Hvorfor vil min kæreste ikke forpligtige sig?
Min kæreste tager ikke intiativ for at se mig, og jeg føler, at jeg bliver holdt hen, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om passiv kæreste
Jeg mødte for et års tid siden gennem foreningsarbejde en jævnaldrende mand. Vi er begge midt i 50’erne, han er skilt og far til to børn, som han har hver anden weekend – jeg har selv voksne børn.
Vi begyndte at tale sammen, han inviterede mig så hjem på et glas vin og noget mad. Det var smadderhyggeligt, selvom han var lidt småsyg, og et par uger efter skrev han og inviterede mig igen. Her endte det romantisk, og vi havde en skøn aften og nat.
Siden da har vi set hinanden vi et par gange om ugen, og det har været meget lidenskabeligt. Han er sød og omsorgsfuld, problemet er bare, at han ikke vil ses så tit og kun vil have kontakt via sms, når vi ikke ses, og nægter at tale i telefon. Jeg skriver tit søde beskeder, og jeg svarer hurtigt på hans, mens han er langsom, og hans beskeder er korte, formelle og upersonlige. Hvornår vi ses, er også på hans præmisser, og han er ikke klar til, at vi står frem som par.
Alt det har gjort mig ked af det, for jeg er glad for ham. Jeg har sagt til ham, at jeg gerne vil mere, men han undskylder sig med, at han ikke er klar, men godt kan forstå, hvis jeg er frustreret. Han har også sagt, at jeg er den sødeste kæreste, han har haft, og at han håber vores forhold vil udvikle sig.
Jeg ved godt, at han har udfordringer. Han er følelseslivsmæssig kompliceret og har svært ved at forpligte sig. Jeg har sagt jeg ikke vil være hans legetøj, men vil noget mere, jeg har også slået op, fordi jeg blev så usikker. Han overtalte mig til at komme tilbage og sagde, at han blot havde brug for tid. Han har nævnt, at hvis jeg ikke kan holde til det, så vil han håbe, at han må kontakte mig på et senere tidspunkt.
Jeg er forvirret, for samtidig med, at han holder mig hen, så ved jeg, at han har masser af tid og energi til at ses med sine venner. Hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til at trække sig
Nu skriver du ikke noget om, hvor længe du og din kæreste har været i et egentligt forhold, men ud fra din beskrivelse tænker jeg, at det har kørt i et halvt års tid.
Er det tilfældet, så forstår jeg godt, hvis du undrer dig over din kærestes fortsatte tøven. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at den skyldes, at I har forskellige forventninger til jeres relation: Hvor du lyder klar til et egentligt forhold, så virker det til, at han har det meget godt, som det er. Han har sine børn, venner og aktiviteter, som han prioriterer i hvert fald på samme niveau, som han prioriterer dig og jer. Han har kort sagt ikke det samme behov for tosomhed, som du har.
Det er jo egentlig helt i orden, at han har det sådan, i orden er det dog ikke, når han ikke melder det klart ud til dig. Han mumler og tøver i stedet, og det er fejt af ham, når du nu op til flere gange har meldt ud, at du vil mere og ikke trives, som tingene er.
Nu virker du til at have mistet dig selv i alt det her, fordi du har brugt alt for meget krudt på et forhold, der ikke er, som du gerne vil have det. Var jeg dig, så ville jeg derfor trække mig, før du helt går i opløsning. Gør du det, får du fokus væk fra ham og i stedet mod dig selv og dit eget liv, så får du rum og mulighed til at samle dig selv op.
Bliver du i stedet, fordi du frygter helt at miste ham, så er jeg bange for, at du kan få lov til at vente i al evighed, og det er en høj pris at betale.
Så træk dig og vis derved ham og dig selv, at du er et menneske med integritet, der passer på dig selv. Det kan så også være det, der vil få ham ud af busken, vigtigst er det dog, at du viser dig selv respekt ved at passe på dig selv, for det er du den eneste til at gøre.