Min kæreste beskylder mig for at være utro
Efter at have mistet min mand til kræft har jeg fundet en kæreste. Vi har været sammen i nogle år, hvorefter han i to omgange beskylder mig for at være utro. Jeg har begge gange været chokeret og kan ikke forstå, hvor de beskyldninger kommer fra, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om beskyldninger for utroskab
Jeg mistede min dejlige mand for 12 år siden efter et lykkeligt ægteskab med børn, svigerdøtre og børnebørn. Han døde efter knap to år med kræft, og det var rigtig hårdt for alle.
Godt tre år efter hans død, fandt jeg en ny kæreste. Alle børnene syntes, at det var godt, og han flyttede efter et års tid ind hos mig. Det gik også fint de første par år, men pludselig en dag ville min kæreste ikke tale med mig. Jeg blev selvfølgelig ked af det og spurgte, hvad der var galt.
Han hidsede sig op, og jeg fik så slynget i hovedet, at han vidste, at jeg havde en anden mand. Jeg fik et chok, for det kunne jeg aldrig finde på. Efter et par dage undskyldte han da også, og vi kom videre. Han glemte det tilsyneladende hurtigt, mens det var svære for mig.
To år efter var den så gal igen, for min kæreste var igen overbevist om, at jeg havde en anden. Jeg blev chokeret, men han ville ikke svare på, hvor han havde det fra. Til gengæld kom han med et forslag om, at vi kunne leve i et åbent forhold. Det gjorde han nemlig med sin tidligere kone, der i dag lever sammen med en anden kvinde, men det var jeg overhovedet ikke interesseret i.
Vi taler ikke længere om hans beskyldninger, men alt det her har sat sig dybt i mig, og det går ud over vores forhold. Lige nu har vi det skidt sammen. Måske skyldes det, at jeg ikke kan lægge hans beskyldninger bag mig. Han er meget væk og lever sit eget liv og kommer og går, som det passer ham.
Fornylig kom jeg også til at se en besked, han havde modtaget fra én, der ikke skrev noget særlig pænt om mig. Jeg er så trist, tvær, gal. Gal på mig selv, fordi jeg ikke får talt om problemet, fordi jeg er så konfliktsky. Han er derimod ekspert i diskussioner og kan være nedladende, og så lukker jeg fuldstændigt af. Hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til samtale for at bringe den følelsesmæssige intimitet tilbage
Det virker til, at det forhold, som du levede i med din afdøde mand, var et overordentligt sundt et af slagsen. Et forhold, hvor I brugte jeres kræfter på at være der for hinanden i stedet for at pille hinanden ned.
Af den grund forstår jeg da godt, hvis du nu er forvirret, for du er jo heldigvis slet ikke vant til at blive mistroet og anklaget ud af det blå og heller ikke vant til at blive mødt med nedladenhed, hvis du forsøger at tale om problemerne.
Derfor kan jeg også godt forstå, at du har det skidt, men jeg forstår så ikke, at du bebrejder dig selv for, at det er sådan. For du har jo intet galt gjort, det er din kæreste, der opfører sig grænseoverskridende. For grænseoverskridende er det at beskylde dig for ting, du ikke har gjort, og grænseoverskridende er det også, når din kæreste efterfølgende stikker dig en hurtig undskyldning og så ellers er videre.
Tarveligt er det også, når han piller dig ned, hvis du insisterer på at diskutere jeres problemer. Det burde han være sig bevidst, men det er han ikke, han lader som ingenting og virker ikke specielt optaget af, hvordan du har det. Den adfærd laver han sikkert ikke om på, så skal jeres forhold ændres og du få det bedre, så må du selv sørge for, at det sker.
Her synes jeg, at du skal starte med at fortælle din kæreste, at du trænger til at få talt ordentligt om, hvordan I har det, for det gør man altså i et godt forhold. Gør ham her klart, at det kun kan ske, hvis han dropper sine nedladenheder og i stedet slår ørerne ud og finder sin følsomhed frem.
Jeg kan nemlig godt forestille mig, at hans underlige beskyldninger har rod i en mistro, som han slæber med sig fra sit tidligere ægteskab, der lyder ret turbulent.
Men alt det, kan du kun få svar på, hvis I to kan finde den følelsesmæssige intimitet igen. Er han ikke interesseret i det, så er du bedre stillet alene. For intet sted kan man føle sig så ensom og ulykkelig, som i et forhold med et menneske, der ikke vil eller kan åbne sig for én.