kærestesorg

Min gifte elsker fik en ny kæreste: Hvordan slipper jeg af med min vrede og bitterhed?

Jeg troede, at der var ægte kærlighed mellem mig og min gifte elsker, men nu har han pludselig forladt sin kone og er flyttet sammen med en anden kvinde. Jeg har ingenting hørt fra ham, og han svarer ikke på mine beskeder, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om at komme videre

Jeg har igennem se seneste seks år haft et forhold til en gift mand. Vi har været som kærester, mine børn kender ham, og vi havde også en del fælles bekendte. Vi har haft det fantastisk, små knuder på tråden, men ikke noget, der kunne skille os ad. Jeg var faktisk ikke i tvivl om, at der var ægte kærlighed.

Pludselig en dag begyndte min kæreste så at aflyse vores aftaler. Jeg hører intet fra ham, og kort tid efter får jeg at vide, at han har forladt sin kone og er flyttet sammen med en anden kvinde. Jeg bryder fuldstændig sammen og lader der gå en måned, før jeg skriver og spørger, om vi ikke skal få afsluttet vores forhold på en ordentlig måde. Den besked svarer han aldrig på, ligesom han siden ikke har svaret på nogle af mine beskeder, men tværtimod har blokeret mig fra diverse sociale medier.

Der er nu gået mere end et halvt år. Mine børn har mødt ham tilfældigt, ham og hans nye kæreste har været sammen med nogle af vores fælles venner, men jeg har ingenting hørt fra ham. Jeg er stadigvæk bitter og vred, og jeg har svært ved at slippe ham. Jeg har også lyst til at kontakte hans nye kæreste, så hun kan forstå, hvad det er for et menneske, hun har indladt sig med. Hvad gør jeg? Har du et godt råd til, hvordan jeg dog kommer videre?

Vibeke Dorph råder til at rumme de dårlige følelser

Det er kun tid og tålmodighed, der kan fikse ulykkelig kærlighed, men så lykkes det da som regel også. Når du når så langt, så håber jeg, at du vil se tilbage på dit forhold og tænke: "Godt, at det er slut!" For ærlig talt har jeg svært ved at forstå, hvordan du har kunnet tro på en mand, der samvittighedsløst har levet et dobbeltliv i så mange år. Personligt mener jeg, at man skal holde sig mænd, der er i et forhold i forvejen. Det skyldes ikke kun moralske skrupler over for den kvinde, man er med til at bedrage, men også en overbevisning om, at kan en mand gøre den slags én gang, så gør han det nok igen.

Kort sagt, er man med på den slags bedrag, så kan man være ret sikker på selv at smage samme giftige medicin senere. Det gør du så nu, og jeg forstår da godt, du er såret, for hold da op, din eks-elsker lyder jo ganske afstumpet. Sådan vil han jo nok blive ved med at være, så drop tankerne om hævn, hans nye kæreste skal nok komme til at opdage hans sande natur, og det må da være så rigelig hævn i sig selv.

Mit råd til dig er, at du i stedet koncentrerer dig om at give slip. Det gør du ikke ved at fortrænge dine grimme følelser, det gør du ved at rumme dem. For rummer man sine følelser i alle deres forskellige gevandter, så føler de sig mødt, og så falder de til ro. Prøv også at betragt denne her fase, som en periode, hvor du er fuld af sprækker og udnyt så tiden på at lære noget om dig selv, så du kommer videre som et klogere og mere helt menneske. Plej dig selv både indeni og udenpå – og lad så bare tiden gå.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.