Min mor vil ikke indse, at hun er syg

Spørgsmål om at sige fra over for sin mor

Der er en arvelig demenssygdom i min familie, og de seneste år har min mor udvist tiltagende besvær ved at huske. Hun er distræt, har svært ved at styre sine følelser og er svær at tale med om ting udover dagligdagsting, da hun oftest glemmer tråden i en samtale. Jeg har desuden oplevet hende hæve stemmen over for min lille datter, hvilket jeg sagde fra overfor.

Derfor har jeg hidtil undgået at lade min mor passe vores fireårige datter. Jeg har også undgået at tage emnet op med min mor, da jeg ved, at hun ikke vil acceptere eller forstå min begrundelse. Flere i familien har forsøgt at tale med min mor om at søge læge og få hjælp. Min mor har hver gang reageret ved at blive fornærmet, undgå folk i en periode for dernæst at lade som ingenting.

Fornylig spurgte min mor mig så om, hvorfor hun aldrig måtte passe vores datter. Jeg måtte jo så fortælle hende, at jeg ikke var tryg ved det på grund af de udfordringer, som jeg har beskrevet ovenfor. Min mor blev rasende og gik. Jeg skrev senere på dagen til hende, at vi kunne tale om tingene, når og hvis hun ønskede det. Hun svarede retur, at det var hun alt for såret til.

Mit dilemma er nu, hvad jeg gør, og hvordan vi kommer videre? Som jeg kender min mor, så ønsker hun ikke at gøre noget ved problemet. Udover min datter så er jeg også relativ nybagt mor til en lille søn, så jeg har nok at se til.

Vibeke Dorph om misforstået hensyn

Jeg har selv venner, der har haft demensproblemet tæt inde på livet via deres pårørende. Fælles for dem er, at de i dag alle ville ønske, at de ikke var gået rundt om den varme grød så længe, men i stedet langt tidligere havde gjort den pårørende klart, at der var noget galt, og at der derfor skulle handles. At det ikke skete, skyldtes misforstået hensyn over for et sygt menneske, der netop på grund af sin sygdom ikke var i stand til eller ville se sin lidelse i øjnene.

Det var ellers tæt på at få fatale konsekvenser for en del af dem: Én oplevede at brække sine ben efter et styrt på en trappe, en anden glemte at slukke for en brødrister og brændte derfor sit køkken ned, mens en tredje forsøgte at stige ud af en bil i høj fart på en motorvej. Alt sammen små katastrofer, der kunne være endt rigtig galt og været undgået, var der skredet ind tidligere.

Denne lille indledende svada kun fordi jeg synes, at det er så vigtigt, at du og din familie handler nu. For griber I ikke ind, så står I pludselig med et problem, der kan ligne et af de beskrevne scenarier ovenfor. Derfor tænker jeg da også, at du gør det rigtige, når du klart fortæller din mor, at nej, selvfølgelig kan hun ikke kan passe din datter i hendes tilstand. Det eneste forkerte, jeg sporer i din mail, er en snert af dårlig samvittighed og en tendens til at vise din syge mor nogle hensyn, hun i sidste ende ingen glæde har af. For slår du og resten af familien ikke i bordet, så gør I din mor en bjørnetjeneste, og I skal ikke bare opfordre din mor til at gå til lægen, I skal gå med hende derop. Så start med at gøre din mor klart, at det her er alvor, så prinsessenykkerne må hun starte med at droppe, de hjælper hende jo alligevel ikke på længere sigt. Tværtimod!

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.