Cecilie Frøkjær: "Jeg har kun grædt på skærmen én gang"

Statsministre forgår, men Cecilie Frøkjær består.

25 år er gået, siden Cecilie den 2. december 1996 helt grøn og uprøvet trådte ind i ”Go’ Morgen Danmark”-studiet første gang, og i samme periode har hun – blandt mange, mange andre – nået at interviewe hele fem siddende statsministre. Nyrup, Fogh, Thorning, Løkke og Frederiksen. Og som hun sidder her over for mig og fortæller om den tid, der er gået, er det næsten som om, at årene er gået sporløst hen over hende. Smilet er det samme. Nærværet. Øjnene. Håret. Eller nej, måske ikke håret. Det finder vi ret hurtigt ud af, da vi i løbet af interviewet kigger lidt på gamle billeder. Håret er bestemt ikke det samme! Det er makeuppen heller ikke. Dengang Cecilie begyndte som studievært, blev hun sminket og fik sat hår, så hun så mere voksen og meget damet ud. Hun skulle nemlig matche den knap 20 år ældre Michael Meyerheim, som var hendes faste makker på ”Go’ Morgen Danmark”.

– Jeg var kun 28 år dengang, og fordi det også var et journalistisk program, syntes dem, der bestemte, at jeg skulle gøres ældre for at virke troværdig og med så meget tyngde som overhovedet muligt. Så jeg fik lavet det sygeste damehår med bundspænd, og det lykkedes i dén grad at gøre mig ældre. Håret var også helt mørkt. Prøv at se her …

Hun bladrer i den ene af de to kæmpestore scrapbøger, hun har taget med. Hun har fem mapper mere derhjemme med udklip fra alle årene.

– Og så hældte de mig ofte i sådan noget brunt og beige tøj. Det var skrækkeligt. Se her, det er Michaels og mit første pressebillede sammen. Og så må man jo også bare sige, at GUD, hvor var mine kinder bare én stor blank flade…! Nærmest som en fodbold. Er det ikke interessant? Tænk, hvad collagen kan gøre, ha ha.

De 25 år, der er gået, fra Cecilie første gang var på skærmen, danner baggrund for tv-programmet ”Deja-Vu”, som i øjeblikket sendes på TV2 Charlie og TV2 Play. Cecilie er vært, og idéen er at kigge tilbage og geninvitere kendte mennesker, som hun har interviewet flere gange i løbet af årene. Der vises klip fra de tidligere møder, og så taler Cecilie og gæsten ud fra det. Hvad er der sket i årene sidenhen? Hvordan ville gæsten svare på samme spørgsmål i dag? Og så videre. Gæsterne er blandt andre Casper Christensen, Jan Gintberg, Hella Joof, Helle Thorning-Schmidt, Bubber, Ulla Terkelsen, Ole Henriksen og mange flere.   

Hvilke af gæsterne har ændret sig mest eller flyttet sig mest?

– Det interessante er faktisk, at de alle sammen er rykket på hver deres måde. Nogle ser helt anderledes ud. Andre overrasker, fordi de næsten ligner sig selv. Hvis jeg skal fremhæve et interview, så må det være interviewet med Casper Christensen. Han har gennemgået en kæmpe transformation, og vores interview i ”Deja-Vu” er meget afdæmpet i forhold til de tidligere. Men det er nok også fordi, jeg altid har været lidt bange for Casper...

Hvorfor har du det?

– Jamen, fordi han var så cool og så smart, at man næsten ikke kunne få luft. Jeg vidste aldrig helt, hvor jeg havde ham, og det siger jeg også i mit oplæg i ”Deja-Vu”. Og da Casper så kommer ind i studiet, starter han med at sige: ”Jeg er rigtig ked af, at du har været bange for at mødes med mig”. Og fordi han virkelig har lavet det store skift i sit liv – han er blevet veganer, voksen-døbt og møder livet og andre mennesker på en helt ny måde – kigger han tilbage på sig selv med nogle helt andre øjne. Vi viser bl.a. nogle klip, hvor han siger, at han var helt vildt utilpas i den ”rolle”, han spillede dengang, og hvor jeg bare må sige til ham, at jeg slet ikke kunne mærke det på ham, da jeg interviewede ham. Det er ret vildt, faktisk. Så hvor der er meget grin med nogle af de andre gæster i programmet, så er samtalen med Casper virkelig intens.

