Skal jeg flytte tilbage til mine børn?
Jeg har selv valgt at flytte til en anden landsdel, men jeg savner mine børn og er ulykkelig over afstanden til dem, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om at flytte efter sine børn
Jeg er 53 år gammel og flyttede for et år siden fra den ene landsdel til den anden for at bo med min kæreste, som jeg har kendt i et par år. Mine to børn på 20 og 23 år var i forvejen flyttet til en større og mere uddannelsesvenlig by med deres far, og det var en beslutning, jeg bakkede dem 100 procent op i.
Jeg tænkte dengang, da jeg flyttede, at afstanden skulle vi nok klare, men nu er der gået et år, og jeg føler mig følelsesmæssigt revet i stykker. Jeg savner mine børn og er ulykkelig over afstanden til dem. Min datter på 22 år er ved at flytte sammen med sin kæreste, og min søn bliver student til sommer og står foran et sabbatår, så de har jo masser at se til, så det er ikke så tit, vi ses. En stemme i mig vil flytte efter dem, en anden stemme siger, at jeg jo ikke ved, hvor de ender med at slå sig ned, og at jeg ikke kan bruge mit liv på at flytte efter dem.
En anden side af historien er, at min kæreste og jeg har lidt udfordringer. Min kæreste er meget firkantet, brokkende og svær at få op af sofaen. Han tager intet initiativ, og han forventer, at jeg tager mig af rengøring, madlavning, tøjvask m.m. Planen er dog, at vi skal finde en anden fælles bolig, så vi begge får ejerskab over ”vores” hjem. På den anden side er han den bedste mand, jeg har haft i mit liv.
Han elsker mig og giver flere gange dagligt udtryk for det, og vi er gode til at hygge os, lege og grine. Jeg har fortalt ham om min tvivl om, hvorvidt jeg skal blive eller flytte tilbage til mine børn, hvilket jo har sat ham i en venteposition – ”er jeg købt eller solgt” – og det hjælper jo ikke på det hele. Hvad gør jeg?
Vibeke Dorph om at bygge sit liv op
Du skitserer to problemer i din mail. Det ene handler om savnet efter dine børn, det andet om forholdet til din nye kæreste. Når det handler om dine børn, så tror jeg, at du meget let risikerer at stå med følelsen af ikke at være en del af deres liv – også selvom du flytter tilbage til dem. Jeg står selv i samme situationen som dig med børn, der er rykket hjemmefra. Og selvom de til forskel fra dig bor tæt på mig, så er det ikke meget, jeg ser til dem.
Jeg syntes i starten, at det føltes utroligt ensomt, at de ikke længere var en daglig del af min hverdag. Jeg trøstede mig dog med, at det jo lige præcis er sådan, det skal være. De skal i gang med deres eget liv, og det er jo kun et tegn på, at man har gjort dem klar til det, når de så ubekymrede smutter. På mig lyder dine børn til at være robuste, og det er jo fint, men jeg frygter derfor også, at du vil føle dig hægtet af, selvom du flyttede tilbage.
De problemer, du har med din kæreste, lyder i mine øjne til at ligne dem, de fleste har, når de er i et nyere forhold. Den første forelskelse har lagt sig, tågesløret er væk, og man ser hinandens fejl og mangler klart. Dog bider jeg mærke i, at du elsker din kæreste og også nyder jeres samliv. Her er det så bare, at din længsel efter dine børn blander sig, og der er det så, at du skal huske på, at tingene ikke bliver som før, blot fordi du flytter tilbage.
Derfor ville jeg da give det forhold en chance. Lad dine børn om at bygge deres liv op og koncentrer dig om at gøre det samme selv. Jeg er sikker på, at dine børn hellere vil have en glad mor, som de måske ikke ser så tit, end en mor, de har dårlig samvittighed over, fordi de ikke føler, de tager sig nok af hende. Jeg er også helt overbevist om, at I, som de fleste andre voksne børn og forældre, nok skal finde en ny måde at være sammen på med tiden.