget ved det, sikkert med professionel hjælp.
Vil han ikke det, så skynd dig væk, for du kan ikke hjælpe din kæreste, hvis ikke han vil hjælpe sig selv. Vil han, ja så begynder håbet at tændes for jer, men det valg er helt op til ham.