Dansk sanger var udsat for vold: ”Jeg kan ikke huske, første gang han slog mig. Kun at det blev normalt”

0-10 år (1964-1974): Divaen på hylden

"Da jeg kom til verden, var mine forældre endnu bare to unge musikstuderende, der boede til leje i en lille kvistlejlighed i København. Jeg tror, jeg kom lidt bag på dem. Alligevel gik der kun et par år, før de havde etableret sig i en villa i Valby. Og da min lillesøster blev født, blev vi en næsten helt almindelig kernefamilie. Min mor var operasanger med fast engagement på Det Kongelige Teater. Hun sang de store partier. Madame Butterfly og Mimi i La Boheme, men divaen lagde hun på hylden, når hun var hjemme. Hun trak i sin lysegrønne housecoat og smurte madpakker til os hver morgen og tog bussen på arbejde.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Min far havde et langt mere kompliceret sind. Han var en begavet komponist, men også i evig kamp med sit talent. Og så drak han. Ikke hele tiden, men i kvartaler. Misbrug skaber en grundstemning af usikkerhed og uforudsigelighed i en familie, som prægede min mor, mig og min søster. Men vores far var også en meget kærlig og følsom mand, der oprigtigt interesserede sig for sine børn, og i de perioder hvor han ikke drak, var han meget nærværende og til stede for os.

Han gjorde os aldrig ondt med vilje, og jeg husker først og fremmest en god og lys barndom i et hjem, hvor der aldrig blev spillet baggrundsmusik, men altid blev lyttet intenst til det, der blev sat på. Uanset om vi var alene, eller havde huset fuld af mennesker. Til middage med rødvin og lamme-culotte og Richard Strauss spillende for fuld knald til langt ud på natten. Der fandtes kun klassisk musik i mine forældres pladesamling. På nær en enkelt LP med jazzsangerinden Nancy Wilson. Allerede dengang føltes hendes stemme og lyd helt særlig på mig. Den var mere cool og sexet og smooth. Og jeg var instinktivt draget mod den."

Læs også

Tine Aurvig vandt over 4 millioner i Lotto: Ringede til alle vennerne med én besked

10-20 år (1974-1984): Hentet hjem fra mørket

"Som 16-årig satte jeg mig en aften på den forkerte mands skød. Uden at ane at en så tilsyneladende ubetydelig beslutning ville få så enorme konsekvenser. Han var et par år ældre end mig, og det føltes som en anden form for forelskelse, end jeg før havde oplevet. Voksen og lidenskabelig. Vi var vilde med hinanden.

Jeg kan ikke huske, første gang han slog mig. Kun at det på et tidspunkt føltes næsten normalt. Jeg vidste godt, at det var forkert. Men der var ikke samme bevidsthed om vold mod kvinder, og jeg anede ikke, hvem jeg skulle række ud efter. Alle andre grænser i mit liv begyndte også at blive stadig mere udflydende. Jeg droppede ud af gymnasiet. Og den hash, vi var begyndt at ryge i omgangskredsen, blev til hardcore stoffer. LSD og euforiserende svampe.

Vi talte ikke om det som et misbrug, men som en måde at udvide vores bevidsthed på. Især min kæreste var god til at holde fast i den fortælling. Jeg tog på ungdomshøjskole i Ribe i et forsøg på at slippe væk, men kunne ikke for alvor rive mig løs af ham. Og en aften jeg var taget hjem til ham i København, eksploderede det. Han smadrede et sofabord ned i hovedet på mig og holdt mig for næse og mund, så jeg ikke kunne få luft. Da han faldt ned igen, sneg jeg mig ud under påskud af, at jeg ville hente nogle øl. Nede på gaden sprang jeg op bag på en forbipasserende cykel og råbte: ”Kør!” Jeg havde hørt ham løbe efter mig ned af trapperne, og jeg følte det, som om jeg kæmpede for mit liv. Det gjorde jeg måske også.

Kort efter døde min bedste veninde af en overdosis. For mig lykkedes det at stoppe i tide. Det var min mor, der reddede mig ud. Hun tog et LSD-trip sammen med mig for at kunne tale om det med den tyngde, der kun findes i at have gjort sine egne erfaringer. Det var en radikal, men meget kærlig aktion. Hun tog helt ind i mørket – eller skulle man sige i et farveeksploderende parallel-univers – med mig for at hente mig hjem igen."

