"Jeg fik et chok over, at min 10-årige søn så sådan på fremtiden"

Kunne man forestille sig at lave en festival, der handlede om bæredygtighed?. Caroline Søeborg Ahlefeldt fik spørgsmålet i 2017, da hun, efter at have stået bag den første Heartland Festival på Egeskov Slot, sad og brainstormede med en gruppe mennesker i en helt anden anledning. Et lille frø var sået i Carolines altid idérige hjerne, og en oplevelse kort efter satte yderligere gang i tankerne.

"Min søn var på det tidspunkt ti år, og en eftermiddag var han og min datter ovre hos min søster, hvor de havde hygget sig med at tegne. Om aftenen ringede min søster og spurgte, om jeg lige havde et øjeblik. "Jeg sidder lige og kigger på den tegning, Julius har lavet i dag, er du sikker på, at han har det godt?" spurgte hun. Og så fortalte hun, at Julius havde lavet en tegning af, hvordan han så fremtiden. Han havde tegnet højhuse, som stod meget, meget tæt, skyer, der regnede med olie, og mennesker, der faldt ud ad vinduerne. Jeg fik et chok og tænkte, gud, ser min søn sådan på fremtiden? Og et spørgsmål begyndte at runge inde i mig."

En ting er, at vi voksne er dybt bekymrede for, hvad der sker med klimaet og vores verden, men hvad gør det ved børnene og de unge? Jeg kunne med det samme mærke, at her var noget, jeg virkelig skulle læne mig ind i. Det betød noget for mig, det betød noget for mine børn, og det havde en samfundsmæssig betydning.

Caroline tager imod i sin nye lejlighed ved Søerne i København. Flyttekasserne står stadig rundt omkring, for Caroline har haft travlt med afviklingen af den første Tomorrow Festival, som netop er løbet af stablen i Valbyparken. En festival for bæredygtighed. Klimaets Heartland, om man vil. For selvfølgelig blev Carolines tanker til virkelighed. Sådan er hun nemlig. Hun handler, når hun kan mærke gnisten indeni. Allerede som 23-årig skabte hun sin første virksomhed, internetvirksomheden MouseHouse, og det var der, hun blev opmærksom på, hvilke tre elementer der skal til for, at hun bliver den bedste udgave af sig selv.

"Jeg skal selv synes, at det er enormt sjovt, og dengang syntes jeg, at alt det med computere og internet var vanvittigt spændende. For det andet skal de mennesker, som betyder noget for mig, også synes, at det, jeg kaster mig over, er vigtigt. Vi er jo alle sammen en del af relationer, og hvis det, du er optaget af, ikke interesserer andre mennesker, så kommer du meget hurtigt til at blive ensom. Det tredje er, at jeg skal gøre en forskel for det samfund, jeg er en del af. Der er ingen tvivl om, at MouseHouse tilbage i 90’erne ramte alle de tre punkter, og jeg opdagede, at når det skete indeni mig, havde jeg enorme mængder af energi. Jeg blev så at sige stillet i vater i forhold til, hvad der virkelig betød noget for mig, og det var det samme, jeg oplevede, da jeg gik i gang med at skabe Tomorrow."

Caroline er meget tilfreds med festivalens forløb og smiler stort, når hun fortæller om de fine dage med høj sol og 9000 gæster over to dage. Selvom hun har masser af festivalerfaringer fra arbejdet med Heartland, var hun alligevel spændt på, om det hele ville gå op i en højere enhed, for en festival består af mange, mange elementer, og man ved først, når det hele går i gang, om det bliver et sted med liv og sjæl. Og det blev Tomorrow Festival, fortæller Caroline.

Men Tomorrow er ikke kun en festival. Helt overordnet er Tomorrow en platform for bæredygtige handlinger. Festivalen er for alle. Uanset om du har været en del af klimabevægelsen i mange år eller lige er begyndt at overveje, om du måske skal spise en bøf mindre om ugen, var der noget spændende at finde på festivalen.

Derudover har Caroline og hendes team lavet Tomorrow Summit, som er for erhvervslivet, og hvor forbilledet er World Economic Forum, som finder sted hvert år i Davos. Målet er, at Tomorrow Summit bliver et "grønt Davos", hvor man kommer for at inspirere hinanden og for at arbejde for nye strategier i sin virksomhed. Sidst, men ikke mindst er der Imagine Tomorrow, som er en global handletank. Ikke en tænketank, nej, en handletank, for der skal nemlig handling til, og det skal være nu.

