Razan blev giftet væk som 13-årig og fik et barn som 14-årig: ”Traumet følger mig stadig”

For nogle børn slutter barndommen tidligt. Det var tilfældet for Razan Haugaard, da hun som 13-årig blev tvangsgiftet væk til en voksen mand. 

Dengang boede hun i Irak og måtte indfinde sig med den skæbne, hendes forældre havde valgt for hende. 

Men Razan er ikke den eneste, der har stået i den situation – og fremover bliver det kun en realitet for endnu flere piger, eftersom Irak har valgt at sænke den seksuelle lavalder fra 18 år til 9 år.

Lauren var ved at dø, men lægerne kunne intet gøre: ”Jeg var ikke dødssyg nok til at få hjælp”

I Texas kan du melde din nabo, hvis du mistænker hende for planer om at få en abort, og modtage en stor dusør, og sundhedspersonale kan blive straffet med op til livstid i fængsel for at opfordre til eller foretage en abort. For amerikanske Lauren Miller blev abortloven hendes personlige mareridt, da hun måtte flygte ud af staten for at få hjælp, mens hun selv var meget syg.

"Det er så sygt, at man ikke kan sætte ord på det. Det bunder jo i en uvidenhed og en ligegyldighed overfor, hvad det rent faktisk koster en lille pige at blive tvangsgift. 

Det er 40 år siden, jeg selv blev det, og traumet følger mig stadig i dag. Mit nervesystem har været på overarbejde, siden jeg var barn, og hele mit liv har jeg taget afstand fra min egen krop.

Jeg har jo lært, at kroppen er tabuiseret og en slags handelsvare, så jeg har mentalt forsøgt at adskille mig fra den. Men min krop er i fysiske smerter nu, fordi traumet har sat sig. 

Jeg har abstraheret fra den i 43 år, men nu er jeg nødt til at acceptere den og forsøge at finde fred med den."

Kroppen som trussel

Da Razan var barn, gik hun i skole i en klasse med både drenge og piger, gik til gymnastik i fritiden, var sammen med sine venner og elskede at cykle. 

Men tingene ændrede sig markant, da hun fyldte ti år. 

Fra den ene dag til den anden begyndte Razans mor at opdrage hende på en helt ny måde. Nu blev hun spontant rettet på, når hun sad med spredte ben, blev bedt om at tie stille, når hun talte lidt for højt, og hun måtte heller ikke cykle længere. 

Moren fortalte hende nemlig, at Razan havde en såkaldt jomfruhinde, som kunne springe, hvis hun sad forkert på sædet. Hvis hun havde legeaftaler med sine veninder, skulle hendes bror følge hende derhen og overvære legen som kontrollant. 

Hun måtte ikke færdes alene længere.

"Min frihed blev langsomt taget fra mig, jo ældre jeg blev, og efterhånden blev min krop til den her tabuiserede ting, som jeg rent mentalt adskilte mig mere og mere fra. 

Jeg fik som barn ansvar for at beskytte min families ære via min krop, og det var et kæmpe pres. De første år af puberteten satte jeg forbindinger omkring mine bryster, så de så mindre ud, for jeg vidste, at jo større de blev, jo mindre frihed ville jeg få. 

Jeg frygtede min barm og min kropsbehåring, og det betød jo, at jeg tog afstand fra min krop. Mit køn og min krop var en trussel mod min frihed, så jeg forsøgte rent psykisk bare at være i mit hoved."

Razan vil ikke beskrive sin familie som specielt religiøs, for de følger umiddelbart kun muslimske traditioner på samme måde, som danskere er kulturkristne. 

Altså man lever ikke slavisk efter religiøse regler, men gør blot rent kulturelt det samme som andre i ens nærmiljø, og som man selv er opvokset med. 

Kvindesynet har rod i den irakiske kultur, forklarer Razan.

"Der var så meget social kontrol, at jeg mistede tilliden til mig selv, som om jeg ikke var i stand til at tage vare på mig selv. Jeg blev hele tiden observeret og beskyttet og fik at vide, hvordan jeg skulle opføre mig og fremstå overfor andre. 

Ene og alene fordi jeg var kvinde. 

Men fordi jeg var så ung, vidste jeg jo ikke hvorfor, og hvad det betød i den større kontekst. Jeg skulle beskyttes mod mænd, der prøvede at lægge an på mig, for ellers var min families ære på spil. 

