"Jeg ved, at min mor vil blive ulykkelig, hvis hun opdager uvenskab imellem os, men jeg er nu der, hvor jeg er ved at gå ud af mit gode skind, så har du et råd?"
Jeg er en kvinde i slut 50’erne, der har et problem. Jeg har en søster, som er tre år ældre end mig, og sammen har vi to yngre voksne halvsøskende, som min mor fik med sin nye mand.
Min storesøster har altid været meget selvoptaget. Hun er typen, der har gået i terapi i flere år og efter egne ord arbejdet med sig selv. Hun har igennem mange år været vred på vores mor, til dels med rette.
Vores far forlod i sin tid vores mor, og indtil min mor mødte vores nu afdøde stedfar, var vores barndom ustabil. Min mor var deprimeret, hun havde travlt med at forsørge os, så ja, vi blev forsømte i de år.
Jeg har tilgivet min mor, for jeg ved, at hun gjorde sit bedste, og jeg ønsker ikke at leve et liv, hvor jeg bærer nag. Især ikke nu, hvor hun er blevet gammel. Min søster derimod er stadigvæk vred.
Det har resulteret i, at hun ikke vil hjælpe med at tage sig af vores mor og kun en gang har taget del i min mors flytning til en beskyttet bolig. Her dukkede hun op og var mere til besvær end en hjælp. Jeg og mine halvsøskende skulle konstant høre på udfald mod vores mor, og min gamle mor fik også sit at høre. Min søster opførte sig i mine øjne umodent og tarveligt.
Prikken over i’et var, da hun nogle dage efter ringede og begyndte at tale om et maleri, som hun gerne ville overtage, den dag vores mor er væk. Det alt imens mine søskende og jeg bruger tid på at hjælpe vores mor.
Jeg ved, at min mor vil blive ulykkelig, hvis hun opdager uvenskab imellem os, men jeg er nu der, hvor jeg er ved at gå ud af mit gode skind, så har du et råd?
- Dina
Vend det døve øre til, men...
Annonse
Det lyder ikke til at være en særlig dygtig terapeut, din søster er gået hos. For hvor denne burde have hjulpet hende med at bearbejde vreden mod jeres mor, så hun kan lægge den bag sig, så er det modsatte sket; Din søster er frosset fast i vreden, og det til stor gene for hendes omgivelser, men vel mest af alt for hende selv. For hvor må det dog være rædselsfuldt at bære rundt på så megen vrede og bitterhed i så mange år.
Nu håber jeg, at du har forsøgt at tage en rolig samtale med din søster om, at hun spilder sin tid og liv på at være så vred, og at hun derfor burde finde hjælp til at slippe af med vreden i stedet for at holde så krampagtigt fast i den. Har du ikke det, så gør forsøget.
Vend det døve øre til, når hun igen begynder at beklage sig over jeres mor, men hold fast i, at ingen, heller ikke hun, har glæde af vrede og bitterhed, så de følelser skal hun for sin egen skyld bestræbe sig på at slippe af med.
Vil hun ikke det, insisterer hun fortsat på at klamre sig til vreden, så er det hendes valg. Var jeg dig, så ville jeg her skabe større følelsesmæssig afstand til din søster, så du ikke tvinges til konstant at skulle tage del i al hendes galde.
Arranger dig i stedet med dine søskende omkring pasningen af jeres mor uden at delagtiggøre jeres søster. Jeg tror nemlig, at hvis din søster oplever, at der ikke længere er publikum til hendes teatralske teater, så vil luften gå af ballonen, og hun vil indse, at tiden er inde til, at hun får lagt sin vrede på hylden og i stedet komme videre med sit liv.
Skriv til Vibeke Dorph
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