"Hvis vi skal løse komplekse problemstillinger, er vi også nødt til at komme med komplekse løsninger. Da jeg for år tilbage gik rundt og tænkte over Tomorrow, og hvad det skulle være, faldt jeg over FN’s klimarapport, som dengang var meget svær at læse, fordi det var rent forskersprog. Selvom jeg virkelig gerne ville læse og forstå, følte jeg mig hægtet af og frustreret, og derfor er tanken med Imagine Tomorrow at samle en lille skare – i år blev det 16 internationale kapaciteter – som alle er forskellige, og som hver især skal komme med et forslag til en konkret handling. I år havde vi fokus på, hvordan vi kan løse, at verdens sociale ulighed på en lang række områder modvirker handling for klimaet."

Kan du nævne nogle konkrete forslag?

"Der var bl.a. en biodiversitetsforsker, som havde en vision om at gøre Sinaiørkenen til en grøn oase. En anden foreslog flydende atomkraftværker i stedet for de kulfyrede kraftværker. Når vi hører ordet atomkraft, tænker vi automatisk på Tjernobyl, men verden har udviklet sig, atomkraften har udviklet sig, og nu kan man imødegå alt det, vi ellers er bange for i forhold til atomkraft. Og atomkraft er bare den billigste, reneste og hurtigste form for energi. Med nul CO2-udslip."

"En tredje oplægsholder var chefredaktør og debattør Rune Lykkeberg, som havde en mere filosofisk tilgang og talte om, hvordan vi gør klimaproblematikken vedkommende for alle og ikke kun folk, der har overskud. Det gør vi ved at koble klimadebatten med, at der også skal være en ”gevinst” for den enkelte. Hvis man har svært ved at skaffe til dagen og vejen, så er det jo det, der ligger først, og ikke hvordan man kan redde klimaet. Og derfor er vi nødt til at koble klimadebatten med det sociale. Tænk lige over, hvordan hele samfundet kunne træde i karakter, da coronapandemien ramte."

"Vi kunne fra den ene dag til den anden indføre det ene, det andet og det tredje, fordi vi alle blev ramt, og fordi vi alle forstod, hvad der skete. Klimaproblematikken er jo bare langt, langt større, så hvorfor er det, vi ikke har den samme sense of urgency når vi taler klima? Det er, fordi vi ikke kan forstå eller direkte mærke, hvad det betyder for os som individer."

Det lyder spændende, men når det er en handletank, skal det jo også være noget, der rent faktisk er gangbart i den virkelige verden, er de forskellige forslag det?

"Ja. Det er de. Men det er en meget vigtig pointe du kommer med. Der er ingen tvivl om, at kreativitet og fantasi er noget af det, vi har brug for nu, men det skal selvfølgelig være funderet på viden. Derfor har vi også fundet folk til vores handletank, som er dybt professionelle og kommer med nye kreative idéer, der rent faktisk kan lade sig gøre. Det betyder jo ikke, at det er nemt at gennemføre, men alting starter med en god idé. Vi sender de 16 gode idéer fra Imagine Tomorrow videre til COP26 og håber, at de vil tage godt imod dem."

På vej til interviewet med Caroline cirkulerede jeg en del i hendes nærområde for at finde en parkeringsplads til min bil. Det lykkedes at finde en plads, men en venlig mand fra Cyklistforbundet, som jeg holdt lige foran, kom ud og fortalte, at man ikke måtte parkere der. Jeg takkede, trillede videre og fandt til sidst en anden plads. Og kom fem minutter for sent til interviewet. Caroline griner, da jeg fortæller historien, og jeg kan også godt selv se de komiske i, at jeg kører rundt og rundt i min bil på vej til et klimainterview og ovenikøbet bliver hjulpet på vej af en fra Cyklistforbundet. Men det er en god indgang til at tale lidt om Carolines egne klimavenlige vaner og uvaner.

"Da jeg flyttede til Fyn, hvor jeg boede med min mand i ti år, havde jeg ikke kørekort. Jeg opdagede, hvor meget distancer betyder, når man bor, som vi gjorde, så jeg var nødt til at få kørekort, for alting var en biltur væk. Da jeg blev skilt og flyttede tilbage til København, havde jeg det som om, jeg pludselig fik flere timer forærende, fordi alting var i kort afstand og kunne klares på cykel. Så helt konkret har jeg ikke længere bil."

"Både fordi det ikke er nødvendigt i hverdagen, men bestemt også på grund af klimaet. Jeg bruger delebiler og lejebiler, selvom det kan være super upraktisk, hvis jeg f.eks. skal ud og besøge nogle venner, der bor langt væk, og der ikke lige er et tog. Børnene gider måske ikke alt det besvær, og det kan hurtigt blive ret kompliceret og en større ekspedition. Jeg kommer muligvis til at lease en elbil på et tidspunkt, men der er no way, jeg går tilbage til en dieselbil."

