Kan jeg tillade mig at flytte fra min deprimerede mor?
Min mor holder fast i bitterheden fem år efter, min far gik fra hende. Stemning derhjemme er ikke rar, og hun er altid træt og i dårligt humør. Jeg er blevet tilbudt at flytte ind hos min far, men jeg er bange for, at jeg svigter min mor, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om flytning og dårlig samvittighed
Jeg er en pige på 17 år, enebarn og vokset op i et trygt hjem med mine forældre. Desværre mødte min far for fem år siden en anden kvinde, som han forlod min mor for.
Min far og kæresten bor i dag i et hus tæt på os med hendes to børn, der er på alder med mig. Skilsmissen slog min mor ud, og hun er stadigvæk ikke kommet sig over den.
I starten gjorde jeg, hvad jeg kunne for at støtte hende. Jeg delte også hendes vrede mod min far.
Jeg er dog efterhånden begyndt at se tingene også fra min far side. Jeg har fået talt med ham, og han har fortalt, at han ikke følte, at min mor og han passede sammen, hvilket jeg godt kan se i dag. Min far er meget udadvendt og aktiv, mens min mor er det stik modsatte. Jeg har med tiden fået et fint forhold til mine to ”halvsøskende” og er i det hele taget glad for at være hos min far, hvor stemningen er lys, og alt ikke er så tungt.
Mit problem er, at det giver mig dårlig samvittighed over for min mor. Jeg er som sagt enebarn og bor fast hos hende, men jeg opholder mig mere og mere hos min far. Grunden: Min mor er altid træt og i dårligt humør, hun hænger fast i sin bitterhed, synes jeg, og hun er ikke kommet videre.
Min ”halv storebror” flytter nu hjemmefra, og jeg har fået tilbudt at flytte fast ind på hans værelse, hvilket jeg virkelig har lyst til, for jeg er har en gladere hverdag, når jeg er hos min fars familie. Min mor fornemmer godt, at jeg hellere vil være hos min far, og hun bebrejder mig det. Det gør ikke stemningen imellem os bedre. Så hvad gør jeg?
Jeg har ondt af min mor og ved, at det vil knuse hende, hvis jeg flytter. Samtidig skal jeg vel også tænke på mig selv?
Vibeke Dorph råder til at sætte sig selv først
Ja, du skal tænke på dig selv her. For hvad nytte skulle der være i, at du blev boende hos din mor, der nu på femte år hænger fast i sin bitterhed og ikke er kommet videre? Det vil da være spild af din gode energi, som allerede på egen sunde facon har hjulpet dig derhen, hvor lyset lige nu er, nemlig hos din far.
Jeg er personligt selv af den mening, at sætter vi børn i verden, så er vi også forpligtede til at være de bedste versioner af os selv. Ikke dermed sagt, at vi skal være lalleglade fra morgen til aften, men vi skal gøre vores for at være livsduelige og tydelige og på den måde vise vores børn vejen. Kan vi ikke det, så må vi søge hjælp til at komme videre, det har jeg selv måtte gøre brug af et par gange i mit nu efterhånden ganske lange forældreskab, og det med godt udbytte.
Her virker din mor til at have det anderledes. Hun hænger fast i sin vrede mod din far og har ovenikøbet forsøgt at gøre dig til medsammensvoren i den. Det er ikke kønt gjort af en forælder, der burde vide, at børn elsker begge deres forældre og har ret til det.
Derudover bebrejder hun dig, at du hellere vil være hos din far i stedet for at forholde sig til, hvorfor det er sådan og så gøre noget ved det. Den sure stol har din mor selv valgt at sætte sig i, men at forlange at du skal gøre det samme er ærlig talt sygt.
Døjer du alligevel fortsat med dårlig samvittighed, så få talt med din mor og fortæl hende venligt, hvorfor du må handle, som du gør, og at du synes, hun skal få noget hjælp til at komme videre.
På sigt vil du også langt bedre kunne være din mor en god støtte i den proces, hvis du ikke er en daglig del af den, men i stedet kan mødes med hende med overskud. Så afsted med dig!