Læs også

Kærlighed i krise: Her er 7 tegn på at du bør genoverveje dit parforhold

20-30 år (1984-1994): Popstjerne med kryds og tværs

"Jeg havde mødt Nina (Forsberg, red.) på ungdomshøjskolen i Ribe, og vi var allerede faldet for hinanden, længe før vi blev en del af bandet OneTwo. Hun havde en fuldstændig vidunderlig stemme, som jeg var vildt betaget af. Og så kunne vi bare godt lide hinanden. Helt umiddelbart og med det samme. Jeg blev kæreste med Søren (Bentzen, red.), der var del af et slæng uden stoffer, som var helt anderledes lyst og let end det ungdomsmiljø, jeg kom fra. Det afspejlede sig i den musik, vi kom til at lave: Lette, lyse og melodiøse pophit og ballader.

På det tidspunkt var jeg allerede sanger i jazzbandet Frontline. Og det var klart der, mit hjerte lå. Poppen var mest et sidespring for mig. Men jeg følte godt, at jeg kunne dele min tid mellem de to orkestre. Lige indtil OneTwo pludselig stak af. Det føltes som at blive katapulteret ud i en flod af berømmelse og succes overnight. Den første plade solgte i 120.000 eksemplarer og vores hit Den Bedste Tid, Midt I En Drøm og Hvide Løgne kørte på repeat på alle radiostationer.

Vi spillede til udsolgte koncerter foran menneskehav, der kunne synge med på vores omkvæd. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke blev blæst omkuld af det. Men jeg tog det ikke personligt. Måske fordi jeg havde set, hvordan min mor kunne bjergtage et helt publikum med sin stemme fra Det Kgl. Teaters Gamle Scene og bagefter tage hjem og putte min søster og jeg.

Det føltes ikke, som om jeg var popstjerne, men mere som om, jeg havde et job. Og når de andre fra bandet tog ud efter en koncert, tog Nina og jeg tilbage på hotellet for at løse kryds og tværs i sengen. Vi ville passe vores sengetid og vores stemmer, så vores vokalarbejde var i orden. Det andet var ikke så vigtigt for os."

Læs også

"Jeg kan ikke holde min venindes børn ud"

30-40 år (1994-2004): Fuldstændig vildt... og det lykkeligste valg

"OneTwo spillede sammen i 10 år, før det helt naturligt fandt sin afslutning omtrent samtidig med, at Søren og jeg brød op. Og så tog jazzproduceren Niels Lan Doky fat i mig. Han ville lave en jazzplade med nogle af de allerstørste jazzkomponisters numre, som ikke var udgivet. Og den skulle udgives på det legendariske amerikanske jazzlabel Blue Note Records.

Jeg syntes, det lød fuldstændig sindssygt. Men han fik det til at ske. Bossen for Blue Note gav os grønt lys, da vi sad på hans kontor i New York. Pladen solgte i 70.000 eksemplarer. Helt uhørt for en jazzudgivelse. Jeg blev udråbt som Skandinaviens nye store jazzsangerinde. Det var drømmeagtigt. Fuldstændig vildt. Alligevel var det ikke det vildeste, der skete i mine 30’ere. Det vildeste var, at jeg blev mor.

Jeg havde mødt Lars Danielsson (svensk jazzmusiker, red.) i forbindelse med en indspilning. Jeg forelskede mig først i hans lyd og forståelse for musikken og så hovedkulds i ham. Han havde tre børn fra et tidligere forhold, og jeg havde aldrig følt trang til selv at blive mor. Men da jeg blev gravid, sagde han, at det ikke var noget, jeg måtte snyde mig selv for. At det var alt for stort og smukt at få et barn til at lade være. Han havde selvfølgelig ret.

Da jeg blev mor til Asta, føjede det en ny dimension til mit liv. Hun er en enorm berigelse. Af lykke og kærlighed. Samtidig er det en stor befrielse, fordi fokus helt naturligt flytter fra én selv og til noget, der føles meget vigtigere. Jeg er uendeligt lykkelig for det valg, jeg tog. Og taknemmelig for, at Lars hjalp mig med at tage det."

