Kan jeg tillade mig at slå hånden af min deprimerede farmor?
Min farmor på 91 er offeragtig og angstpræget, efter hun mistede sin mand gennem 40 år for syv år siden. Det er hårdt for hele familien, og nu overvejer jeg også at give op, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om farmor, som har det dårligt
Jeg er en kvinde i 40’erne, der er dybt frustreret. Det drejer sig om min farmor på 91. Hun mistede sin mand efter 40 år til kræft for syv år siden. Siden da har hun været meget offeragtig, hun er angstpræget, og hver gang, vi kommer på besøg, så er det meget anstrengende, når vi skal til at gå igen. Min farmor klamrer sig til os og beklager sig over, at hun sidder alene, og at ingen kommer på besøg. Hun har ellers hjemmehjælp tre gange dagligt, fordi hun ser så dårligt.
Nu har en stor del af familien fået nok og har givet op. Jeg overvejer faktisk at gøre det samme. Min kusine vasker tøj for min farmor, og jeg står for hendes pengesager, men jeg er tømt for energi, hver gang jeg kører derfra. Så jeg overvejer lige nu at slippe kontakten til hende.
Jeg har det dog svært ved det, for min farmor har jo passet mig, da jeg var barn, og nu er jeg 45 år. Hvad tænker du?
Vibeke Dorph råder til hjælpe farmoren
Jeg synes bestemt ikke, at løsningen er, at du slår hånden af din farmor, for det er ikke medmenneskeligt i orden. Som du selv skriver, har din farmor været der for dig, nu må du og din familie være der for hende. Var jeg jer, så ville jeg i stedet starte med at få tjekket, om din farmor lider af en behandlingskrævende depression. Det kunne jo godt tyde på det, og da hun er så gammel, så ville der ikke være noget unaturligt i det. Den slags kan kun en læge vurdere, så sørg for at få hende op forbi sådan én.
Bagefter ville jeg lave en fast plan for jeres besøg, som i indvier din farmor i. Her skal du få resten af familien med, for de har altså også et ansvar for din farmor. Ved du f.eks., at du skal besøge din farmor den og den dag, så vil du slippe for at gå rundt med en konstant dårlig samvittighed, og din farmor ville have noget at se frem til.
Dernæst ville jeg begynde at behandledin farmor som et ganske almindeligt menneske. Fortæl hende dog, at du også har dit at se til, og at du besøger hende, når du har tid og mulighed for det, men at du er træt af altid at skulle høre på beklagelser, når du er der, og spørg hende så, hvad hun tror, der skal til, for at hun kan få en bedre hverdag. Altså, kast bolden forsigtigt tilbage på hendes egen banehalvdel og tving hende der- med til at indstille beklagelserne og i stedet erstatte den med konstruktive tanker om, hvad der skal ske, for at hun får det bedre. Jeg tror nemlig, at begynder I at behandle din farmor som et almindeligt menneske, så vil hun også stille og roligt forvandle sig til et sådant til glæde for alle – ikke mindst for hende selv.