Men jeg var bare et barn, så jeg tænkte overhovedet ikke på den måde. Jeg vidste ikke, at mit køn var en trussel mod mig selv."

Razan var 11 år gammel, da hun blev forlovet første gang. Hun formåede dog at bryde forlovelsen ved at spille sindssyg, da hendes kommende svigerfamilie kom på besøg for at møde hende. 

Hun kastede med sten, råbte og skabte sig, så familien valgte at trække sig fra aftalen.

"Jeg troede, at mine forældre ville bortadoptere mig, for vi talte ikke om, hvad det ville sige at være gift. Jeg var jo kun et barn, så jeg ville rent instinktivt bare blive hos mine forældre og søskende. 

Begge gange jeg blev forlovet, følte jeg mig virkelig svigtet og fravalgt. Efter min første forlovelse stræbte jeg også efter at blive bedst til alt, både i min skole og fritid, så mine forældre ville elske mig mere. Hvis jeg nu opførte mig helt perfekt, ville de måske beholde mig. 

Den følelse kæmper jeg stadig med i dag som 53-årig. Hvis mine venner for eksempel aflyser en aftale, føler jeg et dybt svigt. Så må det være mig, der er noget galt med, og jeg tænker, at jeg ikke er god nok. 

Jeg vil så gerne høre til, og hvis jeg nu optimerer og gør alting bedre, vil jeg måske være mere ønsket."

Et ansvar for familie og ære

Som 13-årig blev Razan forlovet igen, og denne gang bestemte hun sig for at stikke af. Hun ville forsøge at flygte fra sin skæbne, så grædende pakkede hun en rygsæk med de allermest nødvendige ting: Sine skolebøger og sovebamse. 

Mens hendes forældre løb rundt på husgrunden og ledte efter hende, gemte hun sig i et lille skur ude i vindruemarken. Og da der endelig var fri bane, tog hun bussen hen til sin moster, som lod hende bo der nogle få dage.

"Efter noget tid kom min onkel for at tale med mig. Han sagde, at han godt kunne forstå, at jeg var sur, men at jeg ville redde hele min familie, hvis jeg giftede mig. ”Prøv at kigge på din familie”, sagde han. 

”Din far har ingen penge, så hvis du gifter dig, kan du sørge for, at dine søskende kan gå i skole, og dine forældre kan betale deres husleje”. Hvis jeg valgte at gifte mig, ville min familie få guld, gaver og et beløb svarende til en halv million kroner. 

Så pludselig fik jeg et ansvar, som jeg slet ikke burde bære. 

Samtidig sagde min mor, at jeg var egoistisk, hvis jeg ikke giftede mig, fordi mine søskende ikke kunne gå i skole, og min bror ville blive sendt i krig.

Jeg blev manipuleret til at tro, at jeg ene og alene skulle redde hele min familie, så uanset hvor bange og ulykkelig jeg var, blev jeg jo nødt til at gøre det."

Få plakaten og støt kampen

Forsiden af denne uges ALT for damerne er et maleri af kunstneren Kimia Bahari, som har iransk baggrund.

Vi har ud fra maleriet skabt en plakat, og hvis du kunne tænke dig at få et eksemplar og samtidig bakke op om arbejdet for kvinders vilkår ude i verden, kan du gøre det igennem disse to organisationer:

Sex & Samfund

PlanBørneFonden

Fra Razan accepterede sit kommende ægteskab, og til hun blev kørt op i bjergene for at blive gift, gik der kun en uge. Hendes kommende mand var omkring 30 år gammel, og det eneste, hun vidste om ham, var, at han var frihedskæmper. 

Dengang var det ildeset at gifte sine døtre væk til frihedskæmpere, så hun vidste også, at hun endeligt skulle sige farvel til sin familie. De måtte ikke besøge hende, og det viste sig også at blive et ”på gensyn”, der skulle vare rigtig mange år.

Faktisk var det ikke kun Razan, der ikke ville giftes. Det ville hendes mand heller ikke. Han hørte første gang om Razan, to dage inden hun ankom, så han havde planlagt et flugtforsøg. 

Men da de to mødte hinanden, var Razan iført en fin lyserød kjole og havde makeup på, og han syntes, hun lignede en uskyldig sommerfugl. 

Så han valgte at blive for at beskytte hende.

