Cana Buttenschøn: Min ranglede krop var fuld af blå mærker fra mine 250 daglige mavebøjninger

Kære Cana

Lad mig starte med at præsentere dig for dig selv som 30-årig: Du er en kvinde, som overordnet er både glad for og tilfreds med tilværelsen, selvom den ingenlunde er blevet, som du troede for 15 år siden. Du har et BMI inden for normalområdet, omend du til stadighed kæmper med at acceptere, at din krop ser godt nok ud.

Jeg er dit fremtidige selv, som har lært af alle de erfaringer, du kommer til at gøre dig med alkohol, drenge, eksamener, forældrekonflikter, fester og den krop, som du fejlagtigt tror, ikke er, som den skal være. Og lad mig bare lynhurtigt fortælle dig, at du – selvom du kommer til at møde masser af bump og smertelige oplevelser – kommer til at klare dig ganske udmærket, selvom det ikke altid føles sådan.

Jeg er klar over, at du ikke har haft en barndom fuld af blomster og lagkage, ligesom jeg også ved, at din allerbedste mestringsstrategi, når din verden falder fra hinanden, er at være dygtig. Klog, dygtig og allerhelst den bedste til alt, så du kan få den anerkendelse, du hele tiden higer efter. Den anerkendelse, som pludselig er blevet en besættelse for dig, efter at du en dag – midt i alt kaosset omkring dig – besluttede, at du (også) ville være den bedste til at være tynd. Det startede med, at du havde tabt nogle kilo efter en hård influenza, og da flere sagde "hvor er du blevet tynd", valgte du at forstå det som "hvor er du blevet tynd og smuk".

Pludselig drejer nærmest hele din eksistens sig om, hvordan du kan blive bedst til at være tynd, og det er rart at have en retning og et mål at arbejde henimod. Men lad mig sige dig en ting: At være tynd er ikke en egenskab – og slet ikke en god en at have. 

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov om sine forældres fokus på vægt: Jeg var 1.80 høj og vejede 54 kilo

Du kigger ned over din ranglede krop i spejlet med en ryg fuld af blå mærker fra dine 250 daglige mavebøjninger og tror, at du er for tyk. Du tror, at den lillebitte bule, der opstår på din mave, hvis du drikker mere end tre slurke vand ad gangen, gør dig tyk. Fed, grim og uelskelig. Fordi den lille bule på dit alt for stramme maveskind i dine øjne gør dig uperfekt.

Du er en klog pige, Cana, men én ting har du fuldstændigt misforstået. Du skal ikke være perfekt. Du KAN ikke være perfekt. Det findes slet ikke.

Når de voksne spørger, siger du selvfølgelig, at du godt ved, at ingen er perfekte, men indeni tænker du, at du vil bevise, at de tager fejl. Du skal bare lige tabe to kilo mere. Spise mindre, drikke mindre, træne mere og blive den tyndeste af alle.

Du har behov for kontrollen og den anerkendelse, du føler, du får for din hårde indsats, når nogen fortæller dig, at du "godt nok er tynd". Du soler dig i kommentarer om, at du bør spise mere, fordi det beviser, at du er god til din opgave. Men tynd er ikke vejen frem, Cana. Det er ikke din fremtid at være tynd, og du vil pludselig en dag – om ikke så forfærdeligt længe – støde på nogle mennesker, som viser dig, at du er god nok, bare fordi du er dig. For det er du. Du er god nok. Lidt for tynd, måske, men smuk og perfekt på din helt egen uperfekte måde. Og den spiseforstyrrelse, som lige nu bogstaveligt talt er ved at æde dig op, vil gradvist aftage, allerede inden du starter i gymnasiet, hvor dit liv pludselig kommer til at have et helt andet fokus.

Mange vil både nu og om 5-6-7 år, hvor du vejer 10 kilo mere og bliver udnævnt som Miss Danmark og repræsenterer dit hjemland i en stor international skønhedskonkurrence, beundre din krop. Dine lange ben, din nogenlunde smalle talje og din holdning, som på de dage, du tror på dig selv, udviser den selvsikkerhed, du fortjener. Alt imens du selv taler og tænker så dårligt om din krop, at dine veninder skælder dig ud, når du åbner op og fortæller om dine komplekser – præcis ligesom du ville gøre det med dem, hvis det gik op for dig, at de talte om dem selv på samme "fuldstændigt ude af proportioner"-dårlige måde.

Du synes, du har de smukkeste veninder med de smukkeste former, og selvom du sagtens kan se, at de kommer i forskellige vægtklasser, synes du, at de er smukke allesammen. Alle de andre er smukke, fordi du har accepteret, at de ikke er perfekte, men er "dem, de er". Noget, du ikke formår at tænke om dig selv.

Du bliver aldrig tilfreds med din krop, og hvor kan jeg dog ærgre mig over det i dag. Du er jo røvlækker, Cana! Fast, ung, langlemmet og smuk. Du er alt det, jeg sidder her – to børn og hundredevis af strækmærker senere – og ærgrer mig over, at jeg ikke nød.

Stol på mig, når jeg siger, at din krop er, lige som den skal være, og at den i øvrigt er fuldstændig underordnet, for det er din personlighed, der skinner igennem.

Kærlig hilsen Cana