– Alle gæsterne i programmet har fået en tur i livets store centrifuge – some good, some bad – og det er altid interessant at se på livet, når det lange perspektiv kommer på. Men det sjove er, at selvom der er sket meget i folks liv, så er de også på nogle områder præcis, som de altid har været. Man kan jo genkende dem alle, og fra første klip er der noget, der går igen til i dag. F.eks. viste det sig, at Bubber havde totalt det samme tøj på.

Fra første klip, som er fra 1996 eller 1997, og i alle senere klip, har han konsekvent en lyseblå skjorte og en blå sweater på.

Og da han kommer ind i studiet i ”Deja-Vu”, peger han op på skærmen og siger: ”Men hvad fanden var det for noget tøj, jeg havde på?”, og så dør vi bare af grin, for han sidder stadig i lyseblå skjorte og blå sweater, hvilket han selvfølgelig selv har spottet med det samme. ”Jeg har haft det tøj på i 25 år!”, siger han. Altså, det har været så sjovt at lave de programmer, og der har nærmest været sådan en ømhed over det. Det er selvfølgelig et stort ord at bruge i forhold til mennesker, man kun har mødt i professionel sammenhæng, men jeg har virkelig haft det sådan. Tænk engang, der sad vi dengang, og nu sidder vi her igen. Sammen.

Cecilie har gjort sig mange tanker om, hvad det vil sige at have 25-års jubilæum. Og hun synes, når hun skal være helt ærlig, at det er ret så sejt.

– Jeg er virkelig stolt, faktisk. Jeg er stolt af at have været i stand til at holde mig relevant i 25 år i en omskiftelig branche, og jeg føler mig også virkelig privilegeret over at have fået lov til at være med. Man bliver jo fjernet, hvis ikke det fungerer, så 25 år ER noget. Så får man jo Guldnålen eller Sølvnålen, eller hvad man nu får, ha ha. Det er også 25 års tv-historie, kan jeg se, når jeg ser de gamle klip. Jeg startede på ”Go’ Morgen Danmark”, mens jeg stadig gik på Journalisthøjskolen, og jeg blev katapulteret ind i den her verden. Jeg tog traveskoene på, og så gik jeg bare lige ud efter næsen og gjorde, hvad der blev sagt, og stod op klokken lort om morgenen. Og når jeg kigger tilbage, kan jeg godt tænke, gud, det klappede jeg da aldrig mig selv på skulderen for dengang.

- Tænk engang, jeg kom bare ind ad døren – fuldstændig grøn og uprøvet – og jeg knækkede ikke halsen på det. Så nu, hvor jeg er blevet så gammel, tænker jeg, at jeg egentlig godt må anerkende mig selv for noget af det, jeg har gjort. Det er så smart indrettet, at når man er ung, så har man helt vildt meget energi, og man har i princippet ikke begreb om, hvor galt det kan gå. Og det er SÅ godt. For det er jo samtidig på det tidspunkt, hvor man totalt mangler erfaring.

- Til gengæld har man så meget andet. Gåpåmod og overskud. Det er med årene gået op for mig, hvor stor en base jeg fik lagt på morgen-tv, hvor jeg var i 12,5 år. Og nu, hvor jeg så er blevet ældre og er blevet klar over, at ting faktisk KAN gå galt, så er det fedt at vide, at det egentlig er lidt lige meget, fordi der er så meget, der er gået godt.

- Jeg har en masse erfaring at læne mig op ad, og for omkring ti år siden gik det for alvor op for mig, at jeg godt må stå på det, jeg kan, og stole på min mavefornemmelse. Jeg er sådan en, der altid forbereder mig helt vildt grundigt, og det er stadig vigtigt for mig at gøre, men det er gået op for mig, at der måske godt kan være ti procent – eller lidt mere – jeg kan lade ligge, fordi jeg kan fylde op med erfaring.

Når du ser de gamle klip, hvordan synes du så, at du klarede det i begyndelsen?

– Jeg synes faktisk, at jeg klarede det ret godt. Men det er også tydeligt, at jeg i begyndelsen spillede sikkert og lænede mig op ad Michael, som var en erfaren studievært. Jeg kan se, at når vi lavede interview sammen, så gav jeg Michael ansvaret i de afgørende situationer. Jeg kan også huske, at Søren Kaster, der var inde som afløser et halvt års tid efter, jeg var startet, sagde til mig: ”Jeg har sådan på fornemmelsen, at der er noget mere i dig, som jeg tror, du bare skal slippe løs”.

- Og da jeg kom tilbage efter sommerferien, gjorde jeg det på en eller anden måde. Jeg blev mere mig selv, jeg slap manus lidt mere og fyldte rummet i virkeligheden. ”Go’ Morgen Danmark” var et godt sted for mig at begynde, for Michael var en fuldstændig fantastisk makker, som gav mig al den plads, jeg overhovedet kunne drømme om, og vi sendte altså 2,5 time hver dag, så der var også øvelsesgulv nok at svinge sig på. Hvis noget gik galt, var det bare sådan, okay, vi sender igen i morgen.

Når Cecilie sidder med sine gæster i ”Deja-Vu”-studiet, er det ret tydeligt for hende, hvordan de har ændret sig, og hvad der er deres grundsubstans. Det er straks lidt sværere for hende at sige, hvordan hun sådan helt grundlæggende selv er. Hvad er egentlig Cecilie-Frøkjær-Maggi-terningen?

– Åh, det er virkelig et godt spørgsmål.

Hun holder en længere pause.

– Altså, jeg kan jo sagtens genkende mig selv i de interviews, vi viser, samtidig med at jeg som sagt godt kan se, at jeg er helt ubagt i nogle af de første udsendelser. Men jeg tror, at det, som er det samme fra dengang og til nu, er sådan et meget åbent og ligefremt blik på dem, jeg sidder overfor. Jeg har en stor nysgerrighed på, hvem de egentlig er. Og jeg har et meget stort ønske om at skabe en kontakt til dem. Tv er jo fuldstændig opstillet, hvor en unaturlig samtalesituation skal virke naturlig og afslappet, men jeg har en følelse af, at jeg altid har været full frontal accessible. Her er hele min flade, jeg sidder foran dig og vil gerne give og modtage. I’m all yours. Det går igen. Og så også ret meget latter, faktisk. Når jeg ser de gamle klip, kan jeg også indimellem tænke, hold da op, der holdt jeg da virkelig fast, eller sagde jeg virkelig det? Havde jeg turdet sige det i dag?

Så du kan tænke, at du i dag ville lægge flere bånd på dig selv i forhold til dengang?

Hun holder en pause og tænker sig om.

Hvem er Cecilie Frøkjær?

• Født i 1968.
• Selvstændig journalist og tv-vært
• Aktuel med programmet "Deja-vu" på TV2 Charlie og TV2 Play samt den litterære podcast "Mellem Ørerne".
• Vært på "Go' Morgen Danmark" på TV2 fra 1996 til 2009 og på "Go' Aften Danmark" fra 2010 til 2014.
• Tidligere vært på "Knæk Cancer", "De største øjeblikke" og "Samme tid næste år" og er flere gange kåret som årets værtinde af den danske tv-branche.
• Forfatter til bl.a. "Lys i livet" om Jane Aamund og "Fruen kommer i dag" om Lise Nørgaard.
• Kæreste med Michael Robak, som er vært på "Go' Morgen Danmark".
• Har sønnen Mikkel, 19, og datteren Sara, 16, med sin eksmand, Lars Daneskov.

– Der var i hvert fald nogle gange, hvor jeg holdt mere fast, end jeg måske ville have det godt med at gøre i dag. Ja, man bliver så mild og rummelig med alderen, ikke?

Hun griner højt.

– Jeg synes, det er en meget interessant tid i mit liv lige nu.

Jeg oplever, at rigtig mange i min alder er enormt optaget af, om man arbejdsmæssigt bare skal køre hjem med hovedfeltet og gøre det, man altid har gjort, eller om man skal vende sig mod noget andet og fylde sig selv op med noget nyt. Jeg tænker meget over, hvordan jeg kan stå på skuldrene af det, jeg kan, og SÅ gøre noget andet. Eller udforske noget nyt. Der er en ny frihed i, at børnene er blevet store, og der er stadigvæk masser af energi og nysgerrighed, og for mig opstår der så en lyst til at se mig selv i en ny framing.

Du sagde op på TV2 i 2016 og blev selvstændig, begyndte det allerede der?