"Jeg tænker meget over, hvor meget – og hvad – jeg køber. Jeg prøver f.eks. at undgå fast fashion så meget, som jeg kan. Jeg siger ikke, at jeg helt er holdt op med at købe tøj, men jeg har fået en helt anden bevidsthed omkring det. Der er ikke nogen pointe i at lave det, jeg gør, hvis jeg ikke også eksperimenterer med mit eget liv, men nye vaner er jo vildt besværlige. Det "koster noget" at gøre tingene på en anden måde. Men det er også sjovt, i hvert fald de dage, hvor man har overskud.

Har du lagt din kost om?

"Ja, jeg lever vegetarisk. Og det største problem ved det er, når jeg er ude. På restaurant er det ikke et problem, men hvis jeg er hos venner, der har glemt, at jeg er vegetar, og som har stået i køkkenet hele dagen, skal jeg så sidde og sige "nej, det kan jeg ikke spise"? Sætter man dem i forlegenhed? Så jeg har oplevet, at det med at blive vegetar påvirker mine relationer. Pludselig er det blevet en social ting. Og derfor har jeg da mange gange tænkt, nå, men så spiser jeg da det her dejlige kød i dag, for jeg skal ikke sætte mine venner eller min familie i forlegenhed."

"Er jeg så vegetar? Nej, så er jeg nok flexitar. Men helt ærligt, jeg vil gerne gøre op med det her perfekthedsideal, som lurer mange steder, for det gør det ikke nemmere for nogen. Jeg forsøger virkelig at leve vegetarisk, men ja, nogle dage "går det galt", men det er bedre at gøre noget end slet ikke at gøre noget. Vi er nødt til at betragte klimabevidstheden som en rejse. Og enhver rejse starter med det første skridt. Vi står alle forskellige steder på den rejse, det vigtigste er, at vi er i bevægelse. Og det er nemmere at bevæge sig på den rejse, hvis vi er sammen om det."

Så fællesskab er vigtigt i den her sammenhæng?

"Ja, og det er verdens bedste kodeord. Klimaforsker Maria Torp, som vi har en Tomorrow Talk med, har undersøgt, hvor meget alle de her kampagner, der har været siden Anden Verdenskrig, påvirker os. Spis ditten, gør datten, skru ned for varmen, sluk lyset. Og hendes undersøgelser viser, at det overhovedet ikke virker. Men det, der kan få os til at ændre vaner, er fællesskaber. Når vi forpligter os på hinanden i en familie eller f.eks. melder os ind i en fælles madordning eller et grønt klædeskab, så indtræder forandringerne."

"et er derfor, vi har lavet en festival. Fordi festivaler er fællesskaber. De fleste af os elsker at komme på en festival, for der kan vi komme med vennerne eller familien, vi er åbne og nysgerrige, vi har smidt kalenderen over skulderen, og nu skal vi bare have det dejligt nogle dage. Gi’ mig noget musik, gi’ mig noget øl, gi’ mig noget input. Vi er åbne, vi har ikke travlt, og i den setting kan man inspirere folk til noget nyt."

De fleste af os kender nok følelsen af gerne at ville gøre noget. Og så står man alligevel der med vatpindene i Brugsen og tænker, om det overhovedet nytter noget at vælge dem på træ frem for dem på plastik, når der allerede sejler 150 millioner tons plastik rundt i havene.

"Hvis vi ikke tror på, at det gør en forskel, så gør vi ingenting. "Lille mig, jeg er bare et sandkorn på en kæmpestor strand, jeg kan ingenting gøre". Hvis vi tænker sådan, så sker der aldrig noget. For så tænker virksomhederne også sådan. Så tænker statslederne sådan. I stedet er vi alle sammen nødt at tænke, jeg er ikke kun et sandkorn, jeg er faktisk en del af en strand. Og hvis vi kan mobilisere hele den strand, så kan vi gøre noget. Man skal have følelsen af sin egen fylde, vægt og indflydelse."

Tror du, at vi kan nå at redde verden?

"Jeg VIL svare ja, for hvis man ikke har et håb, så har man heller ikke et liv. Hvis vi køber ind på de mest dystopiske af alle de forestillinger og fremskrivninger, der er, så er der jo ikke noget at leve for. Og det kan jeg ikke holde ud. Hvis du taler med en forsker som Kathrine Richardson, der er leder af Københavns Universitets Sustainability Science Center, så argumenterer hun også for håbet. Kristian Leth har skrevet en hel bog, der bare hedder "Håb"."

"Esther Kjeldahl, der har været med til at starte Den Grønne Studenterbevægelse, taler også om, at håbet er vitalt. Altså ikke det naive håb. Men det håb, der er brug for, når man forstår, at klimaudfordringerne er den største krise, mennesket nogensinde har stået overfor. Kloden skal nok overleve, det er jo os, der ikke kommer til at overleve. Håbet skal bruges til, at vi får samlet kræfter og mod til at prøve at gøre noget anderledes. Og det handler om, at jeg starter med at gøre noget, som jeg kan mærke gør en forskel. Og du gør noget, som du kan mærke gør en forskel."

