Trist ung mand ligger på sin seng

Min kæreste har været mig utro med min bedste ven

Min kæreste og min bedste ven har været sammen. Jeg føler, at de begge har forrådt mig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere min vrede og hjertesorger, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om utroskab

Jeg er en fyr i starten af 20’erne, der for en måned siden opdagede, at min kæreste har været mig utro med min bedste ven i hvert fald to gange.

Jeg opdagede det, fordi hun pludselig fik en masse beskeder fra ham.

Jeg ville ellers aldrig tjekke hendes telefon, men hun havde pludselig været væk en hel nat, og jeg havde i det hele taget en fornemmelse af, at noget var galt. Min kæreste og jeg er kun lige flyttet sammen i vores nye lejlighed, der nu skal opsiges, og jeg bliver derfor nødt til at flytte hjem til mine forældre for en tid.  

Jeg har opsøgt min såkaldte ven, men han havde ikke meget at sige. Han er generelt en ven, der altid er der, når der er fest i luften, men sjældent, når hverdagen er grå. Jeg er fuldstændig knust og har lyst til at gøre nogle modbydelige ting ved ham, men jeg ved godt, det ville være åndsvagt og ikke hjælpe, og jeg vil jo gerne have en fremtid. Dog føles alting lige nu helt forfærdeligt, og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Har du et råd?

Vibeke Dorph råder til selvpleje

Kærestesorg og svigt kan gøre én sindssyg, jeg ved det, for jeg har i tidernes løb selv oplevet det lovlig mange gange. Jeg ved så også af erfaring, at selvom det er en voldsom og rædselsfuld følelsesstorm at være i, så forsvinder den lige så stille igen.

Du er så ekstra hårdt ramt, fordi det her er din kæreste og din såkaldte bedste ven, der har været sammen bag din ryg. Der er ikke meget godt at sige om det, og dog; For en ven, der er sammen med sin vens kæreste, er ikke en ven, der er værd at samle på, og en kæreste, der er sammen med sin kærestes ven, er det absolut heller ikke.

Man behandler hverken kærester eller venner på den måde, det vidner om en egoisme og en tarvelig karakter hos dem begge, og mennesker, der besidder den form for mentale brister, skal man ikke spilde sin tid på, og det slipper du så heldigvis også for fremover.

Derfor er mit råd til dig, at du nu bruger din tid fornuftigt. Plej dig selv og din hjertesorg og mind hele tiden dig selv om, at det er din ekskæreste og eks ven, den er helt galt med her, alt imens du virker til at have dit fine væsen og sunde fornuft i behold.

Pas godt på det og dig, forkæl dig selv, lad dig forkæle og trøste af andre, vær åben, og lad så tiden gå. Som sagt, hjertesorg er modbydelig, og den gør ondt, men den går altså også over.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.