– Ja, og jeg tænker løbende over det. Sidste år sagde jeg f.eks. nej tak til at lave TV2’s ”Årskavalkade” ude i Operaen og ”Knæk Cancer”. Begge dele er shows, jeg har lavet i mange, mange år, og det er jo ikke bare lige sådan at sige nej tak til at lave den slags, når man er freelancer. Det er et stort privilegium at få lov, men jeg har bare en følelse af, at jeg bliver nødt til at ryste mig selv og ryste posen. Gøre noget andet. Det er nødvendigt, hvis jeg skal bevare min autenticitet og følelsen af, at det kilder. Eller at jeg kilder andre.

– Jeg er ret optaget af livets cyklus i disse år. Det her med, hvordan man hele tiden bliver klogere. Hvordan man kan bruge sig selv på en måde, så det, man har sået, kan blive høstet på en god måde. ”Deja-Vu” er stadig tv, ja, men det er et nyt take på det at lave et talkshow. Og så har jeg lyst til at lave andre ting også. Jeg har været smadder glad for al den hjælp, jeg har fået gennem årene, og nu kunne jeg virkelig godt tænke mig at hjælpe andre. Lære andre noget. Og det er ret heldigt, for jeg får nogle interessante henvendelser fra erhvervslivet, som bl.a. handler om performancetræning. Hvordan stiller man sig op og holder en ordentlig tale, og hvordan får man styr på sin fremtoning.

- Den slags ved jeg en masse om, og det giver mig følelsen af, at jeg kan stå på skuldrene af det, jeg har lavet de sidste 25 år, men i en ny setting. Når jeg skal ud til sådan en opgave, vågner jeg helt spændt om morgenen og føler mig nærmest nyfødt. Hver gang er jeg optaget af, hvordan jeg løser opgaven bedst muligt, og hver gang kommer jeg hjem med nye erfaringer. Det er faktisk virkelig interessant – efter et kvart århundrede på arbejdsmarkedet – at have nye sommerfugle i maven igen.

Hvor meget tænker du over din alder?

– En del faktisk. Men jeg vil ikke have lavet plastikkirurgi. Folk må gøre præcis, hvad de vil med den slags, men jeg synes på en eller anden måde, at jeg må finde en ro med at have fået nogle rynker og ikke længere have de der store, blanke kinder. Der er kampe, det ikke kan nytte noget at tage længere. Og det er faktisk meget rart. Der er nogle overgange i ens liv, hvor man tænker, åh, hvis jeg bare lige taber fem kilo, eller hvis jeg får klippet håret på en smart måde, så kan jeg række ud og stadig lige med det yderste af fingrene nå noget, jeg engang havde lige midt i skødet. Og det kan godt være ret slidsomt, det med at række ud og liiige hænge i. Det er mere konstruktivt for mig at arbejde på at forsone mig med det og slippe det.

- Det er udmattende at blive ved med at bruge energi på noget, man alligevel ikke kan opnå, uanset om man udelukkende lever af broccoli og kildevand. Der er en grund til, at vi bliver ældre, og jeg synes, der er noget smukt i den cyklus. At livets hjul drejer. Jeg synes, jeg har fået så meget. Oplevelser, anerkendelse, opmærksomhed. Alt muligt. Og jeg begynder at ane, at der er noget forløsende i at sige, okay, nu er der nogle fysiske ting, jeg ikke længere kan nå, og så begynde at vinke farvel til dem. Det bliver også patetisk, hvis ikke man gør det. At sige farvel giver plads til noget andet. En anden fordybelse. Der er en rigdom i at vende sig indad, når der er nogle ting, man slipper udadtil. Jeg synes, det er spændende at finde ud af, hvor jeg skal placere mig her midt i livet, så det bliver ved med at være sjovt og give mening.

- Og så jeg bliver ved med at være relevant for mig selv og for andre. Og hvis folk tænker, hold da op, hun har godt nok fået nogle rynker, men hun ser ud som om, hun har det sjovt, og det er interessant, hvad der kommer ud af munden på hende, så vil jeg sådan set være glad.

Når Cecilie kigger tilbage på sin karriere, er der mange oplevelser, møder og interviews, der har gjort indtryk. Så mange, at det er svært at vælge. En af de største faglige oplevelser ligger dog ikke så langt tilbage.

