Da Dittes hoved ramte asfalten, blev hendes liv ændret for altid

Kære hjernerystelse.......

Det er præcis et år siden, at vi to lærte hinanden at kende, efter jeg en kold novembermorgen lige inden krydset, hvor Jagtvej og Tagensvej mødes, knækkede min kæde og faldt. Mit hoved ramte asfalten, og det sorte styr endte i mit øje. Hvis jeg bare havde ladet være med at træde ekstra hårdt i pedalerne, fordi jeg absolut skulle nå over, inden det gule lys blev rødt, ville jeg aldrig have ligget lige dér, opløst i gråd og med fremmede folks duppende fingre på min pande.

"Hvor mange fingre er der her?"

"Hallo?" "

"Ring efter hjælp!"

Jeg blev spurgt om de samme ting igen og igen og igen, lige indtil ambulancen kom. Det eneste, jeg husker fra hospitalet, var lægernes konstante spørgsmål: "Havde du hjelm på?"

"Nej," måtte jeg indrømme skamfuldt.

Jeg var på ingen måde forberedt på, hvor meget mit klodsede cykelstyrt skulle ændre mit liv. De første tre måneder var de kedeligste, jeg nogensinde har oplevet: Vintermørke, uendelige podcasts og panodiler i spandevis. Jeg sov over halvdelen af døgnet væk og kunne ikke være social.

Ret tidligt i processen gik det op for mig, hvor lidt viden vi har om hjernerystelser, og at både lægelige råd og husråd ofte var forskellige og forvirrende. Det eneste, alle har været enige om, er, at der aldrig har været flere hjernerystelser end nu. Og hvorfor så det? Er vi blevet mere klodsede? Næppe. Er vejene blevet glattere om vinteren? Næppe. Det må være fordi, at de bedste råd mod disse rystede hjerner, er ro og skærmfrie dage, hvilket virker tæt på umuligt at efterleve i et nogenlunde normalt liv anno 2016.

I dag har smerterne fortaget sig, men jeg er stadig ikke færdig med mit studie, som er blevet trukket i langdrag. Jeg kan ikke drikke alkohol og feste med mine venner, som jeg gjorde det gør i tiden. Jeg kan ikke gå i biografen på grund af lyset. Generelt er blinkende lys, hvad end det er på et diskotek eller til en koncert, bandlyst mange år frem i tiden. Jeg må stadig ikke arbejde ved en skærm. Jeg sover midt på dagen hver dag, og jeg kan kun læse bøger i kortere tid af gangen.

Selvom du, kære hjernerystelse, har været træls, smertefuld og besværlig og åh gud, du har krævet din søvn og dine ofre, tror jeg ikke, at jeg ville have været dig foruden. Du satte en stopper for mit pulserende hvor-hurtigt-kan-jeg-gøre-alting-liv og tvang mig til at reflektere. Mit ellers fremdriftsbefængte studieliv blev pludselig skruet ned og strakt ud – og nu har det faktisk taget en anden drejning, end jeg oprindeligt havde planlagt.Jeg anerkender dig altså, hjernerystelse, som et element i mit 25. år, som på en skæbneagtig måde alligevel fik en retmæssig plads i livsbanen, men jeg synes alligevel, du skal lade andre mennesker være.

Brug hjelm, venner, vil I ikke nok?

Ditte kort tid efter sit styrt. 

LÆS OGSÅ: Knap 4.000 kvinder har delt billeder af deres "deller" på maven

LÆS OGSÅ: Opråb fra "perkernes Tine Bryld": "Jeg er også barn af Danmark"

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave