Camilla Dalsgaard: Sådan bliver vores jul

Hvilken vej var den første du gik på?

"Jeg er vokset op på Græse Mølle Vej i Frederikssund. Og det så nok ret vidunderligt ud på overfladen. Et stort hus med stor have, pool og en stor bil i garagen.

Alt skulle være stort og smukt og strålende. Men jeg husker først og fremmest min barndom som utryg. Mine forældre havde drøntravlt. 

Læs også

Tina Müller afslører forlovelse: ”Der er ingen, der har opdaget det”

Min far som sanger og min mor som danser. Og ved siden af åbnede de virksomhed og danseskole. De var driftige og ambitiøse, men jeg savnede nærvær. Også selvom vi havde au pair, og mine oldeforældre, som boede lige ved siden af, ofte passede mig. Der var ikke noget af alt det store og strålende, der kunne dulme utrygheden. 

Min far fyldte meget og havde et meget voldsomt temperament. Jeg var ofte bange for ham. Og selvom min mor forsøgte at beskytte mig mod hans temperament og de ting, der skete i vores hjem, så mærker børn jo alt. Stemningen og tonen sidder stadig i mig i dag. 

Den har lagt sig som et sår i mig, som jeg trods mange timer hos en psykolog fortsat bærer med mig. Det er et sår, der stadig springer op. Og som jeg øver mig på at leve med."

Hvordan fandt du din levevej?

­"Jeg begyndte at danse som helt lille, og dansen har betydet alt for mig. Når man har et turbulent barneliv, bliver det helt utroligt vigtigt at finde et sted, hvor der er trygt at være. Og det blev dansestudiet for mig. Der var ingen pludselige udbrud, ingen der råbte eller græd. 

Der var ikke noget, der gjorde mig bange. Jeg var kun glad. Og det havde jeg sådan brug for. Senere kan jeg selvfølgelig også se, at det var min mors måde at sikre sig, at jeg altid var sammen med hende. Hun tog mig simpelthen med på arbejde for at sørge for at have mig tæt på."

"Selvom jeg elskede at danse, fandt jeg efterhånden ud af, at jeg er mere draget mod at undervise end mod selv at excellere. Jeg har aldrig drømt om verdensmesterskaber, men jeg elsker at få andre til at lykkes med dansen uanset deres udgangspunkt. Det er helt vidunderligt fedt at løfte dem til det næste niveau og se dem blive dygtigere. Dansen er stadig en form for terapirum for mig. Et safe space, hvor jeg kan finde ro og glæde og lethed."

Læs også

Martin Johannes Larsen spiller “Forræder”-rollen til helt nye højder - også derhjemme

Hvem er den vigtigste vejviser i dit liv?

"Min mor. Vi har et fuldstændigt unikt bånd, og min mand joker også ofte med, at han aldrig har været min nummer et, men altid har været min nummer to. Indtil vi fik vores datter selvfølgelig, og han faldt helt ned på en tredjeplads. Det skyldes min og min mors fælles historie. Da jeg var seks år gammel, forlod hun min far. 

Vi tog et tog gennem natten fra København til Hobro og gik under jorden. Jeg kan stadig huske adrenalinen i kroppen fra den nat. Og jeg beundrer hende meget for at have styrken til at bryde op og flytte sig selv og sit barn ud af en situation, hun vidste, vi ikke kunne blive i. Jeg ved, hvor svært det var, og hvor meget mod det krævede. Hun er min stærke, modige mor, som jeg føler mig meget nært forbundet til. 

Men hun har jo også været min sindssygt krævende træner-mor igennem rigtig mange år. Og i den egenskab har hun også bare været helt afsindigt irriterende. Det har ikke kun været rosenrødt overhovedet. Men hun er helt klart min vejviser. Hun viste mig dansen, og hun viste mig, at man bliver nødt til at tage svære valg, selvom det kræver mod."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

­"Da jeg blev teenager, var det som om, alt det svære i min barndom væltede op til overfladen. Selvom min mor sørgede for, at jeg kom til en børnepsykolog umiddelbart efter bruddet, havde jeg så meget ubearbejdet indeni, at jeg simpelthen faldt fra hinanden. Jeg var så rasende på min mor og på hendes nye mand, som senere blev min far, at jeg sparkede, slog og skreg. 

Jeg kan huske, hvordan de skiftedes til at holde om mig og holde mig fast, fordi det var den eneste måde, jeg kunne finde ro på. Det er blusset op siden. I begyndelsen af mine tyvere fik jeg det så dårligt, at jeg måtte forbi og vende på psykiatrisk afdeling. Ikke for at blive medicineret, men simpelthen for at finde ro og tryghed. Jeg ved, at den stadig findes i mig. Den der frygt og uro.

Hvis min mand og jeg har et helt almindeligt skænderi, og jeg synes, han hæver stemmen på en ubehagelig måde, kan jeg gå helt i panik. Det handler ikke om ham. Men om mig. Og han rummer det og lytter til mig, når det hele skrider for mig."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har min mand, Anders. Vi havde ellers et langt tilløb, før det blev os. Jeg mødte ham allerede som 15-årig. Han var tre år ældre, og vi hang ud i det samme slæng. Han var venner med min daværende kæreste, så der skete selvfølgelig aldrig noget. Men jeg mærkede altid, når han var der. Jeg holdt øje med ham uden at holde øje med ham. Og han havde det helt på samme måde, selvom han i dag driller mig og nægter, at han overhovedet havde det sådan dengang. 

Nogle år senere efter vores ungdomsslæng var gledet lidt fra hinanden, mødtes vi helt tilfældigt igen i en bus. Han steg på, netop som jeg steg ud, og vi nåede kun lige at få et glimt af hinanden og sige hej. Men der var jo et eller andet, for det har der altid været. Og han skrev også en besked og inviterede mig på et glas vin lige efter. Jeg sagde nej, fordi jeg ikke var et sted i mit liv, hvor jeg var klar til et forhold. 

Læs også

Carolyne Kaddu fik stort kulturchok: ”Jeg blev så ked af det på danskernes vegne”

Men lidt tid efter skrev jeg og spurgte, om han stadig gav et glas vin. Det gjorde han. Og vi har været sammen lige siden. Vi har det som de fleste andre. Vi kan skændes og være uenige og tænker, men vi ved jo godt, at vi to hører sammen. Også selvom det nogle gange er svært."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Vi er begge to selvstændige, så det giver os en vis fleksibilitet i hverdagen, alligevel har vi ret faste rutiner. Anders har været i lære som kok, så selvfølgelig er det ham, der laver mad. Hvis det var mig, der stod for det, ville vi spise helt utroligt meget pasta med ketchup. Men jeg kan sagtens købe ind. Bare han sender mig en udførlig liste over, hvad han skal bruge. Til gengæld er jeg helt klart koordinatoren. 

Vores datter, Andrea, er gået i mine og min mors fodspor. Hun danser og spiller teater, og det er mig, der får hendes og vores kalender til at gå op. Men ellers er vi meget fælles om at være forældre. Anders er verdens bedste far. Han kan sagtens være bestemt og sætte grænser, men han er også fuld af nærvær og kærlighed og ro. Der er ingen utryghed i min datters liv. Og det betyder alt i verden for mig."

Dit livs omvej?

"Jeg blev adopteret af min mors mand i 2019. I virkeligheden har Jesper været min far, siden min mor første gang introducerede ham for mig. Fordi han påtog sig rollen med alt, hvad han havde i sig. Men det var først der, det blev officielt. Jeg var ellers virkelig ikke fan af Jesper i starten. 

Jeg var helt sikkert på vagt på grund af mine oplever i min barndom, og så brød jeg mig nok heller ikke om, at der kom en mand mellem mig og min mor. Men han tog mig bare til sig, som om jeg var hans eget barn. Jeg bliver stadig helt rørt, når jeg tænker på det. På det han har gjort for mig og min mor og min familie. 

Det er så stort at tage et barn til sig. Især når det barn har det virkelig svært og langer ud. Men det gjorde han. Han blev min far. Og da jeg selv blev gravid, stod det meget klart for mig, at jeg gerne ville have, at han også rent juridisk skulle være det. At jeg kun skulle have en far. Og at Andrea kun skulle have en morfar. Og sådan er det nu. Det føles helt rigtigt."

Hvilken vejleder vil du gerne selv være for Andrea?

"Jeg gør meget ud af, at hun skal gøre det, der gør hende glad. Det er det vigtigste for mig. Hun skal selvfølgelig passe sin skole, være en god kammerat og ikke spille computer hele dagen, så det er ikke fordi, vi slet ikke stiller krav. Men i forhold til den retning hun vælger, og det hun fylder sit liv med, skal hun ikke mærke noget pres. Det er selvfølgelig vildt dejligt, at hun elsker at danse ligesom mig. For det giver os jo et helt særligt bånd. 

Men hun bestemmer selv hvor meget. For nylig sagde hun, at hun gerne ville skrue ned for dansen for at få mere tid og rum til skuespil. Så det gjorde vi selvfølgelig. Og det gør mig så lykkelig, at hun netop tør sige fra og udtrykke sine egne ønsker og drømme så klart og tydeligt. Det er kun trygge og glade børn, der kan det. Det ved jeg af erfaring. Og så er jeg lykkes med det vigtigste."