– Jeg bliver simpelthen nødt til at nævne mit interview med Dronningen i anledningen af Genforeningen sidste år. Altså … Det var alligevel noget. Da jeg gik på Journalisthøjskolen, kan jeg huske, at jeg talte med en veninde, som også gik der, om, hvad vi drømte om. Og så sagde vi lidt for sjov til hinanden – men vi mente det også fuldstændig alvorligt – at vi drømte om at interviewe Dronningen og komme på besøg på en chokoladefabrik.

Hun griner højt.

– Og nu har jeg nået det ene. Det var en kæmpe oplevelse. Det er sjældent, jeg har opført mig så velopdragent. Jeg er vokset op i Slagelse. I et parcelhus. Der er helt sikkert nogle koder, jeg slet ikke er trænet i. Jeg er aldrig kommet på de bonede gulve, jeg har ikke været veninde med en eneste grevinde, og jeg kender intet til den socialklasse. Så derfor tænkte jeg, jeg må hellere bare stå helt lige op og ned og smile og være meget, meget høflig, ha ha.

Og hvis vi kigger længere tilbage, hvad vil du så fremhæve?

– Når man er helt ny og grøn, er der jo mange store førstegangsoplevelser. Første gang jeg interviewede Poul Nyrup, der var statsminister. Og første gang jeg interviewede Povl Kjøller. Kaj og Andreas far. Er du sindssyg, jeg kunne næsten ikke få luft! Jeg havde set Povl Kjøller inde i fjernsynet, fra jeg var lille, altså. Og det er noget af det, der gør morgen-tv så skønt. At man i princippet kan have Nyrup og Povl Kjøller i studiet samme morgen.

Har du nogensinde grædt, mens du har været på skærmen?  

– For mange år siden var der en kvinde med brystkræft, som var gæst, og som var helt vildt sympatisk. Jeg var højgravid, og hun sad og talte om, at hendes højeste ønske var at få børn, men det kunne hun ikke, fordi hun havde fået så meget kemo. Det var det sidste, vi snakkede om i det interview, og lige så snart kameraet var væk, kom jeg sådan til at græde. Jeg blev så berørt af, at der sad jeg og var så heldig, og hun var så sød og burde bare have haft så mange børn.

Men det var så, da kameraet var væk, har du gjort det, mens du var på?

– Ja, men det var fordi, jeg blev kåret som bedste kvindelige vært for åben skærm. Det var efter en periode, hvor jeg simpelthen havde følt, at jeg var skrigende talentløs. Og hvor jeg så sent som dagen før havde tænkt, at jeg ikke kunne holde ud at se mig selv på skærmen. Så da jeg næste morgen fik den pris, blev jeg bare så overrasket og så glad, fordi jeg nærmest havde overvejet at skifte fuldstændig spor og gemme mig i et mørkt hul. Jeg græd også lidt, da jeg stoppede på morgen-tv. Den sidste morgen, hvor alle ”mine mænd”, som havde været mine medværter, var der.

Vi finder et billede af netop den morgen. Et billede, hvor Cecilie sidder med Jes Dorph-Petersen, Morten Resen og Michael Meyerheim.

– Ja! Det er den morgen. Og der græd jeg til sidst, for de var så søde, de havde gaver med, og det var 12,5 år dejlige år, der sluttede. Men generelt forsøger jeg virkelig at lade være med at lade mine følelser skinne igennem. Når jeg sidder med et interview om et tungt emne, er det jo ikke min følelse, det handler om, og jeg skal ikke snylte på gæstens følelser. Jeg er professionel, og jeg skal passe på mine gæster. Det er det, der er min opgave.

Hvad er dit største kiks på skærmen?

– Jeg er engang gået helt i sort i et interview med journalist og forfatter Olav Hergel. Jeg stillede et spørgsmål, der var så langt, at jeg mistede tråden. Jeg var nødt til at spørge ham: ”Hvad spurgte jeg egentlig om?”. Og han sad helt venligt, smilende og sagde ikke noget, ha ha. Jeg tænkte, nå, så må jeg spørge om noget andet, men bum, så kom jeg endelig i tanke om, hvad jeg egentlig ville spørge om. Det føltes som nogle meget lange sekunder!

- Jeg har også været ude for at stille et konfronterende spørgsmål til den forkerte part i en diskussion, og der har jeg skammet mig fagligt hele vejen ned langs rygraden. Men det var noget, der skete i begyndelsen. Og så er der nogle mandlige politikere, som har skældt mig voldsomt ud, når de har forladt studiet, fordi de har ment, at de ikke fik nok taletid. De syntes, det var et kiks, men det syntes jeg ikke selv. De har helt tydeligt tænkt, at jeg var ung og under deres standard. 

