Da Catrines kæreste døde af kræft, manglede hun ligesindede at vende sine tanker med

Er du søskende? Kæreste? Ægtefælle? Nær ven? Eller efterladt til en ung med kræft? Så kom, og vær med i vores gruppe. Vi deler erfaringer, griner, hygger og bakker hinanden op i det svære."

Sådan lyder opfordringen fra en ny gruppe under Kræftens Bekæmpelse i Aarhus. Ledere af gruppen er 34-årige Catrine Høy Hansen, der har mistet sin kæreste til kræft, og 33-årige Thomas Møller, hvis kæreste er kræftramt. 

– Når en i familien bliver ramt af kræft, er der meget fokus på den syge. Sådan skal det også være, men som pårørende kan man også have brug for nogen at vende tankerne med, siger Catrine og Thomas, der sammen har skabt det, de selv manglede.

Initiativtager er Catrine, hvis kæreste, Mikael, døde af kræft i marts 2019.

Hun og Mikael blev kærester i sommeren 2018. Hun var godt klar over, at han var uhelbredeligt syg af bugspytkirtelkræft.

– Jeg tænkte over det på et eller andet plan, men det fyldte ikke, for jeg syntes, at Mikael var fantastisk. Han gik på arbejde, spillede fodbold, rejste … Han lod sig ikke tynge af sygdommen, siger Catrine.

Medicin holdt på det tidspunkt Mikaels sygdom nede. Det ville den nok gøre i mange år, og så ville lægerne finde nye metoder til at forlænge hans liv, tænkte de. 

Ret hurtigt flyttede de sammen og begyndte at lægge fremtidsplaner: De ville gerne have børn, og de ville ud at rejse sammen. Deres første længere fællesrejse skulle være en biltur i USA i sommeren 2019, besluttede de.

Sådan gik det ikke.

Hospice

I efteråret fik Michael kraftige mavesmerter. Det skete flere gange og viste sig at være kræften, der var begyndt at sprede sig igen. Den var meget aggressiv nu. Men Catrine bevarede håbet:

– Det lyder sindssygt, men ikke engang da Mikael kom på hospice, og jeg blev indlagt sammen med ham, ville jeg indse, at han skulle dø. "Han er så ung, der er så meget, vi skal nå. Han skal bare lige komme til kræfter, så kommer vi hjem igen," tænkte jeg.

Halvandet døgn senere var det slut. Mikael døde omgivet af Catrine og sin familie.

Det var en torsdag. Om lørdagen blev han begravet. Hvad skulle Catrine så?

Hun begyndte på arbejde, men alting var enormt svært.

– Det var ikke bare Mikael, jeg havde mistet. Jeg følte, jeg havde mistet hele min fremtid – alt det, Mikael og jeg skulle have lavet sammen, de børn, vi skulle have haft. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre, siger Catrine.

Hun kørte ned på Hejmdal, der er kræftpatienternes hus i Aarhus, og spurgte, om der fandtes grupper for unge i hendes situation. Det gjorde der ikke. Catrine havde mange tætte veninder, som hun også snakkede med.

– Men de har mænd, børn og hus. De er et helt andet sted end mig og havde svært ved at sætte sig ind i min situation, og det kan jeg godt forstå, siger Catrine.

I desperation skrev hun til Ung Kræft i Aarhus og stillede sig til rådighed som frivillig, hvis de ville oprette en gruppe for unge pårørende eller efterladte til unge med kræft.

Det er så her, Thomas kommer ind i billedet. Hans kæreste, Michelle, havde modermærkekræft, allerede da de mødtes for fem år siden.

– Det var en onsdag på Smukfest, og jeg tænkte ikke så meget over det, siger Thomas.

Han og Michelle byggede et liv op sammen. De er blevet forældre til en søn på tre år og en datter på snart fem måneder og lever med, at Michelle indtil videre har fået fjernet ni modermærker.

– Vi vil ikke sætte vores liv i stå på grund af kræften, men det påvirker os da, at sygdommen hænger over os, siger Thomas.

At søge hjælp til at få bearbejdet de tanker, der trykkede, faldt ham ikke ind.

– Jeg tror, det er en dum mandeting: "Man klarer problemerne selv." Jeg er heller aldrig blevet tilbudt hjælp, siger Thomas.

Ligesom Catrine har han svært ved at dele de svære tanker med familie og venner. De forstår det ikke, og sæt han kommer til at græde – så bliver de nok forskrækkede.

Uformelt

Gennem Michelle, der har sin gang i Hejmdal, blev Thomas sat i forbindelse med Catrine. Kunne han være interesseret i sammen med hende at starte den gruppe for unge pårørende, hun havde foreslået? Det kunne Thomas. I sommer satte de to sig sammen og lagde en plan for gruppen. De meldte en række månedlige mødedatoer ud – og mødte spændt op i Hejmdal en aften i november.

– Første aften var vi fire, inklusive Thomas og mig, men det gik over al forventning. Vi lavede mad sammen og sad ellers bare og snakkede. En af deltagerne havde ligesom jeg mistet sin kæreste, så vi kunne virkelig spejle os i hinanden. Den anden havde en bror, der lå på hospice. Vi bare snakkede og snakkede og havde en rigtig god aften, siger Catrine.

– Ja, og de kom begge den næste gang, hvor vi var oppe på 10 deltagere, tilføjer Thomas.

Til hvert møde er der en aktivitet: De laver mad, spiller spil og har for eksempel været ude at bowle.

– Vi prøver at skabe et uformelt rum, hvor vi kan snakke med hinanden om det, der er svært, siger Catrine.

Både hun og Thomas kan mærke, at det har lettet at have en gruppe at spejle sig i.

– For mig er gruppen blevet et frirum, hvor jeg kan dele mine tanker om min kærestes kræftsygdom, siger Thomas.

– Jeg savner stadig Mikael og har ikke fået det godt endnu. Men jeg kan mærke, at det hjælper. Gruppen er et vigtigt skridt på vejen. Og så håber jeg, at vi kan gøre en forskel for andre. Som pårørende til kræftsyge kan det være svært at finde overskud til at søge hjælp til sig selv. Nu ligger vi der som et tilbud, jeg håber, de vil bruge, siger Catrine.