Jeg har fået nok af min ondskabsfulde søster
En læser spørger, hvad hun skal stille op med sin søster, som kun taler om sig selv, og grimt om andre. Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse.
Læser spørger, hvordan hun kan holde en pause fra sin søster:
Jeg er en kvinde på 68, år som har en 10 år ældre søster.
Vi har aldrig været særlig tætte og har også levet vidt forskellige liv.
Min søster har altid været småvred på mig, jeg har lagt øre til mange grimme bemærkninger gennem tiden, men jeg har som regel slået det hen og tænkt, at hun ikke selv har haft et let liv, fordi hun var gift med en alkoholiker.
Da han levede, klagede hun konstant over, hvor hårdt det var at leve med ham, og hvor heldig jeg var med min mand. Da han så døde, begyndte hun at beklage sig over, at hun nu skulle alt selv, og at mit liv jo bare var en dans på roser.
Jeg har igennem årene virkelig prøvet at ignorere min søsters vrede, bitterhed og ondskabsfulde bemærkninger, ligesom jeg prøver at overhøre det, når hun bagtaler andre. Det sidste gør hun nemlig ofte, hun taler i det hele taget sjældent pænt om nogen.
Hun hører heller aldrig efter, hvad andre siger, men taler kun om sig selv.
Jeg har en enkelt gang forsøgt at sige fra. Det var til et selskab hos os, hvor min søster var så ondskabsfuld over for mig, at min svigermor fik nok og tog hjem.
Jeg prøvede bagefter at tale med min søster om hendes opførsel, men hun lod som ingenting og nægtede at tale om episoden.
Nu er jeg der, hvor mit bæger er fuldt, for jeg kan ikke klare at høre mere på al hendes jammer om, hvor synd det er for hende, og hvor nemt alle andre har det efterfulgt af ondskabsfulde bemærkninger om dem.
Jeg har derfor brug for at holde en pause fra min søster, men jeg ved ikke, om jeg kan tillade mig det, og hvordan jeg griber det an?
Jeg har (heldigvis kun få gange før) ”slået op” med enkelte venner, men her har jeg gjort det ordentligt og diskret. Det er bare ikke så let, når det handler om min biologiske søster, så har du et råd til, hvordan jeg griber det an?
Vibeke Dorph råder til at øve sig i at sige fra på en venlig og bestemt måde:
Medlidenhed er et smukt menneskeligt karaktertræk, men medlidenhed har det også med at gøre mere skade end gavn, hvilket lyder til at være tilfældet her.
For jeg kan ikke lade være med at tænke, at din søster alt for længe har fået lov til at opføre sig så hæmningsløst, fordi hendes omgivelser har haft ondt af hende og set hendes selvmedlidenhed og udgydelser mod andre som et tegn på egen indre afmagt.
Derfor har I alle båret over med hende, hverken til glæde for jer selv, men faktisk heller ikke for din søster. For ved tavst at affinde jer med hendes selvmedlidenhed, hendes ynk og hadefulde udbrud, så er hun bare fortsat ud ad den vej i stedet for at ændre kurs.
Nu skriver jeg ikke det her for at give dig og andre skyld og ansvar for din søsters opførsel, for det ansvar har hun kun selv.
Jeg synes dog, at det er positivt, hvis du nu har fået nok og endelig handler derefter. I stedet for at cutte helt med din søster, så vil jeg i første omgang opfordre dig til at begynde at opføre dig over for hende, som du ville gøre det over for alle andre, du er tæt på.
Hold her op med at vende det døve ører til, men sig til din søster, at du også har dit at se til, du har derfor ikke overskud til at agere affaldskurv for alle hendes udgydelser.
Øv dig i det hele taget til at sige venligt og bestemt fra. Ja, det er svært i starten, men du vil hurtigt vænne dig til det, blot du altid gør det i situationen – altså, når din søster siger noget konkret, som du så gør hende opmærksom på, at du ikke vil lægge ører til.
Bliv så ved med at stå op for dig selv og forlang af din søster, at hun langt om længe finder kammertonen frem.
Skønt vil det jo være, hvis hun så finder en blidere og venligere måde at være her i verden på, men skulle det ske, at din sure søster bare bliver endnu mere sur og derfor dropper dig, så er dit problem på en måde også løst ad den vej.