Et af dine yndlingsbands fra 00'erne er tilbage: "Vi havde ikke noget valg"

Var du ung i start 00’erne, fast inventar foran fjernsynet, når Boogielisten blev præsenteret hver fredag på DR1 eller bare helt almindelig radiolytter, så var boybandet med Søren Bregendal og David Pepke (og Esben Duus frem til 2005, hvor han forlod bandet) i spidsen uden tvivl en del af din bevidsthed.

En skråsikker påstand, vil nogen måske mene, men ikke desto mindre én vi gerne står på mål for.

For med hits som Stuck in My Heart, All That I Want og She Cries lagde boybandet først Danmark og siden Asien ned med mere end 40.000 solgte albums i Danmark og over 300.000 i Asien.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Nu – 17 år senere – har de en ambition om at gøre det igen. Den 15. september 2023 udgiver Søren Bregendal og David Pepke deres første single som C21, og det er bare begyndelsen på et nyt, stort popeventyr, fortæller de til alt.dk.

Hvorfor har I besluttet jer for at gøre comeback netop nu?

Søren: ”Helt enkelt er svaret den her gnist i hjertet, en dyb lyst. David og jeg har været venner siden C21-tiden, og vi har altid vidst, at vi skulle tilbage (til C21, red.). Så i flere år har det været et spørgsmål om timing. Og pludselig var det som et lyn, der slog ned i os: Nu er det nu. Og så var det ikke længere et valg, men mere et spørgsmål om, hvordan vi skulle gøre det; forløse den meget klare længsel efter at komme tilbage i det her ”rum” sammen?”

David: ”Ja, siden vi forlod C21 har vi på mange måder levet parallelle liv. Jeg ser lidt det her billede for mig, hvor vi bliver ledt ud på en masse forskellige veje i livet, og pludseligt krydses vores veje igen, og der opstår den her harmoni, hvor mit og Sørens liv passer sammen igen. Og derfor er ja’et til, at vi starter op igen også fuldstændig utvetydigt.”

Søren: ”Tænk engang, hvor privilegeret det er at have den historie, som vi har, en platform, et projekt og et brand, som nogen kender, holder af og har gode oplevelser med – præcis ligesom vi selv har. Det er jo også en forudsætning for, at vi gør det – og det føles helt hjemligt at komme i gang igen.”

Der er gået 17 år siden sidst – hvor i livet er I nu? Og hvordan skal en musikkarriere spille sammen med det liv?

Søren: ”Jeg har jo aldrig rigtig sluppet underholdningsbranchen efter C21. Den har været en stor del af mit liv lige siden. I tiden efter C21 var jeg med i ’Far til fire’-filmene og ’2900 Happiness’, og så lavede jeg musikprojektet Lighthouse X, som jeg vandt det danske melodigrandprix sammen med. Og på det seneste har jeg været med i to sæsoner af ’Emily in Paris’. Så musikken og skuespillet har fyldt rigtig meget i alle de år.

Jeg har ikke børn og er heller ikke i et parforhold, så jeg har ikke et liv, som på den måde ”skal gå op”. Det gør, at jeg er lidt mere fri til at løbe i de retninger, jeg har lyst til. Og det gør det også ”nemmere” at jonglere med sådan et projekt som det her, der fylder så ekstremt meget.”

David: ”En måned efter vi stoppede med C21, aftjente jeg min værnepligt. Jeg klippede håret af, og så var jeg soldat. Og helt anonym. Indtil jeg fandt ud af, at min kaptajn havde vores plade. Haha, ja, så der var vel omkring tre uger, hvor jeg bare var Menig Pepke, og det var rigtig fedt for mig at genopdage min anonymitet. Bagefter udgav jeg en lille singer-songwriter-plade, og så rejste jeg tværs over USA med min guitar. Siden har jeg arbejdet som snedker og stiftet familie.

Sidstnævnte er mit store livsprojekt. Og det definerer meget ens liv, når man har børn. Også mit. Samtidig er det også dem, mine to døtre på tre og seks år, som har ansporet mig til at finde mig selv og holde fast i, hvem jeg er. For i sådan et børneliv kan man godt tabe sig selv og hurtigt bare blive ham, der holder den halvspiste figenstang. Og selvfølgelig vil jeg stadig gerne være ham, der gør det, men for deres skyld vil jeg også gerne være ham, som jeg altid har været. Ham, der forfølger sine drømme. Og der er C21 bare suverænt det bedste job, jeg nogensinde har haft. Jeg er musiker, og det vil jeg gerne vise dem og være tro mod. For jeg kan mærke, at jeg er glad, når jeg laver musik. Og det er også noget, jeg gerne vil give videre.”

