Katherine Diez

Katherine Diez: "Jeg har ret til min egen fortælling og min egen historie"

Sådan sagde tidligere influencer og kulturkritiker i podcasten Tungdom i 2023. Nu er hun aktuel med sin egen historie i bogen, 'I egen barm. "Det er mine ord, min historie og min vej tilbage til livet," skriver hun.

Besøgte du Katherine Diez' Instagram-profil omkring nytårsskiftet, så alt lykkeligt ud. Hun poserede med kæresten Adam Price i køkkenet og var til Opera i Wien. Men kort tid efter startede en voldsom mediestorm for den tidligere influencer og kulturskribent. Det kom nemlig frem, at hun i sit arbejde for bl.a. Berlingske havde plagieret andre i sine tekster.

En sag som hun undskyldte for på sin Instagram-konto, men som også endte med at koste hende forholdet til tv-kokken. Og så blev der ellers stille fra 35-årige Katherine Diez – lige indtil i går aftes, hvor hun postede sit første opslag i otte måneder. 

"Mine ord, min historie, min vej tilbage til livet. ‘I egen barm’ udkommer 1. oktober," står der til billedet af bogens forside.

På bogens bagside står der, at hun som barn var rædselsslagen for at begå fejl. Siden forsvandt hun ind i en drømmeverden, hvor intet måtte gøre ondt. 

"Jeg ville gøre alt for kærlighed, hvor kaotisk den end var," står der.

I et interview til Politiken fortæller hun, at hun har skrevet bogen for at komme videre med sit liv, og at ambitionen  har været at fortælle det hele. Det betyder, at hun både kommer ind på et kokainmisbrug, voldsomt ubehagelige seksuelle oplevelser, en til tider utryg barndom uden for Aarhus, en giftig mediebranche og en spiseforstyrrelse.

"Mest af alt har jeg snydt mig selv. Det har jeg gjort hele mit liv, når jeg har higet efter anerkendelse fra nogle særlige mennesker, et særligt miljø. Det er det, jeg har lært i de her måneder. At det ikke er godt at værdisætte sig selv ud fra andres anerkendelse," siger hun til Politiken.

Forventningspresset

I juni 2023 gæstede Katherine Diez ALT for damernes podcast, Tungdom. Her fortalte hun ærligt om en barndom med meget kærlighed, men som også bar præg af mange ambitioner og forventninger på hendes vegne.

"Det er jo noget, som jeg ved er opstået af kærlighed. Sådan er det jo typisk fra ens forældre, når de ønsker det bedste for deres børn, og det gør de fleste forældre. Men man kan måske kritisere og skubbe for meget på og ønske for meget for ens børn. På en måde, så det faktisk kammer over i noget, der bliver for stort et pres, som man ikke kan leve op til. Jeg blev enormt selvkritisk i en meget tidlig alder, fordi jeg måske oplevede nogle af de her ting, tror jeg," siger hun i podcasten.

I podcasten fortæller hun også om et Instagram-post, som hun lagde op på Fars dag, hvor hun forklarer, at hun har brudt med sin far.

"Hele min færden i medierne og i det offentlige er præget af en enorm sårbarhed, fordi jeg selv er et sårbart menneske. Men jeg stiller mig alligevel ud og ved, hvilke konsekvenser det her muligvis kan have. Så jeg er i forvejen vant til at udsætte mig selv for ting, som kan gøre mig sårbar. Men jeg har en klar grænse, som handler om mit privatliv. Så jeg kan åbne lidt op for en lille ventil, hvor jeg kan komme med noget fra mit privatliv, i det her tilfælde med min far, som er en historie, som jeg ved rigtig, rigtig mange kvinder derude kan genkende. Det var min motivation at gå ud og sige, at jeg har ret til min egen fortælling og min egen historie."

Katherine Diez' egen historie er nu udkommet, og man kan fristes til at sige, at når det handler om hende, går det aldrig stille for sig. Artikler og kommentarer er der i hvert fald mange af i dag.