"Han var lige så meget et offer, som jeg var, og jeg tror, at vi begge to befandt os i en form for choktilstand. 

I de kommende dage følte jeg mig som publikum til mit eget liv. Jeg blev flyttet rundt på og blev gjort klar til brylluppet. De klædte mig på, gjorde mig i stand og fik mig til at ligne en voksen kvinde. 

Jeg kan huske, at de andre kvinder græd i solidaritet med mig, fordi de også mente, at jeg var for ung, og at det var et overgreb. Mine søstre græd selvfølgelig også, da de sagde farvel til mig, fordi de syntes, det var så skrækkeligt."

Razan husker især én ting, hendes søster sagde til hende, da de sagde farvel: Razan måtte ikke skrige eller slå fra sig, når hendes mand ville nærme sig på bryllupsnatten.

"Jeg vidste ikke, hvad sex var, så jeg tænkte: Hvorfor skulle jeg skrige? Ville han da slå mig? 

Min mor havde ikke snakket med mig eller forberedt mig på noget som helst. På selve bryllupsnatten blev jeg ført ind i et rum, hvor der lå en madras på gulvet med en hvid klud ovenpå. 

Jeg fik at vide, at min mand var instrueret i, hvad han skulle gøre, så jeg skulle bare følge ham. Selvom jeg vidste, at jeg ikke måtte skrige og kæmpe imod, gjorde jeg det alligevel med det samme, han kom ind. 

Jeg var så frygteligt bange."

Hendes mand satte sig hos hende, mens han også selv begyndte at græde. Han havde ikke lyst, men folk ventede udenfor og forventede at se den hvide klud med blod på. 

Hvis han kom ud uden den, ville de ikke tro på, at Razan var jomfru, og det ville skade hele hendes familie. Og hvis han som mand nægtede at fuldbyrde ægteskabet, ville hans ære være beskadiget. 

Så Razan gav ham lov og forsøgte at adskille sin krop fra sit sind, mens det stod på.

Nybagt mor som 14-årig

Den første tid efter brylluppet var umådeligt hård, fortæller Razan. Faktisk får hun stadig tårer i øjnene, når hun skal fortælle om det.

"Hver eneste nat var jeg utrøstelig og græd, fordi jeg savnede mine forældre, søskende og venner så meget. Hvordan kunne de gøre det mod mig? Jeg følte mig helt alene i verden med en fremmed mand, jeg ikke kendte."

Men Razan fik med tiden skabt sig en hverdag, side om side med frihedskæmperne. Hun deltog i de daglige rutiner og stod for at drive deres hjem. 

Hun lærte også at skyde, hvis hun en dag skulle forsvare sig selv. Hendes ægteskab var venskabeligt.

Han var høflig, sjov og kærlig og hjalp altid Razan med de ting, hun ikke havde lært hjemmefra. 

Det var kun om natten, når hun skulle give sin krop hen, at hun ikke kunne lide ham, og en dag blev hun syg. Da en læge undersøgte hende, stod det klart, at 13-årige Razan var gravid.

"Jeg havde ikke engang fået min første menstruation, da jeg fik at vide, at jeg var fire måneder henne. 

Jeg græd helt vildt. Jeg havde passet mine søskende hele min barndom, så jeg sagde, at jeg ikke ville have flere børn. Tanken om at få mit eget barn var simpelthen frygtelig."

Men måneder senere fødte Razan sin datter. Fødslen var hård og opslidende, for hendes krop, der knap nok var gået i puberteten, var ikke klar til at gennemgå en fødsel, hverken fysisk eller mentalt. 

Men da hun lå med sin datter på brystet, gav det hele pludselig mening, siger Razan. Alt det, hun havde gennemgået, havde nu fået et formål.

"Indtil da havde jeg følt mig som et offer, men pludselig var det anderledes. 

Jeg blev voksen. 

Hele den kamp var nu for min datter, og alt det seksuelle, jeg syntes var så grimt, var hun pludselig et produkt af. Hun blev min redning i det hele. Jeg krammede hende så hårdt, da hun blev født, at min svigermor troede, at jeg var ved at kvæle hende.

Men hun var mit lys."

Som nybagt mor var Razan i tvivl om alt, og hun kunne ikke længere spørge sin mor, søskende eller veninder til råds. Desuden var hun selv i puberteten og var konstant træt, så hun husker bl.a. en episode, hvor hun vågner om natten ved, at hendes mand har taget hendes bryst frem for at amme babyen. 

