Vibeke Dorph Brevkasse Min kæreste skaber kaos i mit liv

Min kæreste skaber kaos i mit liv

For to år siden flyttede vi sammen, men for et halvt år siden flyttede hun ud. Hun sagde, at hun havde brug for en pause. Så fandt vi sammen igen, men kort derefter slog jeg op. Nu er endnu engang kærester, men når jeg foreslår ting, vi kan gøre for at styrke parforholdet, siger hun nej. Jeg føler, der er for meget kaos og ubeslutsomhed i parforholdet, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om ubeslutsom kæreste

Jeg er en mand i 40’erne, far til en 11-årig datter og kæreste med en 10 år yngre kvinde, der selv er mor til to mindre børn. Min kæreste og jeg flyttede sammen for to år siden, men i november sidste år flyttede hun meget brat fra mig. Vi havde haft lidt problemer, og hun var også blevet uvenner med nogle veninder, hvilket påvirkede hende voldsomt. Hun sagde på det tidspunkt, at hun blot havde brug for en pause, men det trak ud, og jeg tog hende i at lyve, hvilket jo ikke gjorde vores forhold bedre.  

I januar begyndte tingene så at gå bedre, vi var som nyforelskede i et par måneder, men da hun stod for at skulle flytte hjem, bedyrede hun pludselig, at hun elskede mig, men ikke var klar. Jeg blev dybt ulykkelig, og efter en halv måned, hvor vi ikke sås, besluttede jeg mig for at slutte forholdet, så vi begge kunne komme videre. Der gik kun et par dage, så kontaktede hun mig grædende og sagde, at hun ikke kunne leve uden mig. Vi begyndte at ses igen, det gik fint, men igen trak hun sig, da vi skulle til at flytte sammen med en undskyldning om, at hun ikke kunne overskue det.

Jeg foreslog, at vi startede i parterapi, men det ville hun ikke. Jeg foreslog også, at vi helt stoppede forholdet, men det var slet ikke den vej, hun ville gå. Jeg har også foreslået, at vi tager på kæresteweekender uden børnene og forsøger at finde fodfæstet, men de gange, vi har skullet afsted, har hun brændt mig af. Jeg forstår intet af den her opførsel, jeg tænker, at hvis hun virkelig elsker mig, hvorfor vil hun så ikke arbejde på, at vi får det godt sammen?

Vibeke Dorph råder til at komme ud af forholdet

Du vil gerne have en familie, og ud fra alt, hvad jeg læser om dig i din mail, så er jeg sikker på, at du er helt klar til at få en sådan. Det samme kan jeg ikke sige om din kæreste. For hun skifter mening, som vinden blæser, hun vil dig, og når hun så har dig, så vil hun dig alligevel ikke. Hun virker dybt forvirret og rastløs, men hvad denne rastløshed dækker over, ved jeg jo ikke. Jeg bider dog mærke i, at hun heller ikke ønsker at gøre sit for, at tingene ændrer sig til det bedre. For hun takker nej til alle dine konstruktive forslag til, hvordan I kan komme videre. Hun vil ikke flytte hjem for at kæmpe, hun vil ikke gå i parterapi, hun vil ikke tage på kæresteweekend, det virker faktisk, som om hun slet ikke ønsker, at tingene skal ændre sig.

Det får mig til at mistænke din kæreste for at være et menneske, der (måske ufrivilligt) trives i kaos og derfor netop hele tiden også sørger for at skabe kaos omkring sig. Hun vil sikkert til hver en tid benægte, at det forholder sig sådan, men faktum er, at hun bliver ved med at sørge for at opretholde en kaotisk tilstand og intet som helst gør for, at det skal blive anderledes. En kvinde som din kæreste kan virke dragende og fascinerende, for der er aldrig ret mange grå hverdage i selskab med dem, men på den lange bane er de opslidende og usunde at leve sammen med.

Derfor er mit råd til dig, at du hurtigst muligt kommer ud af forholdet og i stedet kigger efter en mere moden partner, der vil det samme som dig; nemlig skabe en god, tryg og stabil familie. Evnen til at skabe en sådan, er jeg som sagt sikker på, at du besidder. Så brug dog de evner på en kvinde, der vil og kan det samme som dig og ikke på en, der ender med at slide dig ned.

Om Vibekes Brevkasse - nu på podcast

VibekesBrevkasse.jpg

I podcasten Vibekes Brevkasse kan du blive klogere på alt fra parforholdsproblemer til familiekonflikter og få gode råd til at håndtere svære følelser som svigt, jalousi og vrede. Her vil Vibeke Dorph, der er mangeårig brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, i selskab med journalist og vært Sara Wilkins nemlig gennemgå nogle af de mange dilemmaer, Vibeke har modtaget i årenes løb for at nå til bunds i nogle af de hverdagsproblemer, der fylder allermest hos danskerne.

Lyt til podcastserien her.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.