Læs også

Mette Blomsterberg: ”Det var smerteligt at se ham forandre sig, da alkoholen blev hans bedste ven”

40-50 år (2004-2014): Et kærligt kludetæppe og en pludselig sorg

"I de første 10 år levede vi som én familie på to matrikler. Jeg beholdt min lejlighed i København, og Lars beholdt sit hus i Mølnlycke lidt uden for Gøteborg. Det havde selvfølgelig sine udfordringer, og Asta måtte gå i to forskellige børnehaver. 

Men det betød også, at vi sammen med Lars’ ekskone, deres fælles børn og hendes nye mand blev en meget fint sammenvævet kludetæppefamilie. Vi fejrer fortsat fødselsdage og altid jul sammen, selvom Lars og jeg i dag bor under samme tag i København. Alene af den grund at vi godt kan lide hinanden. Det har krævet, at alle har slugt nogle kameler undervejs, men det har været det hele værd for børnene. Og for os.

Da jeg var midt i 40’erne, tog jeg en form for rejse tilbage i tiden med OneTwos genforenings-turné. Det var helt afsindigt sjovt at spille for store menneskemængder igen. Det føltes både stærkt og meget nostalgisk. Men det føltes også færdigt og som noget, der hørte fortiden til. Jeg længtes efter noget, der fandtes nu og føltes levende og i udvikling.

Og så døde min far.

Det var hans død, der endte med at sende mig i en ny retning og mod en ny form for musik. Den voksede ud af et stort savn og et behov for at lytte til hans musik på en ny måde. Til den tolvtone impressionistiske musik, han dyrkede. Og som ikke nødvendigvis pleaser ørerne som poppen men også opera og jazz kan gøre. Jeg begyndte at komponere, som han har gjort, og udviklede den hybrid af forskellige genrer, som siden har tegnet min lyd og musik."

Læs også

”Lægen sagde, det var fordi, jeg var ensom. Jeg havde simpelthen fysiske smerter af ensomhed”

50 år- (2014-): Alt det, kvinder kan

"Midt i livet gik det op for mig, at sådan cirka 99,3 procent af dem, jeg havde stået på en scene sammen med gennem en lang karriere, havde været mænd, og det gav mig lyst til at prøve at indspille en plade kun med kvindelige musikere. Det var enormt krævende at samle det orkester. For ligesom i alle andre kreative og kunstneriske brancher er det stadig mændene, der dominerer blandt de dygtigste jazzmusikere. Men de findes. Kvinderne.

Og det var helt vildt kraftfuldt, da de fløj ind fra alle verdenshjørner for at samles om et fælles projekt. Mens vi indspillede Sisters of Jazz, gik vi fra at være meget optagede af, hvad det betød, at vi kun var kvindelige kunstnere, til at forsvinde ind i musikken og bare være dygtige udøvende kunstnere. Det med køn blev ophævet. For det handler jo om, hvad man kan, og hvad man mestrer.

Jeg kan virkelig godt lide mænd, og jeg har mødt mange kloge, gode og kærlige af slagsen. Men jeg har også mødt det modsatte. Både privat i min tidlige ungdom og i min karriere. Efter OneTwo gik det op for mig, at jeg helt ubevidst gik målrettet efter kvinder, når jeg skulle vælge ejendomsmægler eller tandlæge. Jeg var blevet mæt af dominerende mænd og af at blive talt ned til. Jeg er lykkelig for at se den styrke, der findes i min datters generation af kvinder.

De siger fra. De stiller krav. På en helt anden måde end vi gjorde. Og selv om man kan sige meget om sociale medier, så har de givet unge kvinder en måde at nå hinanden på, som jeg virkelig manglede i min ungdom. Jeg ser lyst på mit køns fremtid. Og min nye plade Earthenia afspejler netop det med sange om sårbar femininitet og rå woman-power fortalt med den jazzede, poppede og klassiske hybridlyd, der er blevet min, og som man både kan danse til og læne sig tænksomt tilbage til for bare at lytte."