Skal jeg opgive drømmejobbet for forholdets skyld?
Jeg er så heldig, at mit job er intet mindre end mit drømmejob. Problemet er bare, at arbejdstiderne ikke passer med mit privatliv, og det har min kæreste et problem med. Han siger, at det direkte er med til at ødelægge vores forhold, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om drømmejob, som kan koste forholdet
Jeg har efter en del års sygdom kæmpet mig tilbage og fundet mit drømmejob. Problemet er, at mit job ligger en times kørsel væk, og at jeg to-tre gange om ugen har aftenvagter samt en weekendvagt hver ottende uge. Jeg har to børn på 12 og 13, mens min kæreste har en datter på 14. Mine børn er hos os på en 9/14-ordning, mens hans datter er her fem dage hver 14. dag.
Jeg mødte min kæreste samtidig med, at jeg fik mit job. Han er min drømmemand, og vi har været meget glade for hinanden. Vi har fælles interesser og elsker at lave ting med børnene og er meget sociale.
Min kæreste er dog også et stort familiemenneske og vil have en hverdag, hvor vi spiser sammen hver dag – altså en hverdag, som jeg ikke kan give ham lige nu. Jeg bruger alle mine fridage på at gøre rent, vaske tøj, rydde op og ordne praktiske ting, alligevel er han ikke tilfreds.
For han er sur over mit arbejde, han mener, at jeg er egoistisk, og han har derfor bedt mig sige jobbet op. De to-tre hverdagsaftener, hvor jeg er hjemme, insisterer han nu på at gå ud og ses med venner. Det betyder, at vi aldrig er sammen, og at jeg heller aldrig kan komme af sted.
Han siger også, at de dage, hvor han er alene med børnene, dræner ham. Det er ved at ødelægge vores forhold, så kan du hjælpe? Og er jeg egoistisk, fordi jeg har aften- og weekend arbejde?
Vibeke Dorph at lytte til hinanden
Jeg synes da, det må være skønt at leve i et forhold, hvor du og din kæreste ikke sidder lårene af hinanden. Men det er min mening, og det lyder jo ikke til, at din kæreste har det sådan. Det er ærgerligt, men det er sådan, han har det, og det må du forholde dig til.
Gør du ikke det, så er du faktisk en lille smule egoistisk. For I bor i forvejen i en sammenbragt familie med ind-og-ud-ad-døren-børn, og det er også din kæreste, der to-tre hverdagsaftener hver uge står for at passe og tage sig ikke bare af sit eget, men også dine to børn. Igen, det kan du og jeg måske ikke se et problem i, men sådan har han ikke lyst til at leve, så det må du respektere og tage alvorligt.
Respekt og alvor er bare ikke lige de ord, der falder mig ind, når jeg læser, hvordan I takler problemet lige nu. For det nytter ikke, at din kæreste straffer dig med tavshed og fravær, mens du negligerer alvoren i det, han siger. I kan kun løse jeres problemer, hvis I begge to har mindre travlt med at bringe egen dagsorden på bane og i stedet slår ørerne ud og lytter til hinanden.
Kan I finde ud af det, så kan det jo også være, at din kæreste når frem til, at det er mere berigende at have en glad og travl kæreste, end en én, der godt nok er meget hjemme, men som sjældent er tilfreds.