Ny dokumentar: “Da min mor døde, gav mine bedsteforældre mig en kasse med breve…”

”I aften har vi prøvet at ryge hash, og det var virkelig ikke noget for mig. Jeg lå ude på toilettet og fik det så dårligt. Det gør jeg aldrig igen.”

– Der var måske 60 af den slags breve, siger 24-årige Cécile Desaint.

I løbet af de seneste to år har hun gennemlevet og genskabt sin mors liv. Gennem breve, billeder, båndoptagelser og gamle smalfilm har hun prøvet at forstå en tid, der engang var.

Dengang, hvor moren sorgløst levede som ung au pair-pige i Frankrig, festede med fremmede, blev forlovet med én mand, men endte med ham, der i dag er Cécile Desaints far.

Dengang, hun var i live.

– Da min mor døde, gav mine bedsteforældre mig en kasse med breve, båndoptagelser, almindelige og levende billeder fra min mors liv i Frankrig. Det var så vildt. Det var som at finde en lille skattekiste af ting.

– Når man hører nogens stemme, der er død, er det, som om det har en helt særlig status, fordi man ikke kan tale med dem igen. Det var virkelig specielt og meget rørende og overvældende, siger Cécile Desaint.

De mange minder, kassen gemte på, er nu blevet til en dokumentar. You Before Me hedder den og har været undervejs, siden Cécile Desaints mor, Mette, døde af bugspytkirtelkræft i november 2016 efter kun 13 måneders sygdom.

I morens fodspor

Gennem interviews med morens tidligere kærester og venner, lærer Cécile Desaint moren at kende, før hun blev mor, og længe før hun blev syg. Hun rejser tilbage til det Frankrig, moren efterlod sig i 1980’erne, går på de gader, hun har betrådt, og hører de historier, ingen før har fortalt.

– Når min mor fortalte historier, tonede hun det altid ned, men tiden i Frankrig var virkelig en festtid. Der var sindssygt mange drenge, hun var forelsket i. Blandt andet var hun kæreste med en mand i fem år, som hun blev forlovet med, men lige pludselig besluttede hun sig for at tage til Paris, hvor hun mødte min far. Hun og hendes veninder testede virkelig grænser af, for der var ingen forældre til at holde øje med dem. Det var et helt andet billede end de mere sobre historier, jeg har hørt hende fortælle, siger Cécile Desaint og uddyber:

– Jeg søgte svar på, hvordan min mors liv havde været, hvordan hendes venner havde oplevet hende, da hun ankom til Frankrig, og hvilken betydning hun havde haft i deres liv. Jeg fik dem til at fortælle, hvorfor de kunne lide hende og holdt af hende, men også hvilke sider der var svære ved hende.

Særligt det sidste, morens fejltrin og skyggesider, har været vigtige for Cécile Desaint at skildre i dokumentaren. For hun ville skabe en ærlig fortælling om moren. Hvor hun ikke blev ophøjet til noget, hun ikke var, ikke blev sat op på den piedestal, som hun mener, at mange, der ikke er her mere, bliver.

– Det er som om, at hjernen lidt glemmer alle de skænderierne, man har haft, og alle de ting, man har syntes var rigtig træls ved hinanden. Men for mig har det været vigtigt også at vise, at hun bare var et menneske, der kom til at lave en masse fejl – og måske gik det også udover nogen, som det ikke skulle gå udover. Jeg vil vise, at hun var et helstøbt menneske, siger Cécile Desaint.

Læs også: Puk Qvortrup om den største sorg: "Hvordan kan du grine, når Lasse er død for en måned siden?"

En pause fra sorgen

Men det, der skulle have været en fortælling om morens ungdomsliv, er også blevet en fortælling om Cécile Desaints. Om hvordan man som ung pige i starten af 20’erne bearbejder en sorg, der er så dyb, at den ikke kan beskrives, men kun føles. Og hvordan man finder mening i at have mistet en, man stadig har brug for.

– Jeg havde en meget, meget stærk følelse af, at der var mange, der savnede hende, og hun virkelig havde gjort en forskel i mange menneskers liv. Den tese blev kun styrket, efter jeg talte med hendes venner og ekskærester. Med sit væsen havde hun gjort en forskel i deres liv – og det varmede og tilføjede noget mening til hendes liv. Der er meget lidt mening i at dø lige ud af det blå, når man er 52 år gammel og virkelig elsker livet. Hun havde betydet så meget for så mange mennesker og hjulpet dem på vej. Der var nogen af de her veninder, hun havde haft stor indflydelse på, både i forhold til hvad de skulle studere, og hvilken partner de valgte..., siger hun og holder inde.

– Jeg føler, hun har været noget for en masse menneske, så på den måde har jeg bedre kunnet acceptere, at hun har bidraget med det, hun skulle her på jorden.

Dokumentaren er blevet den sorgbearbejdning, Cécile Desaint ikke har kunnet få andre steder. Efter mere end 12 måneders ventetid til sorgterapi, har arbejdet med morens fortid været nødvendig. Det har været en måde at nærme sig hende og finde svar på det, hun aldrig vil kunne spørge hende om. Men også en måde at gøre sorgen konkret.

– Da jeg var i Frankrig, følte jeg lidt, at det var en pause fra min egen sorg. Jeg dykkede ned i den, men var også virkelig på arbejde. Vi fyrede to-tre interviews af om dagen og kørte over et ret stort område for at filme, så der var en masse logistisk, der skulle spille. Det var en spændende proces. Det boblede indeni, men da jeg kom hjem, skulle jeg lige have et par dage for mig selv. Jeg var helt overvældet af indtryk og blev nødt til at trække stikket og fordøje det hele, siger hun.

At ringe til mor

Det bliver lettere for hver dag, der går, siger Cécile Desaint, at forholde sig til og acceptere morens død. Men hun savner hende stadig. Særligt når store nyheder skal deles, som hendes dokumentar eller storesøsterens nylige forlovelse. I de situationer vil der altid mangle en mor at ringe til.

– Jeg havde en ret intens oplevelse af at savne hende rigtig meget, da jeg var inde og tale om filmen i Aftenshowet. Jeg havde talt om min kærlighed til hende for åben skærm og foran hele Danmark, og da jeg sad med filmholdet på vej hjem, glad og oppe og køre, tænkte jeg, at den person, jeg allerhelst vil fortælle det her til, er min mor, og hun er her ikke. Og jeg kan jo godt se, jeg ikke ville have lavet det her projekt, hvis hun var i live, så det er ikke to ting, der kan forenes, men lige dér savnede jeg hende meget, siger hun og tilføjer:

–  Men jeg har fundet en større ro med, at hun ikke er her – og det er takket være filmen.

Er der noget, du ville have ønsket, du havde nået at spørge hende om?  

– Der er rigtig mange ting, jeg nu som voksen godt kunne tænke mig at få at vide. Spørgsmål om kærlighed, hvordan er man sikker på, man har valgt den partner, man skal have børn med? Hvordan skal man håndtere alle de gange, man er usikker på sig selv? Hvordan havde hun det, da hun blev gift? Eller var gravid med os? Alle de her store, livsforandrende ting, som vi ikke nåede at tale om.

– Min mor og jeg har haft mange gode snakke, men vi har haft snakke om der, hvor jeg var i mit liv, og der, hvor hun var. Ikke om alle de ting, der kommer nu, siger hun.