Min gifte kæreste nøler med at gå fra sin kone
Jeg har indledt et forhold med en gift mand. Han har fortalt mig, at han og konen kun bor sammen som venner og udelukkende for børnenes skyld. Han har desuden tidligere lovet, at han vil forlade konen, men er nu trukket i land, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om parforhold til gift mand
Jeg har mødt en fantastisk mand, som jeg ser et kæmpe potentiale i. Han er dog gift, men siger, at han kun lever sammen med sin kone for børnenes skyld. Konen mødte en anden gift mand for fire år siden, en mand, som hun stadigvæk har et forhold til.
Min kæreste og konen har aftalt, at de bor sammen som venner og deler hverdagen med deres børn. Børnene ved dog ikke, at de ikke er i en kærlighedsrelation og flere familiemedlemmer er heller ikke klar over det. Så der er en masse løgne. Jeg har sagt meget tydeligt, at jeg ikke vil være hans hemmelige kæreste, og at han skal stoppe med at lege far, mor og børn. Han siger, at han vil mig og lover at forlade konen og flytte ud til maj efter datterens konfirmation.
I går sagde han så, at han var i tvivl, om han har ressourcer til at flytte fra familien. Jeg er blevet så vred og har derfor nu afsluttet forholdet. Jeg vil ikke være sammen med en mand, som tvivler på, om han skal fortsætte med at leve i et falsk ægteskab, og hvor jeg dermed forbliver den hemmelige kæreste. Jeg kan heller ikke rumme alle de løgne, som både han og konen udsætter deres børn for.
Vi har indtil nu set hinanden flere gange om ugen. Konen ved også, at jeg eksisterer og er helt okay med det. Men jeg er ikke okay, og nu har jeg så smidt ham ud. Han græd, var ulykkelig og vred på sig selv. Jeg har således sendt en ulykkelig mand afsted med ordene; held og lykke og få styr på dit liv, men jeg har også ondt af ham. Hvad tænker du?
Vibeke Dorph råder til at tage afsked
Jeg har i tidens løb modtaget mange mails fra kvinder, der har siddet i samme situation som du. Kvinder, der har indledt et forhold til en gift mand som i tidernes morgen forsikrede, at hans forhold til konen derhjemme kun var platonisk, og at det derfor kun var et spørgsmål om tid, før forholdet helt var slut, og han således var klar til et nyt.
Mange af disse kvinder er endt med at hænge fast i et sådant forhold i mange år, fordi manden alligevel ikke holdt sit løfte, alt imens de har ladet sig spise af med dårlige undskyldninger og langsomt set deres eget selvværd blive fladtrådt og deres gode liv blive spildt på at vente forgæves.
Noget lignende kan jeg desværre sagtens se ske, hvad angår din kæreste. Bare det, at han kan finde på at undskylde sig med, at han ikke har brudt med sin kone pga. sine børns ve og vel, er sygt. For du siger det jo selv: Det er usundt at lade børnene vokse op i nogle falske kulisser, der ingen hold har i en virkelighed, hvor mor og far reelt lever hver deres liv med andre partnere.
Det er decideret giftigt for børn at leve på den måde, men det handler da også gerne mere om forældrenes manglende mod og vilje til at tage ansvar end om børnenes ve og vel. At forældre kan opføre sig så umodent, fortæller kun om en egoisme hos dem, som ikke gør nogen godt – heller ikke dig.
Derfor, hold fast i din beslutning, lad dig ikke lokke af din kærestes tårer, for vil han dig, så må han jo vise det ved at handle. Vil han ikke det, så hold fast i din beslutning, for du spilder kun din tid på en mand, der opfører sig så inkonsekvent og nølende.