Ærlige Casper: Svinede Iben til foran børnene
Casper Christensen var ikke altid sød over for Iben Hjejle, da de dannede par. Det kommer frem i et nyt tv-program.
"Din store lort. Fy for helvede, du er en grim kælling".
De ord kunne komme ud af Casper Christensens mund under familiemåltiderne, dengang han og Iben Hjejle boede sammen. Det afslører Casper i det nye program ‘All Exclusive’, hvor han har inviteret Iben til Portugal for at snakke ud om fortiden.
Og her kommer der nogle sandheder på bordet. For noget tyder på, at Casper ikke har været helt fin over for Iben. Det skriver HER&NU.
På et tidspunkt i programmet forærer han Iben en plastikhane.
"Det er McFlurry," siger Casper, og Iben bryder ud i latter og genkender den straks.
"Den kan jo ikke særlig godt lide mig," siger hun.
"Jeg kom til at tænke på, da vi to boede sammen i Værløse, der havde vi sådan en her. Vi havde tre sammenbragte børn, som synes, det var vældig sjovt, at jeg skabte mig ved bordet, og en af den måde, jeg skabte mig på, var med McFlurry-hanen, som ikke kunne lide dig," forklarer Casper.
Hårde ord
I klippet forstår man, et hanen, eller den karakter, som Casper havde skabt, brugte sin tid på at svine Iben til under familiemåltiderne foran børnene.
"På et tidspunkt var det så voldsomt, at du ikke ville spise med os mere, siger Casper."
"Ja, jeg rejste mig fra bordet og gik."
Iben husker, hvordan hun i begyndelse syntes, det var meget sjovt, men at det pludselig tog overhånd. Også Casper husker, at det, der startede som en joke, pludselig blev meget mere alvorligt.
"Det blev sådan til sidst, at du lavede mad, og så gik du. Det stod på i månedsvis. Du sad og surmulede i sofaen, imens McFlurry blev værre og værre."
Og der er måske intet at sige til, at Hjejle fik nok til sidst. For det var ord som "Din store lort", "Fy for helvede, du er en grim kælling" og "din møgfisse", der kom ud af Caspers mund.
"Børnene skreg af grin. Hvorfor fik du lov til det?," spørger Iben undrende.
"Det gjorde jeg heller ikke. Du forlod bordet, og et år efter blev vi skilt," afslutter Casper.
Du kan se første afsnit af 'All Exclusive' på Viaplay d. 7. december.
Denne artikel blev første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.