Kender du 50-30-20-reglen? Anna-Sophie mener, den kan sikre din økonomiske fremtid
Flere af os burde have et nytårforsæt, der handler om at snakke om penge og optimere sin økonomi, mener Anna-Sophie Hartvigsen fra Female Invest. Hun kommer her med tips til, hvordan du kan få bedre styr på dine budgetter og investeringer i 2024.
Hvorfor bør kvinder sætte sig mere ind i økonomi i 2024?
"Kvinder skal interessere sig mere for deres økonomi, fordi det ikke bare handler om penge til at have det sjovt for.
I et større perspektiv handler økonomi om frihed, uafhængighed og muligheden for at træffe store beslutninger selv.
Danske kvinder har i gennemsnit færre penge end mænd, dels pga. lavere løn, perioder med barsel og mere deltidsarbejde. Men faktisk skyldes det også, at vi ikke forvalter vores penge lige så godt, som mændene gør, og det er der behov for, at vi bliver bedre til. Blandt andet ved vi, at når kvinder bliver skilt, er de i gennemsnit 40% dårligere økonomisk stillet end deres partnere, og 80% af kvinder dør som singler, fordi deres mænd går bort før dem. Og når det sker, får størstedelen af kvinder negative økonomiske overraskelser.
Man skal tænke på, at ens partner ikke nødvendigvis er bedre til at styre økonomien, end man selv kan komme til at blive. Faktisk viser undersøgelser, at kvinder er bedst til penge, både når det kommer til investering og til at styre et budget. Derfor bliver vi nødt til at stille de helt basale spørgsmål, som hvad sker der, hvis vi bliver skilt? Hvem får hvad? Hvilket navn står på huset og lånene? Hvad med pension?"
Hvilke økonomiske overvejelser bør man gøre sig, når et nyt år starter?
"Hvis man ikke ved særlig meget om økonomi, er det en god idé at blive klogere på det. Læs op på, hvordan man lægger et budget, hvad renter betyder og hvordan man investerer. Man behøver ikke at få en dybdegående viden om alt inden for økonomi, men det er altså en god idé at få et kendskab til de mest basale begreber, og hvordan tingene hænger sammen. Derefter er det en rigtig god idé at skabe sig et overblik over sin egen økonomi."
Hvad kan man ellers have som økonomisk nytårsforsæt?
"Jeg kan godt lide at stille mig selv spørgsmålet: Hvor vil jeg gerne være et år fra nu? Når man har sat sig et mål, skal man regne baglæns og finde ud af, hvad det kræver at nå det. Hvis du gerne vil have sparet 50.000 kroner op, skal du jo dividere beløbet ud på tolv måneder, så du kan se, hvor meget du skal lægge til side, hver gang du får løn.
På den måde kan du også finde ud af, om målet er realistisk. Kan du nå målet, som tingene ser ud nu, eller skal du skrue på dit budget? Når du har sat dit mål, er det også en god idé at evaluere og tjekke budgettet en gang om måneden eller måske hvert kvartal."
Hvis man har brug for at kigge på budgettet, hvad er dit bedste tip så?
"Mit bedste tip er at inddele sit budget efter 50-30-20-reglen. Det vil sige, at 50% af din indtægt skal gå til faste udgifter, 30% til at have det sjovt for, og 20% skal gå til dit fremtidige jeg – altså opsparing og investering. Det skal man selvfølgelig tilpasse sit eget liv alt afhængigt af, hvor stor en andel af ens budget, der går til faste udgifter.
Vi har selv god erfaring med at inddele et budget i faste udgifter, nutid og fremtid, og det er faktisk realistisk at gøre, selvom 20% til ens fremtidige jeg lyder af meget. Det er klart, at der vil være tidspunkter i ens liv, hvor man stort set ikke har nogen penge, men hvis man i perioder med økonomisk overskud formår at spare op eller investere pengene, kommer man til at takke sig selv på den lange bane."
Er investering for alle?
"Investering er i den grad for alle, og en af de bedst bevarede hemmeligheder fra den finansielle industri er, at det er supersimpelt. Man har historisk set tjent mange penge på aktiemarkedet ved at gøre to ting, som alle kan gøre: Først og fremmest ved at sprede sin risiko og dermed investere i mange forskellige ting, eller en enkelt fond, der dækker bredt. Og for det andet ved at vente. Man skal altså investere og så lade tiden gøre sit arbejde. De to ting kan alle mennesker gøre.
Man skal se det som noget nødvendigt ligesom at gå på arbejde, børste sine tænder og passe sine børn. Hvis man synes, det virker uoverskueligt eller svært, kan man ringe til sin bank og få hjælp eller tage en snak med en veninde, der har prøvet det før. Vi plejer at sige, at man bare skal kaste sig ud i det."
Bør man generelt tale mere om økonomi med sine veninder?
"Ja, helt sikkert, for på den måde bliver det heller ikke et ensomt projekt at gå op i sin økonomi. Generelt tror jeg, at der er to grunde til, at vi ikke rigtigt snakker om økonomi med vores veninder. For det første er man nok bange for at komme til at se dum ud, fordi man føler, at man ikke ved nok. For det andet er der mange kvinder, der går rundt med en pengeskam. Måske har man ikke lyst til at indrømme, at man ikke kan overholde sit budget eller at man bruger for mange penge på unødvendige ting.
Generelt i samfundet tror jeg, at vi sidestiller penge og status alt for meget. Hvis man har styr på sin økonomi, er man respektabel, og hvis man ikke har, er man mislykkedes. Man bør i stedet se penge som et middel til at nå langt i fremtiden, i stedet for hvad man er værd som menneske. Og vi kvinder bør hjælpe hinanden med at nå længere, end vi er nu."