Hvilke forventninger har I til jeres comeback? Skal I til Asien igen?

Søren: ”Vi skal først og fremmest starte en kæmpe popfest. Men det ligger helt klart også i vores strategi, at vi skal til Asien igen – og vi har allerede nogle rigtig fine dialoger i gang.

Men hovedformålet er at starte en popfest. Af samme årsag kalder vi vores to EP’er ’Stay Pop’. Det er simpelthen en kærlighed til den popskole og genre, som vi selv kommer af. Vi vil så gerne samle mennesker i de der øjeblikke, hvor man bare kan mærke, at det er godt det her. Det er ikke komplekst, det er enkelt – både at danse til, synge med på og smile af.

Det er glæden, popmusikken skaber, som vi drives af. Det er den energi, vi mærker fra publikum, når vi står på en scene. Det er den, vi gerne vil skabe. Derfor vil vores første EP også være med masser af energi. Det bliver ikke syv ballader. Det bliver mere pulserende … og så kommer der selvfølgelig nogle ballader på vores anden EP.”

David: ”Ja, de skal være der. Det er klart.”

Søren: ”Ja, ja, ja. Det hører sig med. Vi har også et bagkatalog, som vi kommer til at bruge, for det er sange, vi elsker at spille. Men vi har brug for at møde 2023 med et brag. Og det skal genlyde i Danmark, men også i resten af verden, hvor vi tidligere har haft succes.”

Så I satser på at få lige så stor succes, som I havde sidst, fornemmer jeg. Men har jeres succeskriterier ændret sig?

Søren: ”Vi startede jo helt utroligt unge. Og der gik mange år, før vi rent faktisk blev signet. Så i flere år optrådte vi på en palle i Kvickly Xtra. Altså, du ved... ved kasselinjen … hvor de fleste helt sikkert stod og tænkte, ”gider I skrue ned? Det er faktisk ret irriterende.” Og vi tænkte, ”okay, så det er det her, der er poplivet? Fedt!”

Så ja, vores succeskriterier har ændret sig. I dag handler det nok mere om …”

David afbryder: ”… store biler.”

Søren supplerer: ”… ja og masser af jewls.”

David: “Haha, that's a joke.”

Søren griner: ”Ej, jeg får lyst til at sige, at den største succes vil være at nå så bredt ud som muligt – og mødet med publikum. Men det er også det venskab, som David og jeg har. Forstået på den måde, at den oplevelse, som det er at være i noget, der er så særligt og ekstraordinært, med et menneske, man virkelig godt kan lide, og vokse sammen i det – dét er også en succes. Og den del tager vi faktisk meget alvorligt, fordi det er nogle gange en ekstremsport at være i den her branche, så det kræver noget særligt af én, men også af en relation. Det er klart, at det kan slide på et venskab, men vi er meget bevidste om, at det er noget, vi skal tage ansvar for. Og når vi gør det, så sker der noget magisk.”

David: ”Jeg er enig. Og altså, der er helt sikkert sket noget i måden, vi måler succeskriterier på. Engang var det jo at være i top tre på Boogielisten. Eller at blive kørt rundt – jeg var 17 år, så jeg kunne ikke køre bil – og samtidig høre sin egen sang for første gang i radioen. Det var helt vildt! Men som Søren siger er mødet med publikum det største. Man kan hurtigt tænke, at det skal være for 50.000 mennesker, men antallet er faktisk ikke afgørende. Det er selve mødet, der gør det. Det er dér succesen ligger. Det er den der fællesoplevelse – den fælles energi man har med et crowd. Det er magisk.”

Søren: ”Ja, og når det er sagt, så har vi helt klart en forventning om, at vi skal nå bredt ud, fordi det er måden, vi overlever på. Vores ambitioner på det lidt mere merkantile plan er derfor tårnhøje.”

David: ”Ja, der er også et element af noget forretningsdrift. Det er ikke ansvarligt at gå ud og sige, at vi bare skal lave et lille ”blup”. Nej, nej, vi skal her ud (David strækker sine arme så bredt, han kan), fordi ellers spilder alle de mennesker, som er med os, deres tid. Det er der ingen økonomi i. Vi skal have succes.”