Hun var ikke selv vågnet af det sultne skrig. 

Generelt var hun fremmed over for de fleste ting, der hørte moderrollen til.

"Den eneste kvinde, jeg kunne spørge til råds, var min mands brors kone, men hun hånede mig altid og fortalte mig, hvor dårlig jeg var til alle mine opgaver. 

Hun syntes ikke, jeg gjorde tingene godt nok, og nedgjorde mig. Det skøre var, at hun selv havde en datter på min alder, men hun fik stadig lov til at være barn. 

Hun måtte spille klaver og lege, mens jeg skulle passe børn og ordne hus. Jeg havde bare lyst til at være fri ligesom hende."

En vej ud af ægteskabet

Da Razans datter var seks måneder gammel, begyndte Saddam Husseins kemiske bomber at regne ned over landet, og familien var nødt til at flygte. 

Om lidt er ”The Handmaid's Tale” tilbage – især én ting gør den nu endnu mere uhyggelig

Praise be, fantastiske Elisabeth Moss er tilbage i rollen som revolutionære June i sjette og sidste sæson af ”The Handmaid's Tale”.

Først til Iran i et par år, hvor Razan igen blev gravid og fødte en søn som 16-årig, og senere videre til Danmark. Og allerede fra første dag kunne Razan se, at kvinder havde helt anderledes levevilkår her i landet.

"De danske kvinder var frie, selvstændige og turde sige deres mening, og det var en åbenbaring for mig. 

Bare dét, at de kiggede mænd i øjnene, når de talte, var anderledes end i Irak. Jeg var opdraget til at slå blikket ned i respekt, når jeg talte med fremmede mænd. 

Jeg havde heller ingen identitet eller personlighed, da jeg kom til Danmark. Jeg var vant til, at jeg som individ ikke var vigtig, men at jeg kun var noget i kraft af, hvem mændene i min familie var, og hvad de havde opnået. 

Mit syn på mig selv ændrede sig fuldstændig."

Razan startede i skole, lærte det danske sprog og fik nye venner, og jo mere hun udviklede sig, jo mere frygtede hendes mand at miste hende. 

Han kunne ikke altid relatere til hendes nye liv, og han havde selv sine traumer at kæmpe med.

"Min mand var umiddelbart meget forstående, da vi kom til Danmark, så han heppede på min succes, opfordrede mig til at studere og tog mig endda med på stranden og købte en badedragt til mig. 

Men det danske system greb ikke ham på samme måde som mig, så jo mere dansk og fri jeg blev, jo mere kontrollerende blev han. Jeg blev optaget af kvinderettigheder og ligestilling, og jeg kom nok til at efterlade ham bag mig. 

Så da jeg fyldte 25, valgte jeg at blive skilt fra ham."

Razans mand var uforstående og ulykkelig over hendes beslutning, men han accepterede det. Desværre var det helt anderledes for hendes kusine. 

Da de i sin tid flygtede til Danmark, fulgtes de ad med Razans kusine og hendes mand, som også var frihedskæmper. Razan endte tilfældigvis i Danmark og kusinen i Sverige. 

De følte sig som søstre, så op til hinanden og var fortrolige, så da Razan forlod sin mand, blev kusinen inspireret til at gøre det samme.

Hun endte på et krisecenter med parrets to sønner, og en dag dukkede manden op for at aflevere sønnernes legetøj. Razans kusine satte sig ind i bilen til sin eksmand, og så skete det ubærlige: Han stak hende ihjel med en kniv. 

Hans ære, som mange irakiske mænd sætter højere end alt andet, var blevet krænket.

"Det er på grund af hende, at jeg har dedikeret mit liv til at sætte fokus på æresrelaterede konflikter og drab. 

Jeg skylder hende at kæmpe den kamp for alle kvinder, der er undertrykte og forsøger at løsrive sig fra et liv, de ikke selv har valgt. 

Min kusine var en engel, og det eneste, hun gjorde, var at kæmpe for sin egen frihed. 

Derfor er det også så vigtigt, at hele verden retter øjnene mod Irak lige nu, hvor den seksuelle lavalder er sænket til kun 9 år.

Det er små pigers liv, der står til at blive ødelagt af voksne mænd, og de får traumer, der aldrig nogensinde kan hele."