- De ville have haft Meyerheim. Det var noget af det, jeg kæmpede med i starten. Der var mere prestige i at få Michael end mig. Og det var især mænd over 50 i jakkesæt, der tydeligt viste, at jeg var second best.

Billedet med Michael Meyerheim, Morten Resen og Jes Dorph-Petersen ligger stadig på bordet imellem os og blinker. Siden er Jes Dorph-Petersen som bekendt blevet fyret fra TV2 på grund af beskyldninger om sexchikane for henholdsvis 18 og 20 år siden, hvor Cecilie Frøkjær også var TV2-vært.

Hvilke tanker har du om TV2 i relation til hele #metoo-bølgen?

– Det er jo indiskutabelt, at kvinder skal kunne gå på arbejde uden at blive chikaneret eller udsat for magtmisbrug og overgreb. Og det er helt indlysende en meget vigtig og relevant debat, selvom de konkrete sager er svære at tage stilling til, for man ville ønske, at man havde adgang til alle informationer. Det ligner i øjeblikket en svær situation for alle.

Hvordan oplevede du selv TV2 for 20 år siden?

– Den periode, det handler om, har jeg ikke været vidne til, for jeg havde ikke min gang på Kvægtorvet i Odense. Jeg blev ansat på det københavnske produktionsselskab, der lavede morgen-tv, så jeg har aldrig haft min hverdag på ”moderskibet”. Jeg har ikke – hverken som praktikant eller senere – følt mig krænket. Det skyldes muligvis, at jeg begyndte som studievært, og der bliver man ofte opfattet som øverst i hierakiet, og det er der en beskyttelse i. Så jeg har ikke været et target.

- Men er der foregået ting rundt om ørerne på mig, som jeg ikke har opfattet? Ja, formodentlig. Har jeg hørt om overgreb, som jeg ikke har reageret på? Nej. Har jeg hørt om ting, der ikke var i orden, og som jeg ikke har reageret på? Nej. Men altså, det siger jeg jo med den bevidsthed, jeg har i dag. Jeg tror ikke, at jeg har hørt om noget, jeg skulle have reageret på. Men jeg er selvfølgelig rystet over det billede, der har tegnet sig af, at unge kvinder øjensynligt er jaget vildt i flere mediehuse – og i andre brancher – i Danmark.

- På baggrund af de mange underskrifter fra kvinder og diverse interne undersøgelser er der jo ingen tvivl om, at der er behov for at tage et opgør med den måde, kvinder er blevet og stadig bliver behandlet på. Jeg har en datter på 16, og er jeg glad for, at der bliver kigget på det her nu? Ja!

 Taler du med din datter om det?  

– Ja, det har vi selvfølgelig snakket om. Og hun følger jo med. Heldigvis har jeg indtryk af, at det er nogle virkelig selvbevidste, stærke kvinder, der er på vej ud i verden nu.  

Jeg har ikke set dig blande dig i den offentlige debat om de her ting?

– Jeg er for tyndhudet. Simpelthen. Jeg har en kæmpe respekt for dem, der indgår i samfundsdebatten og er med til at flytte tingene, men jeg har det svært med at gøre det selv. Man kan helt uforvarende komme til at sætte en fod forkert, og jeg er ikke interesseret i hverken at støde nogen eller blive skydeskive. Jeg har altid holdt mig fra alle former for offentlig debat. Jeg skriver ikke indlæg og kronikker, jeg har ikke engang en facebookprofil, for jeg er virkelig dårlig til hård tone. Jeg er heller ikke specielt diskussionslysten, tværtimod, jeg er meget konsensussøgende.

- Det var måske også derfor, at jeg fra starten af min karriere vidste, at jeg ikke skulle være nyhedsjournalist. Jeg ønsker ikke konfrontationen. Jeg søger samtalen og forståelsen, både privat og arbejdsmæssigt. Der er ikke EN celle i min krop, der har trang til at tage en debat offentligt og battle og blive skældt ud. Det går simpelthen for meget i blodet på mig på den forkerte måde. Der er så måske ikke så meget ”kapow” i at vælge den vej, men dialog er også et vigtigt budskab efter min mening.