Portrætfoto af Mette Cornelius og hendes mand Jes Mortensen, der begge smiler til kameraet.

Fra kærester til kolleger: ”Vi skal stadig finde ud af, hvordan vi gør”

Efter to fyringer på én sommer besluttede parret Mette Cornelius og Jes Mortensen sig for at blive selvstændige og er nu direktører i samme firma. Det har haft konsekvenser for både familieliv og parforhold.

alt.dk logo

Det var som om, der var en større mening med det hele, da tidligere sportsjournalist Mette Cornelius blev fyret fra sit job hos Discovery.

Kun to måneder inden var hendes mand, Jes Mortensen, også blevet fyret fra sin stilling som kommunikationschef hos FCK. Mette Cornelius så deres krise som en mulighed for at gøre noget andet – sammen. 

Hun ville ud af hamsterhjulet og skabe et nyt arbejdsliv, og efter nogle overvejelser, var Jes Mortensen også med på sin hustrus idé. De besluttede sig for at starte deres egen virksomhed og blive forretningspartnere. Det har tilføjet et helt nyt aspekt til deres forhold, som både har fordele og ulemper med sig.

”Det har gjort en kæmpe forskel at have Jes som min nærmeste samarbejdspartner. Han er det menneske, der kender mig bedst udover min mor. Han forstår min ADHD, og han kan se, hvornår jeg ikke har flere kræfter, eller hvornår jeg bare kan flyve derudaf. Han ved for eksempel, at jeg glemmer at spise, når jeg har rigtigt travlt, og så sørger han for at smøre en sandwich til mig,” siger Mette Cornelius.

 

Nye sider af hinanden

Parret har også lært nye sider af hinanden at kende. Sider, som de før i tiden tog med på deres respektive arbejdspladser og efterlod der, når de tog hjem til familien.

”Vi har fået en anden respekt for, hvad hinanden kan. Det er sjovt, fordi vi har jo godt vidst, hvad hinanden har arbejdet med og været i samme branche, men det har udvidet vores blik for hinanden at få et indblik i, hvad det præcist er, den anden er god til,” siger hun.

To af parrets børn er diagnosticeret med ADHD, ligesom Mette Cornelius selv er, og har i perioder oplevet mistrivsel i skolen. Hvis de ringer hjem fra skole og er helt ude af den, er det ikke længere skamfuldt for Mette Cornelius at gå tidligere fra arbejde for at hente børn.

”Nu arbejder jeg med én, der elsker mine børn lige så højt som mig selv, så der er en anden forståelse og rummelighed i vores liv – både arbejdsliv og familieliv,” siger hun.

 

En balance i proces

Dog kan arbejdslivet hurtigt komme til at fylde meget, når man selv sætter rammerne og kan vende en ting eller to med sin partner på alle tidspunkter af døgnet.

”Vi kan snakke om arbejde på alle tidspunkter, så det kan være svært at slukke. Vi skal stadig finde ud af, hvordan vi tænder og slukker for arbejdet, så det ikke sniger sig ind klokken syv om aftenen, når vi står og smører madpakker – det er jo også irriterende for vores børn at høre på.”

Tilværelsen som forældre, kærester og nu også samarbejdspartnere er stadig i sin spæde start for parret, og de er endnu ved at finde balancen mellem alle tre ting.

”Lige nu er vi stadig i en fase, hvor vores firma er så nyt. Det er helt sikkert noget, vi skal være opmærksomme på – måske vi skal have lukketider, hvor vi ikke må snakke om arbejde.”

 

Kærester på ny

Arbejde har altid fyldt meget hjemme hos Mette Cornelius og Jes Mortensen. De har begge to haft skæve arbejdstider og brugt meget tid på at være forældre til børn med ekstra udfordringer.

”Vi har sgu nok været lidt dårligere til at være kærester med tre børn og to fuldtidsjobs. Jeg har i hvert fald været dårlig til at sige, at det er lige så vigtigt at vi tager ud og ser en storby og holder i hånden, fordi mit barn lider af angst, så snart jeg ikke er hjemme,” siger Mette Cornelius.

Som kolleger harmonerer deres kalendere i højere grad, og det er blevet nemmere for parret at finde små åndehuller i hverdagen nu, hvor de har tid til at være alene.

”Det er måske ikke så kæresteagtigt, men jeg købte fx noget frokost med hjem i går, og så satte vi os en halv time på en bænk ude i solen og spiste sammen. Det ville vi jo ikke kunne gøre i vores gamle hverdag,” siger Mette Cornelius, der tror på, at tiden til at være kærester kommer lige så stille i takt med at børnene bliver ældre, og hverdagen nu har taget en ny form.

”Det er længe siden, at det har været aktuelt eller relevant at tænke på, hvad vi skulle lave af kæreste-ting. Men vi fx snakket om at tage til Paris og se French Open i tennis. Jeg vil gerne ud at opleve noget, samtidig med vi er sammen. Det bliver ikke i år, for der har vi både en konfirmation og en flytning – men måske næste år…”

Mette Cornelius

  • Kreativ direktør i medievirksomheden Human Touch Media
  • Vært på podcasten ”Den lyse side”
  • Tidligere sportsjournalist og -vært
  • Gift og samarbejdspartner med Jes Mortensen, som hun har tre børn med