"Hele idéen med Tomorrow Festival er, at du bliver opmærksom på, hvad du kan gøre her og nu, som har den største umiddelbare effekt på klimaaftrykket. Og den ting, du kan gøre fra i morgen, som har den største effekt på dit personlige klimaaftryk, er at spise mindre kød. Hvis du så går hjem og indfører f.eks. tre kødfrie dage om ugen, så finder du måske nogle spændende opskrifter på vegetarisk mad, som du bliver glad for, og som du fortæller dine kollegaer om. De synes, det lyder spændende, og du deler dine opskrifter med dem."

"I begynder at tale mere om grøn mad på arbejdet, får måske øje på, at kantinen serverer kød hver dag, og I går til ledelsen og får indført to grønne dage om ugen. Vi kender alle det med, at hvis vi har succes med noget, så vil vi gerne dele det, og det er vores håb, at hvis vi starter med empowerment af den enkelte, så kommer det til at brede sig."

Caroline vender tilbage til børnene og de unge flere gange i løbet af interviewet, for det er jo dem, der kommer til at leve længst med den verden, vi er ved at skabe. Hun fortæller om et samarbejde med nogle arkitektstuderende på Det Kongelige Akademi, som gjorde et dybt indtryk på hende. Tomorrow havde opfordret de unge til at lave nogle installationer til festivalen. Da hun og hendes medarbejdere spurgte de unge, hvilket af deres budskaber, de selv syntes var det vigtigste, og hvilken installation, der dermed skulle med på festivalen, kom de med et svar, som stadig giver Caroline kuldegysninger, og som peger direkte tilbage til hendes søns dystopiske tegning.

"De var kommet frem til, at de var den første generation nogensinde, der ikke havde fået lov til at drømme om en bedre fremtid. Jeg kan mærke, at jeg stadig får en klump i halsen, når jeg fortæller det, for det var så stærkt. Og så havde de lavet en installation, der opfordrede til utopisk tænkning. Det var en installation, man kunne gå igennem, mens man forestillede sig, hvilken verden man godt kunne tænke sig. Det fokus på utopisk tænkning frem for dystopisk tænkning er endt med at være bærende for Tomorrow Festival."

Så når du taler om håb og utopisk tænkning, hvad er det så for en verden, du håber, at dine børn bliver gamle i?

"Den ser meget anderledes ud end den verden, vi har nu. Jeg tror, at 20’erne bliver det mest forandrende årti, vi nogensinde har haft, og vi er allerede ved at skabe kæmpestore revolutioner. Jeg fik i sin tid lov til at være med i en af de mest gennemgribende revolutioner i moderne tid med internettet, computere og smartphones. Verden har forandret sig grundlæggende på grund af teknologien, og hvis vi kigger frem, kommer vi til at opleve lige så store forandringer indenfor transport."

"Lige om lidt er biler selvkørende, og transport bliver en service, hvor du bestiller en bil via en app og måske bestiller en med skrivebord, så du kan arbejde på turen. Der kommer også til at være langt mere bæredygtig og billig energi i form af sol- og vindenergi og måske atomkraft. Allerede nu arbejder man på at fremstille proteiner i tanke med enzymer, så vi kan få mad, der smager og føles som en stor engelsk bøf eller en frikadelle, men som aldrig har set en ko eller en gris."

"I bund og grund kan jeg næsten ikke forestille mig den verden, mine børn skal blive gamle i, og det er også derfor, at de, der forsker i megatrends, siger, at de mest efterspurgte kompetencer om bare ti år vil være kreative og sociale kompetencer. Evnen til at kunne forestille sig noget, der ikke allerede findes, evnen til at videreudvikle ting, og evnen til at være god i sociale sammenhænge. Kompetencer indenfor IT bliver naturligvis også vigtige, for teknologien kommer til at blive afgørende. Men teknologien kan aldrig erstatte, at du og jeg sidder overfor hinanden her og nu. Det helt særegent menneskelige kan vi ikke automatisere os fra, og derfor kommer det til at få større og større værdi."

Caroline Søeborg Ahlefeldt, 53 år

• Iværksætter, foredragsholder og professionelt bestyrelsesmedlem ved bl.a. Aarhus Universitet og Copenhagen Contemporary.
• Grundlagde som 23-årig internetvirksomheden MouseHouse og siden multimedieuddannelsen Space Invaders.
• Medstifter af Heartland Festival på Egeskov Slot.
• Modtog ALT for damernes Kvindepris i 2002 for bl.a. ”at være et fantastisk forbillede.”
• Har senest skabt TOMORROW, som er en platform for bæredygtige handlinger. Se mere på Tomorrow.today.
• Single.
• Har sønnen Julius, 14, og datteren Iselin, 12, med greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, som hun blev skilt fra i 2016.